SPØRGSMÅL:

03-02-2001

Vi vil have tvillinger igen..

Jeg er 22 år og mor til tvillinger på 14 måneder.
Min mand og jeg taler om, at vi godt kunne tænke os et hold tvillinger til- på et tidspunkt.
Vores drenge er blevet til på gammeldagt mane´r og vi kan jo ikke satse på at være så heldige igen?
Så vi taler om det er muligt for egen regning selvfølgelig, at få sat befrugtede æg op, på en infertilitetsklinik. Vi er godt klar over at etikken kan diskuteres.
Vi har selv taget stilling og ønsker denne hjælp, hvis det er muligt. Kan I fortælle os mulighederne, evt. lidt om selve indgrebet, eventuelle risici, komplikationer osv?
Emnet er jo noget kontroversielt og vi ønsker ikke at inddrage evt. egen læge i spørgsmålet.
Vi håber at I vil finde tid til at svare os.



SVAR:

Kære K.R.

Der er ikke nogen infertilitetsklinik i hele den vide verden, der kan garantere, at der kommer tvillinger ud af et reagensglasforsøg (eller andre metoder, som f.ex. hormonstimulation af æggestokkene, med efter følgende insemination med faderens sæd). Lægges der 2 befrugtede æg op ved reagensglasmetoden er der chance/risko for tvillinger max. 25 %. ved tre æg ca. 4o %, men så stiger risikoen for trillingegraviditeter til 10-15% og ved 4 æg bliver det ikke bedre, tværtimod. Selvom I ikke ønsker, at tage etikken i betragtning er jeg ret overbevist om, at I ikke kan få en infertilitetsklinik i Danmark eller Norden til at acceptere et behandlingsoplæg med udgangspunkt i et sådant ønske.

Med venlig hilsen

Jes Westergaard