Kommentar om Identitetsdannelse hos tvillinger

Dobbelt dilemma

Tvillinger gøres til spektakulære, synkrone særlinge i det ene stereotype udgave efter den anden i medierne og i folks opfattelse. Det er svært at stå imod, selv om man er opmærksom på det.

Så skete det endelig. Et ugeblad har en forsidehistorie om tvillinger, denne gang om et sæt voksne tveæggede kvinder, der begge venter tvillinger. God historie, sjove billeder med to tykke maver overfor hinanden, godt forsidestof, den ene er mediekendt oven i købet. Inde i bladet folder kvinderne sig mere ud på et to siders opslag under overskriften Dobbelt Lykke. Alt det er set før, men for en gangs skyld får de to tvillinger, den tveæggede TV2-vejrpige Lone Skjoldaa Kempf og hendes søster Helle, lov til at sige noget, ellers ikke ses i ugebladsreportager med tvillinger:

- Vores børn skal opdrages som selvstændige individer, siger de to vordende samstemmende. - Vi har selv oplevet, hvordan man som tvillinger ofte bliver betragtet som en person. Som børn var vi kun ”rigtigt” til stede, når vi var der begge to . Børnene skal naturligvis have hver deres selvstændige identitet helt fra starten.

Som regel svømmer ugebladene over med begejstrede reportager og godt med billeder, der illustrerer, hvor forrygende sjovt det er, at de bliver forvekslet, hvor mystisk det er, at de tænker synkront og kan mærke, når den anden slår sin tå, hvis ikke ugebladet ligefrem udskriver en konkurrence i at finde det sæt tvillinger, der ligner hinanden mest.

I vores egen kultur er der en tendens til at mytologisere tvillingers særegenhed i talk shows og underholdende programmer. Det er ikke så lang tid siden Lykkehjulet havde et helt program udelukkende med tvillinger. Ugeblade, dagblade og diverse spillefilm fokuserer på en meget ensidig opfattelse af tvillinger: Da det store tvillingeboom, man oplever i disse år, omtaltes i for eksempel Berlingske i en af vintermånederne, sker det ledsaget af to interview med to sæt enæggede tvillinger, der har haft det svært ved at være fra hinanden i mere end ganske korte perioder. I den nye version af filmen Forældrefælden tager man overhovedet ikke stilling til det dybt traumatiske i, at to tvillinger er skilt fra hinanden og vokset op to forskellige steder i verden. I filmen Manden med Jernmasken rejses ikke den mindst tvivl om, at et par tvillinger, der har været adskilt fra fødslen, er parat til at dræbe hinanden, men der spilles kun på, at de to brødre ligner hinanden. I Krumme-filmen Fars gode ide optræder Elin Reimer i dobbeltrolle som to identiske rasende fru Olsen'er, og i The Commitments taler de optrædende tvillinger ligefrem synkront.

Fascinationen er naturlig, og jeg deler den selv, men den er usund, når den fastholder tvillinger i rollerne. I værste fald kan det medføre, at tvillinger kun tror, de er noget, når de er sammen med den anden. At de kun er værd at være sammen med, hvis de er der begge to. Jo længere man kun fokuserer på tvillingers lighed, jo sværere vil det være for dem at stå på egne ben og vide, at hver deres evner og personligheder er værdifulde. Jo mere tvillingerne – også de voksne - ligner hinanden, jo mere absurde bliver omgivelsernes forsøg på at finde forskelle. Tit medfører det, at tvillingerne tildeles parvise egenskaber, i stedet for at folk gjorde sig den anstrengelse at lære hver enkelts navn og særkende at kende. Den sjove- den triste, den kloge – den dumme, den smukke – den grimme, ja ligefrem den gode og den onde, den mørke side, den lyse side. Benævnelserne hænger ved livslangt, og forstærker sig selv. Og det mærkelige er, at tveæggede tvillinger af samme køn er de mest udsatte for disse parvise etiketter.

For tvillinger, der ikke kan døje medtvillingen er det også et stort problem – det er simpelthen ikke accepteret, at tvillinger ikke kan enes. Det er tabu at snakke om, og så meget desto mere smertefuldt må det være for tvillinger at være uenige, når alle omkring dem forventer det modsatte.
Der er også et hav af tvillinger, der hverken bor sammen, taler sammen eller tænker samtidigt. Det er bare ikke sjovt at høre om.

Tvillinger gøres til spektakulære, synkrone særlinge i det ene stereotype udgave efter den anden

Men tvillinger er i virkeligheden lige så mangfoldige som alle andre mennesker, og proportionerne forsvinder fuldkommen i denne fascination af det identiske: Det er kun hver tredje tvillingepar, der er enæggede. Hovedparten af tvillinger er tveæggede og ligner ikke hinanden mere end søskende.
Derfor var det en fornøjelse at læse et interview, som for en gangs skyld gav plads til at beskrive bare lidt af den bagside, der kan være ved at være tvilling.
Men hov, de havde jo de samme ventekjoler på – struttende med et farverigt mønster, godt nok i hver sin farve, men ellers ens. Lone Skjoldaa Kempf forklarer mig i telefonen fra barselsgangen, for hun har i mellemtiden født : - Det er ikke er noget, fotografen har fundet på. Det var bare for sjov, at vi tog de kjoler på. Vi vidste, de ville lave det dér mavebillede, og så ville vi også ligne tvillinger. Vi synes ikke ellers, vi ligner hinanden, hverken af udseende eller af sind, og vi er så forskellige, at vi ville prøve at skabe et udtryk for, at vi er alligevel er tvillinger.
Hendes ærlighed sætter dilemmaet tydeligt op: På én og samme tid er det dybt irriterende og dybt fascinerende, at tvillingeskabet fremhæves af omgivelserne.
Der ér noget særligt over tvillinger, og man må gerne være stolt af det, både af at have og at være tvilling. Det skal bare ske med måde, og i respekt for det enkelte menneske i et tvillingepar.
For at illustrere, hvor svært det kan være at efterleve, selv om jeg hver dag gør mig store anstrengelser for klæde mine drenge forskelligt og styrke dem i deres individualitet, bliver jeg nødt til at bekende, at de tvillinger, der for tiden optræder, som Brødrene Viking i Kohbergs brødreklamer, er – mine tvillinger.

Af Abelone Glahn, tvillingemor, journalist og forfatter til bogen Ti år med tvillinger.

Der er aldrig nogen, der skriver om de tveæggede tvillinger - det er meget sjovere med de enæggede: