|
Kirsten og Finn Juhl
Nielsen skriver om at miste det ene barnebarn: Det var den kommentar,
som mødte min mand og jeg, sidste gang vi blev ”bedsteforældre”. Min mand og jeg fik i
starten af marts 2000 at vide, at vi skulle have et lille barnebarn igen.
Det var naturligvis en meget glædelig og lykkelig nyhed. Og den var ikke
mindre, fordi det nu var fjerde gang, vi skulle have en lille ny i
familien. Tiden gik, og da min svigerdatter, som sidste gang hun var gravid, havde en graviditet lige efter bogen – ingen gener af nogen art. Og Adam (som nu er to år) blev født til den forventede tid – havde en vægt på 3450 gram, var vi da naturligvis overbeviste om, at det også denne gang skulle gå sådan. Pludselig en lørdag
eftermiddag ( Marianne var i 16. graviditetsuge) ringede vores søn Morten
og spurgte, om vi var hjemme, for så ville de lige stikke indenom med
Adam. Marianne var begyndt at bløde, og de skulle på sygehuset. Vi fik
Adam leveret – Marianne og Morten fortsatte direkte på sygehuset. Da
begyndte tankerne at hvirvle rundt – hvad nu?. Hvad er der galt?. Hen
under aften ringede Morten og fortalte, at alt var under kontrol. Marianne
havde det godt – grunden til at hun blødte var, at der var tvillinger.
Nå det var da godt, svarede vi, og der gik lige en lille tid, inden vi
fattede, hvad Morten sagde. TVILLINGER!! JUBI – JUHU – HURRA. Efter et par dage på sygehuset vendte Marianne hjem med beskeden om, at hun skulle tage den lidt med ro. Det gjorde hun så. Men da hun var i uge 18, var det galt igen, hun var blevet ”utæt” lækkede fostervand – ind på sygehuset igen. Så startede spekulationerne igen – hvad sker der nu? Scanningerne viste, at der stadig var nok fostervand omkring babyerne. Så startede hele familiens op- og nedture. Nogle dage holdt Marianne tør – andre dage sivede vandet stille og roligt ud af hende. Ugerne gik – Marianne nåede at være indlagt (sengeliggende – dog var toiletbesøg tilladt) i ti uger. I denne periode kørte vi op og ned i ”rutschebane”. En dag oppe – det skulle nok gå, dagen efter var vi helt nede – det går bare slet ikke. Børnene trivedes i
Mariannes mave. Jeg overværede en af scanningerne – jo, der var
sandelig to. De voksede pænt, så det skulle nok gå. I den lange indlæggelsesperiode
fungerede min søn nærmest som ”enlig far”. Han passede sit job om
dagen, tog et par gange i løbet af ugen Adam med på besøg på
sygehuset, og de prøvede også at være så meget sammen i weekenderne
som overhovedet muligt. Det var meget svært for dem at fungere som en
lille familie, når mor var på sygehuset. Min svigerdatter led forfærdeligt
under ikke at have den samme tætte kontakt med Adam og Morten. Både Mariannes forældre,
vores datter Anne samt vi, babysittede en del i den lange periode.
Heldigvis er Adam en meget glad og robust lille dreng, som tog hele
virakken omkring sig i stiv arm. Han affandt sig hurtigt med beskederne
” mor er på sygehuset” – ” far kommer lige om lidt”. Jeg tror,
at disse sætninger var de to første, Adam kunne sige rent! Tidligt om morgenen den
23. august ringede telefonen. Det var Morten, han ringede fra sygehuset.
Marianne havde i 28. graviditetsuge født børnene ved kejsersnit kl. ca.
