|
Personlig
beretning om Tvillinger
og efterfødselsreaktion:
Da min mand og jeg
fik at vide, at vi skulle have tvillinger (i 20. graviditetsuge),
skraldgrinede vi begge to. De bekymringer, der meldte sig umiddelbart var
udelukkende af praktisk karakter – det med spædbørn havde vi prøvet før,
vi har en søn, som på det tidspunkt var 1½ år. Så det handlede mere
om, hvordan vi skulle få plads i vores hjem til tre børn, barnevognen,
der kunne ikke genbruges etc. I 24. uge begyndte
jeg at få så mange plukveer, at jeg blev ”lagt ned” og dermed
sygemeldt fra mit arbejde. Jeg lå skiftevis hjemme og på sygehuset,
indtil jeg fødte to fine drenge i 36. uge. De vejede, hvad de skulle
(hhv. 2620 og 2490 g), og bortset fra lidt startvanskeligheder, hvor de
havde svært ved at tage på, så gik alt fint. Jeg havde rigeligt med mælk
og fik hurtigt dobbeltamningen til at fungere. Knap en måned
gamle fik begge drenge kolik – efter hvert måltid gik der en time til
halvanden, hvor de græd og trak sig sammen. Vi havde gode erfaringer med
zoneterapi fra storebroren, så det prøvede vi så også denne gang,
efter de var blevet checket for eventuelle skævheder, der ville kræve
kiropraktorbehandling i stedet. Der var tydelige reaktioner på
zoneterapien, men desværre ingen bedring efter seks behandlinger. Vi fik
stort set ingen nattesøvn i de tre måneder, det stod på, og skænderierne
var mange, fordi man så let går fejl af hinanden klokken fire om
morgenen, efter sammenlagt et par timers søvn. Heldigvis formåede vi som
oftest op ad dagen at fortælle hinanden, at vi stadig elskede hinanden. Trods fremgang var
min energi fuldstændig opbrugt. Jeg arbejdede hårdt på at få drengene
til at sove samtidig og helst mere end en halv time ad gangen, så jeg
travede mange og lange ture hver dag. Jeg fik kun hvilet mig i løbet af
dagen, hvis der kom én og gik med børnene – og så var det sjældent
mere end 1-1½ time. Det var kommet
dertil, at hvis jeg var alene med dem, kunne jeg slet ikke håndtere, hvis
de græd samtidig – og det sker jo ofte! Så tudede jeg også. Normalt
taler man om at have kort lunte – jeg havde ingen. Jeg havde mange,
meget mørke tanker i den periode, alt ville jo være meget nemmere, hvis
vi ikke havde de små – eller i det mindste kun én. På den anden side
holdt jeg også af dem – jeg kunne da godt se, at de var søde, men jeg
følte at min kærlighed var ganske begrænset. Minus
lunte, sundhedsplejerske, GAIA Da jeg en søndag
stod og skiftede den ene, og han lå og grinede op til mig, fik jeg den
tanke, at det ville være noget så nemt at lægge pude hen over hans
ansigt. Så brød jeg fuldstændig sammen – jeg har aldrig grædt så
meget og i så mange timer. Om mandagen ringede
jeg til min sundhedsplejerske og bad hende komme og tale med mig. Hun kom
allerede dagen efter og hun havde en pjece med fra GAIA-instituttet , som
er oprettet af nogle psykologer, der har specialiseret sig i fødselsdepressioner
og andre efterfødselsreaktioner. Jeg kunne nikke genkendende til mange af
de følelser og oplevelser, der stod beskrevet i pjecen og jeg ringede til
instituttet med det samme – et eller andet skulle der ske. Det var svært at
komme i gang med samtalen. Selvom jeg var klar over, at jeg nok ikke var
den eneste i hele verden, der havde mildt sagt mørke tanker om sine børn,
og selvom jeg vidste, at det først og fremmest bundede i manglende
overskud, så skammede jeg mig også. Men da først jeg kom igang med at
fortælle, gled det hele meget nemt. Psykologens råd kunne virke lidt
banale eller fjollede – jeg skulle f.eks. prøve at slå eller sparke i
en sækkepude, gerne ”med lyd på”, for at få min vrede fysisk ud. Et
andet råd var, at gå ind i et andet rum eller blot vende ryggen til børnene,
når de blev for meget for mig. Begge dele var svære,
men hjalp. Det er meget begrænset, hvor mange gange jeg rent faktisk har
sparket til puden, for jeg skal virkelig overvinde den stemme indeni, der
siger, at det er fjollet. Men det hjælper. At gå ind i et andet rum,
hvis et eller flere børn skriger utrøsteligt, har krævet uendelig meget
overvindelse og erkendelse af, at jeg faktisk ikke har kunnet bidrage til
nogen som helst bedring af situationen ved at blive hos barnet/børnene
– jeg har jo netop ikke haft noget at give af. Så var det faktisk bedre
at gå, kigge ud ad vinduet, trække vejret dybt og først gå tilbage, når
jeg havde genvundet bare en smule energi. Jeg blev også nødt
til gøre op med min modstand mod at bede familie og venner om mere hjælp.
Begge vores mødre havde allerede trukket et stort læs, lige fra jeg lagt
ned næsten tre måneder før fødslen. Men jeg havde brug for mere. Jeg
satte en annonce i den lokale avis og fik ad den vej fat i alle tiders
reservebedstemor. Da var vores tvillinger godt 8 måneder gamle. Damen var
et sandt energibundt, som ikke nøjedes med at gå med/passe drengene et
par timer om formiddagen (deres sovetid), næ, når nu hun var der, ville
hun hellere end gerne skrælle kartofler, lægge tøj sammen eller lignede
– og jeg skulle bare gå ind og hvile mig (eller gå i byen, hvad jeg nu
havde brug for). Jeg fik desuden et
lille tip fra min mor, som jeg til en start modstræbende benyttede, men
som jeg stadig bruger ind i mellem. Hver dag skrev jeg på en lille lap
papir et eller andet positivt, der var sket. Den første seddel husker jeg
stadig tydeligt: ”I nat holdt Frederik og Caspar hinanden i hånden, da
jeg ammede dem.” Jeg satte sedlerne op på et skab på badeværelset til
glæde også for vores besøgende. Senere har jeg klistret dem ind i en
lille bog, som en art positiv dagbog. Det der har hjulpet
mig, har grundlæggende været selve erkendelsen af, at jeg havde brug for
hjælp, at jeg ikke kunne magte selv at komme til hægterne igen. Jeg
havde kun en enkelt samtale med en psykolog, men den satte skub i nogle
ting og jeg har ikke holdt det skjult – tværtimod. Omvendt har jeg også
chokeret nogle ved at fortælle, hvordan jeg har haft det, hvilke følelser
og tanker jeg har haft, men da først der var taget hul på problemet
havde jeg behov for at være ærlig, når folk spurgte, hvordan det gik. I dag er mine
drenge 20 måneder og det er selvfølgelig stadig hårdt arbejde med tre
forholdsvis små børn. Men hvor er de også dejlige! Den kærlighed jeg følte,
jeg manglede, er helt sikkert kommet og jeg er ved at nå til det stadium,
hvor jeg begynder at glemme detaljerne omkring det første år. Jeg har
heller ikke længere det store behov for at fortælle andre i detaljer om,
hvor hårdt det har været – nu vil jeg i hverdagen primært fokusere på
det positive. Links |