Set i bakspejlet:
Mor til tveæggede:
Katastrofalt at skille vores tvillinger ad
Merete B., mor til fem,
mener, at de tveæggedes indbyrdes tætte forhold overses, fordi de ikke
ligner hinanden som enæggede.
”Det kan være
direkte ødelæggende at skille tvillinger ad for tidligt”.
Dette udsagn fra tvillingeforskeren, professor Nancy Segal har
gjort et stort indtryk på tvillingemoderen Merete B.
-
Hvor ville jeg gerne have hørt
det for adskillige år siden !
Merete B er mor til fem børn, de sidste er tvillinger i dreng-pige
kombinationen, i dag ni år. Hendes erfaring med skolens krav til at
skille børnene allerede fra børnehaveklassen, er netop, at det var
direkte ødelæggende for hendes to.
Den skole, som børnene
blev indskrevet på, havde tidligere haft et sæt enæggede drenge,
som havde konkurreret så meget indbyrdes, at det ikke alene gik ud over
dem selv, men også den øvrige klasse. De blev derfor skilt, og siden gik
det godt for dem. Med denne
ene erfaring i baghovedet krævede inspektøren, at Merete B. og hendes
mand delte deres tvillinger, til trods for at forældrene insisterede på,
at tvillingerne kom i samme klasse.
OVERVEJELSERNE
- Jeg havde gjort mig
alle de overvejelser, jeg kunne, da vi bad skolen om, at de kom i samme
klasse. Vi havde talt med 15-20 voksne par eller forældre til tvillinger,
og læst hvad der var tilgængeligt. Vi havde gjort alt, for at de var
uafhængige af hinanden uden at gøre vold på, at de er hinandens bedste
venner. I børnehaven gik de
på samme stue, og pædagogerne berettede, at det havde en positiv
indflydelse på forholdet mellem drenge og pige-gruppen i institutionen.
Vores dreng og pige havde ingen problemer med at lege med hinanden, og
hvis de kunne, så kunne andre også.
- Vi gjorde, hvad vi
kunne, inden vi begyndte skolen. Vi nærmest hjernevaskede dem og blev ved
med at sige, at det var det bedste. Vi kunne jo ikke bare flytte dem over
på en anden skole – vi ville gerne holde alle vore fem børn på den
samme skole.
Vores tvillinger stillede
gammelkloge spørgsmål, som - hvorfor skal vi skilles – vi har aldrig
givet jer problemer - og det var svært at svare: ”Det siges at være
det bedste”, uden selv at mene det.
FØRSTE SKOLEDAG
- Den første skoledag var den værste i mit liv. Vi havde prøvet at
forberede børnene på, at de skulle gå i hver sin klasse, men det var
noget andet at stå i selve situationen. Vi havde aftalt, at jeg skulle følge
vores søn, og min mand skulle følge vores datter til hver deres klasse,
men jeg havde ondt langt ind i mit hjerte over børnene, da det først gik
op for dem, hvad det indebar.
Det skulle nok blive
bedre i løbet af en måned, fik Merete B at vide, men det blev kun værre.
Familien havde ønsket, at børnene i det mindste kunne komme til at gå i
den samme Skolefritidsordning, men også her slog personalet bak og sagde,
at man skulle følge sin klasses SFO og der var ikke bemanding nok til at
tage sig af gæstende børn.
- Fra at have været
sammen hele tiden var vores børn nu adskilt mellem 8 og 17. Når de kom
hjem havde de sådant et behov for at væres sammen, at de slet ikke havde
overskud til at være sammen med os andre. Min dreng var tidligere en
meget lattermild, men han holdt nærmest op med at tale og både han og
min datter havde store sorte øjne, når de stod og gav hinanden et knus
udenfor skolen, før de gik ind.
LÆRERNE
SKELNEDE IKKE
-
Inspektøren var meget ensidig og så slet ikke på mine børn, eller
hvordan de havde det enkeltvis. Det bør man ubetinget. Nogle har det
bedst med at blive skilt, andre ikke.
- Jeg tror egentlig, at skolelederen slet ikke tog hensyn til børnene,
men til sine lærere, som han ville beskytte for alt det bøvl, som han
troede, det ville medføre at have to søskende i samme klasse. I bund og
grund var lærerne totalt uegnede til at undervise tvillinger; fyldt med
fordomme og ude af stand til at erkende, at der her var tale om to ganske
almindelige, men meget forskellige børn, der blot var født på samme
dato.
Når de f.eks. skulle trække lod om pladserne, måtte tvillingerne ikke
sidde ved siden af hinanden, og når den ene havde glemt sin bog, blev de
skældt ud begge to.
