Debat: Tvillinger Dato: 25. september 2007 Fra: Mette Emne: TTTS Det er med stor sorg,at jeg må skrive at vores lille dreng,blev født i 23 uge...han blev født 23 september kl 21.57,og udåndede på mit bryst kl 22.01..Vi nåede at få ham døbt Emil..vi lå på fødestuen med ham en halv times tid,inden han blev gjort ren og pæn...Jeg blev kørt på operationsbordet for at få moderkagen ud..Vi valgte at ha Emil hos os om natten..han lå ligeså fint i sin vugge mellem vores senge,og det føltes bare rigtigt dejligt.. Vi valgte ikke at se moderkagen,hvor Emils døde tvillingbror lå...det ville være ekstra hårdt ovenpå det vi lige havde gennemgået...Vi ved ikke helt endnu hvad der har sat fødselen igang,vandet gik på mig i fredags og der blev taget en masse prøver...det viste sig at jeg havde for høje infektionstal,og de blev ved med at stige i løbet af weekenden,og søndag var det steget så meget,at mit liv faktisk var i fare,så lægerne sagde at nu måtte de sætte fødselen igang,for mit liv var i fare..vi ved endnu ikke om det er det døde foster,eller om det måske var Emil der var årsagen til den kritiske situation,men vi har valgt at få ham obduceret,og det døde foster vil også blive undersøgt nærmere... Idag er dagen gået med praktiske ting vedr Emils begravelse på torsdag,og det var hårdt...vi har valgt en stille begravelse,sammen med præsten som døbte ham,og kæresten og jeg...han skal ligge på en gravplads for børn,og vi har valgt selv at ligge ham i kisten og køre ham til kirkegården...og så skal vi bare være sammen kæresten og jeg resten af dagen,og græde og snakke det hele igennem... Emil vejede 650 gr og målte 32,5 cm,og han var bare så fin..... Vi skal hos en psykolog imorgen,det er vi blevet tilbudt.og vi har taget imod med kyshånd...håber hun kan hjælpe os igennem det her,for det er så hårdt psykisk,og jeg kan slet ikke beskrive med ord,den store sorg jeg har i mit hjerte,og lige nu synes jeg at alt er uoverskueligt og jeg er helt nedbrudt....men jeg ved at vi må tage den tid det tager,og så prøver vi at blive forældre igen,ligeså snart vi føler os klar... Mette...