SPØRGSMÅL:

25-05-2000

Den 3. slags tvillinger

Jeg mindes engang at have hørt, at man havde fundet ud af, at der findes en 3. slags tvillinger.
Vi kender de enæggede, hvor ægget bliver befrugtet og så deler sig.
Og vi kender de tveæggede, men kan det lade sig gøre, at ægget deler sig INDEN befrugtning?
Så er de jo i realiteten enæggede, men kan være af hver sit køn.
Er der nogen der ved om det kan lade sig gøre?

SVAR:

Det er ganske korrekt, at man en gang i mellem taler om "den tredje type tvillinger", der opstår som følge af, at et æg deler sig før befrugtningen og derefter befrugtes af to sædceller. Disse tvillinger betragtes som tveæggede af videnskaben, da definitionen på enæggethed går på at tvillingerne er opstået efter deling af et befrugtet æg (en zygote). De kan altså også være af forskelligt køn, men vil være genetisk set mere ens end almindelige tveæggede. Når dette er sagt, så må vi også hellere få med, at selv om fænomenet kendes fra nogle dyr, så er der ikke fundet beviser for at dette finder sted hos mennesker.
Derimod findes der en anden type tveæggede tvillinger, som vi ved optræder hos mennesker, omend meget sjældent. Det drejer sig om tveæggede tvillinger, hvor de to æg er blevet befrugtet ved to forskellige samlejer, og hvor faren ikke er den samme. Dette betyder, at disse tvillinger er genetisk set mindre ens end almindelige tveæggede tvillinger og søskende i øvrigt.
De to svar (se under "Dine Erfaringer" vedrørende enæggede tvillinger af forskelligt køn, hvor den ene er en pige, den anden en dreng, er ikke det samme som den tredje type tvillinger. Her drejer det sig om rigtige enæggede tvillinger, hvor der sker en fejl i de fortsatte celledelinger efter at det befrugtede æg er splittet i to. Her "taber" den ene dreng sit Y kromosom, og vil derfor fremstå som en pige, der har et X- kromosom, i stedet for to. Der findes kun 3-4 tilfælde indberettet om dette i den medicinske verdenslitteratur for de sidste 50 år.

Mvh
Kirsten Ohm Kyvik