SPØRGSMÅL:

31-05-2001

hjertelyd

Hej

Jeg er blevet gravid vha. hormonet clomid, og er nu i uge 15+3. I uge 6+5 blev jeg skannet for at konstatere, om graviditeten sad udenfor livmoderen. Jeg spurgte, om de kunne se, om der var en eller to. Sygeplejersken sagde, at der var da vist to. Hun fik en anden til at skanne, som fandt frem til, at der kun var en. Da jeg var midt i 14. uge var jeg til jordemoder. Hun sagde, at min livmoder var to fingre under navlen. Den efterfølgende dag var jeg hos læge, som mente at kunne høre to hjertelyde. Jeg blev derfor henvist til en ny skanning, men sygehuset vil først foretage den i uge 19. Nu er mit spm. så, hvordan i vurderer chancen for, at der er to. Kan læge overhovedet konstatere to hjertelyde så tidligt i graviditeten, og mener i også, at min livmoder i 14. uge var større end normalt. Jeg er på en gang meget nervøs og spændt på skanningen, som jeg synes, at der er frygteligt lang tid til.

Mvh. mig

SVAR:

Kære Mig!

Nu fremgår det ikke af din mail, hvor i landet du kommer fra. Mange steder
vil jeg tro, at praksis er sådan, at er man i tvivl om der er flere fostre,
da foretager man en scanning relativt hurtigt. Baggrunden for at man
alligevel ikke gør det i dit tilfælde, kan være den tidlige scanning, som
kun viste et foster. På dette tidspunkt er det ret nemt at se om der er et
eller flere fostre. Størrelsen på din livmoder tyder ikke specielt på at du
skulle være gravid med tvillinger. Hvis en læge (din egen praktiserende
læge?) kan høre to hjertelyde, afhænger sikkerheden meget af hvordan han
har hørt lydene. Generelt må det siges, at der ved alt andet end scanning
hersker stor usikkerhed omkring det at afgøre om der er en eller to. Selv
ved scanning kan der tages fejl omend i meget mindre målestok.

Hvis du synes det er for lang tid at vente, så kan du prøve følgende: 1)
kontakt dit sygehus igen og forklar dem situationen (hormonbehandling, to
personer har ment, at der kunne være tale om to fostre); 2) kontakt den
læge, der har ordineret hormonbehandlingen til dig - er det en gynækolog
eller en fertilitetsklinik har de ofte selv scanningsudstyr, hvis ikke kan
vedkommende måske henvise til et sted, hvor du kan blive scannet; 3) få din
egen læge til at henvise dig til en røntgenklinik, hvor de også foretager
scanning eller til en gynækolog, der har scanningsudstyr; 4) bliv scannet
privat med hvad det nu engang koster.

Held og lykke med det!

Hilsen

Henriette Klarskov