SPØRGSMÅL:

24-02-2000

Rytme?

Vi har et par tvillingedrenge på snart 9 uger. Mit spørgsmål er, hvor tidligt man kan gøre sig håb om at finde en rytme? Drengene sover i og for sig meget godt om natten, men problemet er mere om dagen. De føles trætte, men har svært ved at sove mere end 30 minutter af gangen. Skal jeg allerede nu holde dem vågne til et bestemt tidspunkt - eller skal de bare sove på må og få. Jeg ville så gerne have, at de sov længere perioder. Både for deres skyld, men så sandelig også for min egen. Lige nu føler jeg der altid er en vågen.
Til slut et side spørgsmål. Når de ikke sover, hvad skal man så gøre ved dem ? De er meget interesserede i ting, der bevæger sig, men kun når de ligger på armen - og jeg kan ikke have 2 på en gang til at ligge og kigge. Jeg har svært ved at "aktivere" dem - hvornår begynder de at synes at rangler og uroer er fantastiske?
Med venlig hilsen Suzanne

SVAR:

I nyfødthedsperioden, dvs. i de allerførste levemåneder sover spædbørn i
gennemsnit 16 - 18 timer i døgnet. Nogle sover kun 10 timer, mens andre
sover 22 timer. Søvnmønsteret hos nyfødte er kendetegnet ved korte perioder
med søvn afløst af korte perioder, hvor barnet er vågent. En døgnrytme med
tydelig forskel på dag og nat, og hvor barnet sover i en længere samlet
periode (4 timer), og hvor de vågne perioder om dagen også bliver længere,
kan man så småt forvente ved 4 - 6 ugers alderen. Tolv til 16 uger gammel
er døgnrytmen veletableret hos de fleste.
For at understøtte børnenes evne til at berolige sig selv (når de ligger
for sig selv) kan Du forsøge at være lidt afventende i dit kontakttilbud.
Du kan forsøge at berolige ved hjælp af din stemme eller ved at lægge en
hånd forsigtigt på barnet, mens du vugger blidt. Først når det er forsøgt -
og giv blot lidt tid, kan Du alt efter grædelyden vælge den højeste grad af
kontakt, hvor Du tager barnet op og evt. lægger det til brystet.
Især om natten er det klogt at Du beslutter dig for, hvor mange gange, Du
vil tilbyde brystet, fordi de børn, der spiser meget om natten, spiser
mindre om dagen og vil så være tilsvarende sultne næste nat igen. På den
måde kan Du komme til at understøtte en uheldig rytme. Jeg synes, at Du
skal amme dem én gang om natten, hvis de har fået bryst, inden Du gik i
seng selv. Med hensyn til at aktivere drengene så er det godt for deres
motoriske udvikling, at de får plads til at bevæge sig, fx. på et vattæppe
på gulvet. De behøver ikke så meget legetøj. Også de små bevægelser, de
selv gør, er med til at udvikle deres motorik. Du må meget gerne lægge dem
på maven, det styrker ryggens muskler og barnets balancesans. De fleste
børn skal vænne sig til at ligge på maven. De børn, der lærer det, bliver
nemmere at stille tilpas, fordi de tidligt evner at krybe og få fat i
legetøjet - og dermed beskæftige sig selv.
Annemette Talbro