DEN
NYE KLASSE
At flytte den ene tvilling ind til den anden, vidste jeg egentlig godt,
ikke ville løse problemet, for nu var deres indbyrdes balance forskubbet.
Det kunne kun rettes op ved, at de begge to startede i en ny klasse et
andet sted, hvor både kammerater og lærere var nye for dem begge to, men
hvor de igen
var fælles om de daglige oplevelser.
Til sidst følte jeg, at
hele familien var ved at gå op i limningen. Vi havde rigtig mange dårlige
dage, hvor alle på en eller anden måde var kede af det.
Jeg gik til inspektøren og sagde: Du bliver nødt til at lytte. Vi har
bakket op om skolens beslutning nu, selv om vi er uenige i det, men vi kan
ikke gennemføre det.
Så blev løsningen, at tvillingedrengen kom over i pigens klasse, men hun
havde allerede fundet sig en plads i klassens hierarki, så det blev svært
for ham at komme ind. I forvejen havde hun kendt rigtig mange fra klassen,
da hun begyndte , mens der stort set ikke var nogen i hans klasse, som han
kendte på forhånd.
Lærerne tacklede det også virkelig dårligt, og kaldte ham konsekvent
Den Nye Dreng. Lærerne bad hele tiden pigen om at hjælpe drengen, og
derfor blev deres forhold ulige. De blev også kaldt ”den halve
tvilling”, når den anden af og til ikke var med i skolen.
Vi endte med at skifte skole efter to år, og de kom sammen i en klasse på
en privatskole. Først efter nogle måneder fik han sit lattermilde jeg
igen.
Det har været svært, men nu er de begyndt at få overskud til at være
sammen med andre børn, fordi de er trygge ved at have hinanden i nærheden.
FORÆLDRENES
ANSVAR
- Forældre skal have det sidste ord, også selv om de kan tage fejl. Hvis
det sker, skal man tale om, hvordan man kan afhjælpe situationen, men det
er i sidste ende dem, der har ansvaret og kendskabet ikke alene til deres
egne tvillinger, men til de andre søskende og forholdet i familien i det
hele taget.
Man bør ikke have en fast politik , hvad angår om de skal gå sammen
eller hver for sig.
De faldt lynhurtigt til i den nye klasse, ja faktisk så godt, at vi tænkte,
at der måtte komme en efterreaktion, men nu knap to år senere har der
ikke været nogen problemer, tværtimod har vi igen fået to glade børn,
der gerne vil i skole hver morgen. Men tænk alle de problemer alt dette
har givet i vores familie, det kunne vi vel nok godt have været foruden.
Det eneste jeg fortryder er, at jeg ikke fulgte min inderste
overbevisning. Og lod dem blive sammen.
DILEMMA
Det kan nogen gange være
svært at være mor til et par tveæggede tvillinger især i dreng pige
kombinationen, fordi folk ikke opfatter dem som tvillinger, når de ikke
ligner hinanden. For eksempel har mange henvendt sig først til vores
tvillingepige, fordi de troede, hun var ældre end drengen.
Det har omvendt også den fordel , at man ikke bliver standset af ældre
damer, som spørger, om de er enæggede selv om de sidder i lyserødt og
lyseblåt i barnevognen.
Selv om jeg selvfølgelig selv har signaleret, at det er to forskellige børn,
har jeg nogle gange været chokeret over den ufølsomhed, som jeg synes,
omgivelserne har udvist. For eksempel er ingen af dem nogen sinde blevet
inviteret med til en fødselsdag hos en af deres tvillings venner. Genboen
havde en jævnaldrende pige, som gerne ville lege med vores pige, men hvis
de begge gik over til hende, blev vores tvillingdreng sendt hjem, og forældrene
bestyrkede hende i, at "vores datter leger ikke med drenge". I
vores omgangskreds er der mange flere jævnaldrende piger end drenge,
hvilket jo bevirker, at der oftere er nogle, der spørger efter vores
datter end efter vores søn, og vores venner fatter ikke, hvis vi siger,
at "nu leger vores tvillinger lige så godt, kan vi ikke lave en
legeaftale med jer en anden dag?" Engang, da vi skulle ud at rejse i
fire dage, og vores første pasningsmulighed glippede, spurgte vi et sæt
rimelig gode venner, om de måtte være der, men de sagde ligeud, at de
kun ville tage vores datter, for de ville ikke have vores søn med som et
tredie hjul på vognen.
Citat
ikke tilladt uden kildeangivele Abelone Glahn www.tvillinger.com
|