Kirsten og Finn Juhl Nielsen skriver om at miste det ene barnebarn:
"Jamen I fik da heldigvis lov til at beholde den ene….." 

Det var den kommentar, som mødte min mand og jeg, sidste gang vi blev ”bedsteforældre”.
Den forudgående historie vil vi meget gerne have lov til at skildre; her følger så historien bag overskriften. 

Min mand og jeg fik i starten af marts 2000 at vide, at vi skulle have et lille barnebarn igen. Det var naturligvis en meget glædelig og lykkelig nyhed. Og den var ikke mindre, fordi det nu var fjerde gang, vi skulle have en lille ny i familien. 

Tiden gik, og da min svigerdatter, som sidste gang hun var gravid, havde en graviditet lige efter bogen – ingen gener af nogen art. Og Adam (som nu er to år) blev født til den forventede tid – havde en vægt på 3450 gram, var vi da naturligvis overbeviste om, at det også denne gang skulle gå sådan. 

Pludselig en lørdag eftermiddag ( Marianne var i 16. graviditetsuge) ringede vores søn Morten og spurgte, om vi var hjemme, for så ville de lige stikke indenom med Adam. Marianne var begyndt at bløde, og de skulle på sygehuset. Vi fik Adam leveret – Marianne og Morten fortsatte direkte på sygehuset. Da begyndte tankerne at hvirvle rundt – hvad nu?. Hvad er der galt?. Hen under aften ringede Morten og fortalte, at alt var under kontrol. Marianne havde det godt – grunden til at hun blødte var, at der var tvillinger. Nå det var da godt, svarede vi, og der gik lige en lille tid, inden vi fattede, hvad Morten sagde. TVILLINGER!! JUBI – JUHU – HURRA. 

Efter et par dage på sygehuset vendte Marianne hjem med beskeden om, at hun skulle tage den lidt med ro. Det gjorde hun så. Men da hun var i uge 18, var det galt igen, hun var blevet ”utæt” lækkede fostervand – ind på sygehuset igen. Så startede spekulationerne igen – hvad sker der nu?

Scanningerne viste, at der stadig var nok fostervand omkring babyerne. Så startede hele familiens op- og nedture. Nogle dage holdt Marianne tør – andre dage sivede vandet stille og roligt ud af hende. Ugerne gik – Marianne nåede at være indlagt (sengeliggende – dog var toiletbesøg tilladt) i ti uger. I denne periode kørte vi op og ned i ”rutschebane”. En dag oppe – det skulle nok gå, dagen efter var vi helt nede – det går bare slet ikke.

Børnene trivedes i Mariannes mave. Jeg overværede en af scanningerne – jo, der var sandelig to. De voksede pænt, så det skulle nok gå. 

I den lange indlæggelsesperiode fungerede min søn nærmest som ”enlig far”. Han passede sit job om dagen, tog et par gange i løbet af ugen Adam med på besøg på sygehuset, og de prøvede også at være så meget sammen i weekenderne som overhovedet muligt. Det var meget svært for dem at fungere som en lille familie, når mor var på sygehuset. Min svigerdatter led forfærdeligt under ikke at have den samme tætte kontakt med Adam og Morten. 

Både Mariannes forældre, vores datter Anne samt vi, babysittede en del i den lange periode. Heldigvis er Adam en meget glad og robust lille dreng, som tog hele virakken omkring sig i stiv arm. Han affandt sig hurtigt med beskederne ” mor er på sygehuset” – ” far kommer lige om lidt”. Jeg tror, at disse sætninger var de to første, Adam kunne sige rent! 

Tidligt om morgenen den 23. august ringede telefonen. Det var Morten, han ringede fra sygehuset. Marianne havde i 28. graviditetsuge født børnene ved kejsersnit kl. ca. 02.30 om natten. Det var et par små enæggede drenge. Deres vægt var henholdsvis 1230 og 1400 gram. Desværre klarede den ene af de små drenge ikke livet. Hans lunger klappede sammen og kunne ikke hjælpes i gang igen. 

Vi aftalte med Morten, at vi skulle køre til Odense sygehus for at hilse på Marianne, hilse på lille Frederik, samt hilse af med lille Jonas som desværre ikke klarede den. 

