SPØRGSMÅL:

25-01-2001

børnehaveklassen om igen

Hej med Jer.
Jeg skriver til jer for at få råd omkring tackling af en kommende situation.
Vi har et sæt tveæggede tvillinger, dreng og pige, som er for tidligt fødte. Drengen var ved fødslen den mindste (1700 g) og kæmper stadig med resterne af være prematur.
De har nu fulgt hinanden i opvæksten, dvs at de har gået på samme integreret vuggestue-børnehave og startede her i efteråret også i samme børnehaveklasse.
Vi havde tvivl om hvorvidt de skulle i samme klasse eller ej. Efter at have haft en samtale med skoleinspektøren, blev vi rådet til at sætte dem i samme klasse, da man på stedet havde gode erfaringer med at sætte tvillinger i samme klasse, når de var af forskellige køn.
Vi har nu været til forældremøde med klassens meget kompetente klasselærer og meddelelsen var direkte fra hende at vores datter er meget skoleklar og helt klart indstillet til 1´ste klasse , hvorimod vores søn absolut ikke tilrådes at starte i 1´ste klasse !!!!. Han interessere sig ikke for bogstaver og er absolut ikke færdig med at lege, men han anses for at være et kvikt barn.
Vores søn har i en længere periode, specielt mens han gik i børnehave, haft en halv dårligt selvværd, hvilken vi tilskriver nogle fustrationer over at være prematur. Det halve år han nu har gået i børnehaveklasse, har han udviklet sig enormt i den retning. Han er en glad og positiv dreng, som er meget populær mellem venner og klassekammerater. Han er utrolig dygtig til at konstruere ting og tænke logisk og skarpt.
At klasselæren ikke råder os til at lade ham starte i 1.klasse er vi på mange måder enige i, dog ser vi et problem i at han ikke længere følges med sin søster (som er lillesøster, hvilket de begge går meget op i) Hvordan bør vi som forældre gribe problemet an? Der er i dag ingen konkurrence mellem vores tvillinger, dette skyldes nok at de er meget forskellige. Vil denne ændring skabe uligehed/konkurrence mellem dem?

Hvordan og hvornår bør vi fortælle om denne ændring, så det ikke bliver et nederlag for ham.

Med venlig hilsen

Thomas og Charlotte



SVAR:

Kære Thomas & Charlotte,

Jeg mener, at det generelt er en god og rigtig beslutning at lade tvillinger gå i hver sin klasse, både når de er af éns og forskelligt køn. På den måde får de hver især mulighed for at skabe egne kammeratskabsrelationer. De kan fortælle om dagens hændelser, og også lade være med at fortælle det, som de gerne vil have for sig selv. Der er ingen til at sladre, og det er godt. Et andet gode er, at børnene indbyrdes altid vil have en tydelig fornemmelse af rangorden, når de placeres sammen, hvilket kan være slemt for ”2-eren”. Det sker ikke på samme måde for andre søskende. Jeg forstår godt jeres forventning om, at drengen vil blive ked af at skulle gå om, mens søster og de andre klassekammerater fortsætter sammen. Kunsten bliver nu at vende det, så han føler, at det er noget godt og selvfølgeligt. I skal allerførst selv vænne jer til tanken og gå ind for den. Det er nemlig ikke synd for ham, og han får muligheden for at føle sig ”unik” i stedet for at være 2-er.
Beslutningen er skolens, og ikke Jeres eller hans. Den bliver truffet, fordi skolen har lang erfaring og ved, hvad der er godt for børn, der skal lære at læse, regne, lytte, være opmærksomme og huske. Beslutningen kan ikke ændres, og I synes selv, at det er den rigtige beslutning. Inderst inde ved han også godt, at han har haft det lidt svært. En reaktion er forståelig og forventelig, og den må I mestre. Vis, at I elsker ham lige præcis, som han er. Jeg synes ikke, at han skal vide det før ferien. Det skal siges kort tid før skolen starter igen. I kan jo fx sige, at klasselæreren glæder sig til at få hjælp af én af de gamle børnehaveklassebørn til at vise de nye tilrette med alting.
Venlig hilsen


Annemette Talbro.