Søger Adoptivbror

Min tvillingebror og jeg er blevet adskilt fra fødslen, dvs. vi er adopteret til hver sin familie. Vi er 61 år. Så vidt jeg har kunnet spore mig frem til sidder han i kørestol og hjælpes i seng om aftenen. Hvordan kan jeg på bedste måde kontakte ham? Er der nogen der vil hjælpe mig, da jeg er meget bange for at gøre noget forkert. Det betyder uendeligt meget for mig at træffe ham. Jeg mener at have adressen.
venlig hilsen
B. F.

SVAR:

Kære B.F:
Jeg har i min private praksis mødt flere mennesker, der er adopterede , og som du, har et stort ønske efter at møde forældre og søskende i håbet om at finde genkendelighed og forståelse for deres egen baggrund og identitet, og eventuelt en samhørighed, netop med udgangspunkt i det genetiske fællesskab.
Du ønsker at møde din tvillingebror fra hvem du blev skilt lige efter fødslen.
Det ønske kan jeg meget god forstå, og også at det ligger dig meget på sinde. I er begge 61 år , du ved din bror er kørestolsbruger, og har brug for en vis hjælp i sin hverdag.
Du er bange for at gøre noget forkert, og vil gerne vide, hvordan du kan kontakte ham på den bedste måde.
Jeg ville ønske, du havde skrevet lidt mere om, hvad du ved om din bror, og hvorfra du har dine informationer. Jeg tænker straks på, om din bror mon ved, at han er adoptivbarn, hvilken sygdom han har, og hvor robust han er ?
Ved din kilde noget om det? Ligeledes tænker jeg på, om du har gjort dig overvejelser om din egen reaktion, hvis du kontakter ham , og han ikke ønsker at mødes med dig. Eller hvis et møde med ham bliver en skuffelse for dig.
Vi går allesammen og tror, at ”blod er tykkere end vand”, men undersøgelser viser, at det i virkeligheden er den tilknytning vi skaber til hinanden i udvikling og opvækstår, der har den største betydning i de familiære relationer, mindre end om vi er af samme blod.
Når alt det så er sagt, kan jeg stadig godt forstå dit ønske.
Jeg vil råde dig til at søge så mange oplysninger på din bror som muligt, uden naturligvis at krænke hans anonymitet. Er det muligt for dig overhovedet at få svar på, om din bror ved, han er bortadopteret som helt spæd. Det kan være et stort chok i voksenalderen at få at vide, at man er adoptivbarn, hvis man hele livet har troet, at man havde et genetisk slægtsskab med ens forældre og søskende.
Man kan føle at hele ens personlige fundament for selvforståelse smuldrer, og kan komme i en personlig krise.
Det leder mig videre til næste spørgsmål. Hvad fejler din bror siden han sidder i kørestol og hvor robust er han ? Har han familie, kone og børn ? Hvis din bror ved, han er adoptivbarn, og - ud over at være kørestolsbruger af den ene eller anden grund - er rimelig rask og frisk, er dit problem ganske enkelt. Så kan du skrive til ham, fortælle noget om dig selv og spørge, om han har lyst til at møde dig. Så kan han svare ja eller nej og du må respektere hans beslutning, og kunne tåle den skuffelse, et afslag vil være for dig selv. Sådan er betingelserne.
Adoptivbørn i Danmark har mig bekendt to organisationer. Du vil kunne finde dem på internettet, eller få hjælp til adressen på biblioteket. Der vil her være kontaktpersoner, der sidder med erfaring, og til hvem du kan ringe og drøfte din problemstilling.
Hvis din bror ikke ved, at han er adoptivbarn, og du ikke kan skaffe flere oplysninger om ham, samt hvis hans helbred er dårligt, er det op til dig, og dine egne etiske overvejelser, om du tør skabe tumult i hans liv. Du vil da ikke kunne vide, om du giver ham hans livs gave eller frarøver ham det fundament, han har troet på og opbygget sit liv på. Ja, det er et svært valg.
Du er velkommen til at skrive til mig igen for en uddybbning, også hvis du får flere informationer. Held og lykke med din research og dit projekt i øvrigt.
Med venlig hilsen
Lene Dam Pedersen.