SPØRGSMÅL:

13-04-2000

befrugtning

Kan et æg dele sig inden befrugtningen, sådan at 1 æg i realiteten bliver befrugtet af 2 sædceller - eller kan 2 sædceller befrugte et æg samtidig, hvorefter det deler sig. Grunden til mit spørgsmål er, at vi har en dreng og en pige - altså helt sikkert tveæggede tvillinger, men de ligner hinanden så meget at folk har problemer med at se forskel på dem.

SVAR:

Kære T
Et æg rummer kun en halv portion arvemasse. Dette er en af grundene til, at det ikke selv deler sig i to nye æg. At to sædceller skulle kunne trænge ind i samme æg er aldrig påvist. Forestiller man sig alligevel muligheden, vil der mangle en portion arvemasse til den ene sædcelle.

Du skriver ikke, hvor gamle dine tvillinger er. Ofte kan drenge og piger ligne hinanden, når de er små. Havde du fået dine børn enkeltvis og med nogle års mellemrum, så ville billeder måske vise, at de i samme alder lignede hinanden meget, men i hverdagen ville du ikke tænke over det, da aldersforskellen ville betinge nogle forskelle. Nu har du tvillinger af forskelligt køn, men med stor lighed. Tilfældigt ligner de hinanden meget, da de æg og sædceller, som har forenet sig, enten har haft stor overensstemmelse mellem de gener, de medbragte, eller også er der blandt gener i jeres familie nogle, der er så dominerende, at de vil slå igennem, hver gang I får børn, og giver dermed børnene, også selv om de har forskelligt køn, samme udseende.

Venlig hilsen
Henriette Klarskov