Message view
    
Debat: Tvillinger
Dato: 7. august 2002
Fra: Mette Vendelbo
Emne: Tvilling flytter hjemmefra

Min tvilling flytter hjemmefra!

Min bror og jeg var netop fyldt 20, da der ind af brevsprækken dumpede et brev, hvori der stod, at han efter lang tid på venteliste omsider havde fået sig et kollegieværelse.
Denne nyhed blev modtaget med glæde og en del nysgerrighed. Det var jo lidt spændende at han sådan skulle til at forlade de hjemlige kødgryder, og hvad dertil hører. De følgende måneder skulle dog vise sig at blive en svær tid at komme igennem; det er ikke nemt at skulle skilles fra den bror, man har fulgtes med hele livet.

Frem til gymnasiet har vi stort set været de samme steder på samme tid. Samme børnehave, samme skoleklasse, samme fritidsinteresser… Altid vidste man, hvor den anden var. Da vi så begge valgte at fortsætte i gymnasiet, blev vi enige om, at det var på tide at komme i hver sin klasse. Vi havde fortsat mange fælles ønsker for valgfag, så det kunne kun lade sig gøre, hvis vi også kom på hver vores skole.

Det gjorde for mit vedkommende gymnasietiden hård, fordi jeg følte mig meget alene og havde svært ved at komme i kontakt med de andre. Jeg var vant til altid at have et ekstra socialt sikkerhedsnet med hjemmefra. Det gav mig en grundlæggende tryghed at have min tvillingebror i nærheden, når jeg mødte nye mennesker. Uden ham blev usikkerheden over for de andre meget større, end jeg før havde oplevet det. Jeg måtte opbygge et helt nyt fundament, som hvilede på mig alene.

Samtidig blev vores indbyrdes forhold væsentlig bedre, efter vi fik hver vores dagligdag, og det blev nemmere for os, at fortsætte på hver vores uddannelse, selvom vi nu ikke så ret meget til hinanden.

Derfor kom det som en stor overraskelse for mig, at jeg kunne reagere så voldsomt på hans flytning. I mine tanker havde jeg ubevidst forestillet mig, at vi skulle flytte samtidig! Ikke til det samme sted, men samtidig - vi havde jo altid gjort alting samtidig.

Med min fornuft var det ikke svært at se, at det ville være godt for os, at blive adskilt. At det sandsynligvis ville forbedre vores forhold endnu engang, men mine følelser var helt ude af kontrol. Pludselig kunne jeg føle mig bange og alene, som et lille barn, der er blevet væk fra sin mor. Jeg kunne ikke sove om natten og græd mig ofte i søvn. Endnu engang var benene blevet revet væk under mig, og jeg måtte starte forfra for mig selv.

Dertil kom, at jeg også selv havde et ønske om at flytte. Det kunne bare ikke lade sig gøre af økonomiske grunde, og således blev jeg splittet mellem glæde på min brors vegne, sorg over adskillelsen og misundelse over, at jeg ikke også skulle flytte.

Mine forældre og resten af familien var selvfølgelig spændte. Alt kom til at handle om at male vægge og købe møbler. De talte om det hele tiden, og alt handlede om ham. Jeg følte mig overset. Alle kunne bekymre sig om, hvorvidt min bror nu kunne klare sig. Det var helt åbenlyst, at det var hårdt for ham at flytte væk, men ingen tænkte på, at det også var hårdt for mig. Det var slet ikke synligt på samme måde.

I al travlheden var der heller ingen, som jeg kunne dele mine tanker med. Desuden er der ikke andre tvillinger i familien, så de ville også have svært ved at forstå mig. Jeg ønskede heller ikke, at min bror skulle få dårlig samvittighed over at flytte, og derfor beholdt jeg tankerne for mig selv. I stedet kom jeg til at reagere ved at skændes meget med både mine forældre og min bror - noget jeg slet ikke plejede at gøre.

Derpå fulgte en periode med påtaget ligegyldighed: Når han bare sådan flyttede, så kunne han da rende og hoppe! Jeg var da ligeglad! Ikke om de skulle slæbe mig ud og se hans dumme værelse, nej! Han kunne da passe sig selv.
Det var vel en slags "hævn" over det, jeg følte, han havde gjort mig, men egentlig var jeg jo nysgerrig, og jeg ville gerne se, at han havde det godt.

Der er mange faser i sådan en adskillelse, og der bliver ved med at dukke nye følelser frem. Ofte nogen, som man normalt forbinder med børn, men som jeg ikke selv oplevede dengang, fordi tvillingeskabet gav tryghed.

Jeg vil meget gerne høre fra andre, der selv har oplevet noget lignende i forbindelse med adskillelse fra deres tvilling.

Mette