SPØRGSMÅL:

19-06-2001

manglende fostervand

Jeg er i 19 uge og fik ved scanning af vide at den ene(tveæggede) tvilling ligger lige på grænsen rent vægt og længdemæssigt( ca.220g og 12 cm) Spørgsmålet er at den heller ikke producerer ret meget fostervand og ligger derfor ret sammenkrøbet, kan det have indvirkning på dens senere udvikling rent motorisk og helbredsmæssigt? den anden ligger over middel og ser ud til at trives fint.På forhånd tak

SVAR:

Kære H
Jeg beklager at jeg ikke har fået svaret noget før.
Du rejser et vanskeligt spørgsmål. Vanskeligt fordi på det tidspunkt i
graviditeten kan der nå at ske mange ting inden fødslen samtidig med at man
som gravid intet kan gøre for at gøre det bedre for børnene.

At barnet vægt og længdemæssigt ligger på kanten af det normale, bekymrer
mig ikke meget. Du skriver de er tveæggede. Det er en fordel på alle måder,
men af samme grund er de jo bare som to søskende, og kan derfor have helt
forskellig størrelse inde i din mave.

Som jeg forstår din mail, var der ved undersøgelsen ikke meget fostervand
omkring det ene barn. Dette kan være et udtryk for at den ene ikke trives
godt, men det kan også være et tilfældigt fund. Som jeg skrev
indledningsvist er der desværre ikke noget du kan gøre, såfremt det første
skulle være tilfældet. Det, du har brug for, er en ny scanning, som skal
afgøre om forholdene stadig er på samme vis eller der er tale om det
tilfældige fund ved den første undersøgelse. Jeg håber du har fået en ny
tid til scanning, som opfølgning på den første undersøgelse. Samtidig synes
jeg du skal prøve at få en tid til en samtale hos din
konsultationsjordemoder, fordi det er jo helt klart en situation, som
bekymrer dig.

Meget kan dog ske i din graviditet endnu. Der kan derfor sagtens komme to
gode børn ud til sidst. På dit tidspunkt i graviditeten er det for tidligt
at udtale sig om forløb og langtidsvirkninger, men har du yderligere
spørgsmål, så er du velkommen til at vende tilbage.

Hilsen

Henriette Klarskov