02.30 om natten. Det var et par små enæggede drenge. Deres vægt var
henholdsvis 1230 og 1400 gram. Desværre klarede den ene af de små drenge
ikke livet. Hans lunger klappede sammen og kunne ikke hjælpes i gang
igen. Vi aftalte med Morten, at
vi skulle køre til Odense sygehus for at hilse på Marianne, hilse på
lille Frederik, samt hilse af med lille Jonas som desværre ikke klarede
den. På køreturen til
sygehuset talte min mand og jeg om, at nu var den hånd, som i hele
Mariannes indlæggelsesperiode havde krammet i vores maver, flyttet op
omkring hjertet. Nej hvor gjorde det ondt. Der blev grædt mange tårer. Vi blev mødt, at et par meget ulykkelige unge mennesker på sygehuset. Det var svært for os alle, at se meningen med, at lille Jonas ikke skulle leve. Vi talte først med Marianne og Morten på stuen, hvor Marianne havde haft sit hjem de sidste ti uger. Derefter trillede vi Mariannes seng ned på neonatalafdelingen. Vi skulle ned og se de små drenge. Den første vi hilste på var Frederik – en meget yndig og meget lille dreng på 1400 gram. Han var heldigvis stabil, lå og puttede i sin kuvøse. Så skulle vi hilse af med den lille Jonas. En meget yndig – og også meget lille dreng på 1230 gram. Han lå også og puttede fint i en lille vugge. Han lignede naturligvis sin tvillingebror Frederik, som vi jo lige havde set. Den eneste forskel var – at han var død. Hvorfor? Vi fik den lille Jonas op
i favnen – og så vældede alle følelserne fra de sidste måneder frem
til overfladen. Det var utrolig svært for os at forstå, at en så skøn
lille velskabt dreng ikke kunne få lov at leve. Vi ville aldrig få lov
at lære ham at kende. Det blev til en lille stund sammen med Jonas, inden
vi kunne tage os sammen til at hilse af med ham. Tiden på sygehuset gik.
Vi fik bisat lille Jonas. Aldrig i vores liv har vi prøvet noget så svært.
Det var med meget tunge skridt, at Marianne og Morten bar den lille kiste
fra kapellet til krematoriet. Samme aften som Jonas blev bisat – havde
Marianne og Morten for første gang Frederik ude af kuvøsen. Han var ude
og putte på mors bryst. Det var en utrolig livsbekræftende oplevelse som
afslutning på denne sørgelige dag. Dagene gik, ugerne gik.
Frederik trivedes i sin kuvøse. Han voksede pænt og havde heldigvis
ingen kriser. Han blev flyttet ud af kuvøsen og over på en anden
afdeling, hvor han ”bare” skulle vokse sig stor og stærk, så han
kunne komme hjem. Stor var min lykke, da Marianne første gang sagde: ”sæt
dig ned i den stol svigermor, for nu skal du holde Frederik”. Det var
simpelthen vidunderligt. Da kunne jeg først rigtigt – for allerførste
gang – føle glæden ved at være blevet farmor igen. Sorgen over at miste
lille Jonas havde i den grad været altoverskyggende. Vi skulle hele tiden
huske os selv på, at vi var blevet farmor og farfar. De mange bemærkninger
vi blev mødt af, var – jamen det var dog forfærdeligt – men I fik da
heldigvis lov til at beholde den ene. Ja det gjorde vi da. Vi var blevet
farmor og farfar, mange kunne bare ikke forstå, at vi også havde mistet
en lille barnebarn, og ham ville vi have lov til at sørge over. Endelig oprandt den store
dag. Da Frederik var ti uger, blev Marianne og Frederik udskrevet fra
sygehuset. De skulle hjem til storebror og far og lære at
fungere som en lille familie igen. Tiden fra udskrivningen
er gået meget fint. Frederik spiser og trives. Vi håber, at han slipper
for at få for mange af de følgevirkningerne, der kan følge med at være
for tidligt født. Han stortrives, faktisk fik de at vide, da de var til
kontrol ved sygehuset, at han da vist godt kunne spises af med en flaske
kamillete engang imellem. Han tog næsten for meget på. Frederik, Adam,
Marianne og Morten er igen blevet en lille kernefamilie. Vi har alle nogle sår i
sjælen, som skal heles. Jonas er bisat på en kirkegård lige i nærheden
af, hvor vi bor, og mange af vores gåture går der forbi. Sorgen over at
have mistet er ikke blevet mindre, den er kommet på afstand. Vi har lært
at leve med den. Kirsten og Finn Juhl Nielsen Middelfart. (indlægget har været bragt i Dansk Præmaturforenings blad) |