Debat: Tvillinger Dato: 13. juni 2000 Fra: Karin Dinsen Emne: Ens og aldrig alene... Efter at have læst nogle forskellige indlæg i denne debat og efter, at have diskuteret dem med min egen enæggede tvillingesøster (vi er sidst i tyverne) synes vi, at vi ville deltage lidt i debatten. Det drejer sig om tvillingeforældres, som oftest, ubegrundede frygt for ikke at opdrage og danne to selvstændige individer. For et par år siden, så min søster og jeg et dokumentarprogram i fjernsynet – omhandlende en ”mødregruppe” for tvillingeforældre i Vejle. Det var en vældig god udsendelse, som søs og jeg fulgte med naturlig interesse. På et tidspunkt i udsendelsen laver et forældrepar et lille eksperiment ,der går ud på, at et enægget tvillingepar på 5-6 år, hver for sig bliver sendt ind i en tøjforretning for at finde et sæt tøj. Tvillingerne kommer ud med samme søde sæt – dog i to forskellige farver. Man følger selvfølgelig børnene mens de går rundt i forretningen – og her ser man tydeligt de to små’s desperation over at skulle vælge alene. Min søster og jeg var dybt forargede – og følte virkelig med de to stakler!! Et andet sted i udsendelsen – gav en tvillingemor sine bud på hvorfor hendes tvillinger blev opdraget forskelligt – nogenlunde det samme man kan læse i flere indlæg har på siden – ens, men alligevel to børn med to navne osv. Mit bud er bare, at det netop er det forkerte – et enægget par er ENS, genetisk, mentalt m.m. Hvorfor ikke i stedet styrke dette? Er det ikke netop forkert pædagogik, at fortælle et barn om forskellighederne – når samme barn med et blik i spejlet kan forsikre sig selv om, at der netop ingen forskelligheder er? Min søster og jeg er blev opdraget nogenlunde ens og vi har alligevel fundet vore forskelligheder. Vi valgte selv under vores ungdomsuddannelse, at forlade hinandens trygge selskab og være ”alene”. Sidenhen flyttede vi hver for sig (men bor igen efter 6 år sammen :-) for en kort periode). Da vi som mindre blev ”store” nok og selv kunne deltage i projektet, var vi selv med i beslutninger om tøj, sko m.v. og som regel valgte vi ens, i forskellige farver – efter intern diskussion. Generelt blev alt diskuteret og når noget var uretfærdigt (efter vores synspunkt) var det os mod verden. Som voksen har hverken min søster eller jeg haft problemer med at tage selvstændige beslutninger og vores liv har formet sig forskelligt. Hvis jeg en gang imellem føler mig ene går jeg hen til et spejl og et enkelt blik er nok til at gøre mig glad igen – da jeg ikke er alene og aldrig har været det. Vi mennesker fødes alene og søger herefter gennem hele livet fællesskabet og et andet menneske at projektere os i – det gør jeg da selvfølgelig også, men jeg er bare så privilegeret allerede fra fødslen, at indgå i mit første fællesskab – når prinsen kommer får jeg et mere, men jeg glemmer aldrig det første. Mange ”almindelige” har ofte udtrykt et stort barneønske om en tvilling – og disse har jeg altid kunne fortælle om de tusinde glæder en tvillingetilværelse kan indeholde – men husk jeg er lidt farvet af, at det er det eneste jeg kender til. Søs og jeg har derimod altid talt om en trilling – se det må være fantastisk!!! Mange hilsner Karin Dinsen