SPØRGSMÅL:

22-11-2000

Abort (Fysisk)

Jeg har allerede 1 sæt tveæggede tvillinge piger på nu 6 år. Nu er jeg gravid igen og ville have en medicinsk abort, men da jeg blev scannet, da opdagede lægerne at det var en gemelli graviditet igen og så måtte jeg ikke få en medicinsk abort. Nu er spørgsmålet det, er der nogen grænse for hvor længe man må være henne ved fysisk abort, når det er tvillinger man venter, idet de fylder jo dobbelt så meget ? Der er jo en limit på 12 uger, når det er et enkelt barn. Jeg er ca. 10 uger henne. Min sidste menustrations første dag var den 13. september 2000.

Venlig hilsen
J. K.

SVAR:

Kære J.K.
Der er ikke nogen forskel på proceduren ved afbrydelse af graviditet før fulde 12 uger efter sidste menstruation, hvad enten det drejer sig om en erkendt tvilllingegraviditet (langt de fleste provokerede aborter før 12 uge foretages jo uden, at man er klar over om der er et elller to fostre i livmoderen) eller en gravidtet med et enkelt foster. Metoden den samme: Tømning af livmoderen i bedøvelse. En tvillingegraviditet før 12 graviditetsuge "fylder" ikke dobbelt så meget som en graviditet med et enkelt foster, men højst 15-20% mere (fostrene er små og det meste er stadig fortykket livmodervæg, fostervand og moderkagevæv). Evt. risici/komplikationer ved indgrebet er de samme, hvadenten der er et eller to fostre i livmoderen, og meget beskedne, når man, som du, er 10 uger henne.

På de fleste danske afdelinger vil man afvise, at forsøge at foretage medicinsk abort, hvis kvinden er end længere end fulde 8 uger, idet metoden så er mindre sikker. Hvor langt den gravide er henne afgøres ved hjælp af en ultralydsscannning (hvor man så også får oplysning om, hvorvidt der er et eller to fostre). Jeg ikke bekendt med, at nogle afdelinger har specielle regler vedr. medicinsk abort, når der konstateres tvillinger. Der er intet der tyder på ,at metoden skulle være mindre sikker eller mere risikabel ved tvillingegraviditet.

Med venlig hilsen

Jes G. Westergaard