På køreturen til sygehuset talte min mand og jeg om, at nu var den hånd, som i hele Mariannes indlæggelsesperiode havde krammet i vores maver, flyttet op omkring hjertet. Nej hvor gjorde det ondt. Der blev grædt mange tårer. 

Vi blev mødt, at et par meget ulykkelige unge mennesker på sygehuset. Det var svært for os alle, at se meningen med, at lille Jonas ikke skulle leve. Vi talte først med Marianne og Morten på stuen, hvor Marianne havde haft sit hjem de sidste ti uger. Derefter trillede vi Mariannes seng ned på neonatalafdelingen. Vi skulle ned og se de små drenge. Den første vi hilste på var Frederik – en meget yndig og meget lille dreng på 1400 gram. Han var heldigvis stabil, lå og puttede i sin kuvøse.

Så skulle vi hilse af med den lille Jonas. En meget yndig – og også meget lille dreng på 1230 gram. Han lå også og puttede fint i en lille vugge. Han lignede naturligvis sin tvillingebror Frederik, som vi jo lige havde set. Den eneste forskel var – at han var død. Hvorfor?

Vi fik den lille Jonas op i favnen – og så vældede alle følelserne fra de sidste måneder frem til overfladen. Det var utrolig svært for os at forstå, at en så skøn lille velskabt dreng ikke kunne få lov at leve. Vi ville aldrig få lov at lære ham at kende. Det blev til en lille stund sammen med Jonas, inden vi kunne tage os sammen til at hilse af med ham. 

Tiden på sygehuset gik. Vi fik bisat lille Jonas. Aldrig i vores liv har vi prøvet noget så svært. Det var med meget tunge skridt, at Marianne og Morten bar den lille kiste fra kapellet til krematoriet. Samme aften som Jonas blev bisat – havde Marianne og Morten for første gang Frederik ude af kuvøsen. Han var ude og putte på mors bryst. Det var en utrolig livsbekræftende oplevelse som afslutning på denne sørgelige dag. 

Dagene gik, ugerne gik. Frederik trivedes i sin kuvøse. Han voksede pænt og havde heldigvis ingen kriser. Han blev flyttet ud af kuvøsen og over på en anden afdeling, hvor han ”bare” skulle vokse sig stor og stærk, så han kunne komme hjem. Stor var min lykke, da Marianne første gang sagde: ”sæt dig ned i den stol svigermor, for nu skal du holde Frederik”. Det var simpelthen vidunderligt. Da kunne jeg først rigtigt – for allerførste gang – føle glæden ved at være blevet farmor igen. 

Sorgen over at miste lille Jonas havde i den grad været altoverskyggende. Vi skulle hele tiden huske os selv på, at vi var blevet farmor og farfar. De mange bemærkninger vi blev mødt af, var – jamen det var dog forfærdeligt – men I fik da heldigvis lov til at beholde den ene. Ja det gjorde vi da. Vi var blevet farmor og farfar, mange kunne bare ikke forstå, at vi også havde mistet en lille barnebarn, og ham ville vi have lov til at sørge over. 

Endelig oprandt den store dag. Da Frederik var ti uger, blev Marianne og Frederik udskrevet fra sygehuset. De skulle hjem til storebror og far og lære at  fungere som en lille familie igen. 

Tiden fra udskrivningen er gået meget fint. Frederik spiser og trives. Vi håber, at han slipper for at få for mange af de følgevirkningerne, der kan følge med at være for tidligt født. Han stortrives, faktisk fik de at vide, da de var til kontrol ved sygehuset, at han da vist godt kunne spises af med en flaske kamillete engang imellem. Han tog næsten for meget på. Frederik, Adam, Marianne og Morten er igen blevet en lille kernefamilie. 

Vi har alle nogle sår i sjælen, som skal heles. Jonas er bisat på en kirkegård lige i nærheden af, hvor vi bor, og mange af vores gåture går der forbi. Sorgen over at have mistet er ikke blevet mindre, den er kommet på afstand. Vi har lært at leve med den. 

Kirsten og Finn Juhl Nielsen

Middelfart.

(indlægget har været bragt i Dansk Præmaturforenings blad)