2 "frække" drenge.

Vi har før fået et godt og brugbart svar ang. vores drenge og vi har nu brug for endnu et!
Anders og Kristian er nu 20 mdr. og "problemet" er at de simpelthen bare er så pilfingrede,Vort hjem er meget børnevenligt- alt er sikret ude og inde for at de kan udfolde sig. Men når vi skal have dem med nogen steder kommer problemerne, faktisk har mor mest lyst til at blive hjemme! i hjem uden børn er fristelserne utallige og vi vil jo ikke skælde ud ret meget, selvfølgelig kan mange ting sættes op og der findes legetøj, ting osv. de kan lege med. Det mest spændende er det vi siger nej til! De er jo mægtig mobile- kan kravle op overalt og nærer ingen frygt derved. De har en god motorik velsagtens fordi de i høj grad får lov at prøve herhjemme. Det går jo bare ikke i byen. Vi aner faktisk ikke hvad vi skal stille op-slå dem over fingrene er vi blevet anbefalet men det kunne aldrig falde os ind. Hvordan kan de lære det er det tiden der skal arbejde for os. Sådan som det er nu er det kun i få hjem de kommer og tager de noget de ikke må siger vi nej på en fast måde og tager ham væk. Hvilket de godt kan blive sure over, dog ikke ret længe, dog længe nok til at vække brormands opmærksomhed så han også kommer hen og vil studere det spændende fænomen! og sådan går det bare.
De er begyndt at være mere meget selvstændige. kommer kun hvis de lige har lyst når vi kalder, siger vi nej til at slukke fjernsyn eller skrue op for radioen, ja, så skal de lige gøre det før de flytter sig grindende og tit i kor!
Når vi har spist (og de spiser meget og hurtigt) så rejser de sig op i deres stole, vil kaste med maden og hælde drikkelse ud og plaske i det. Faktisk vil de helst kravle over på bordet! vi kræver ikke de skal holde bordskik men når de begynder på deres numre( de spiser og drikker selv og fodrer til tider hinanden) får de tørret hænder og bliver sat i stuen, så vi kan spise færdig. Nogle gange vil de ikke rigtig det stuen er lige ved vores køkken med en låge i mellem. og står de og råber evt. græder er det jo ikke rart!
Det er som de gerne vil være store og kunne ting men alligevel ikke. Når de er i haven og leger og vi gerne vil hente noget inde el. lign. kan de begge holde op med at lege og løbe med og råbe og græde er det normalt eller hvad?
De var bange for fremmede før da de var mindre og er pludselig blevet det igen. Ikke hvis folk lader være med at tale til dem men hvis de rører dem eller ser på dem for længe. Hvorfor er det sådan igen?
De lever et stille og roligt liv er glade sover og spiser godt.
Vi er lidt uenige om opdragelsen hvornår der kan stilles krav!

SVAR:

Hvor fri, opdragelsen skal være, kan kun I selv bestemme. Hvad der bliver accepteret i den ene familie behøver ikke at blive det i den anden, uden at det er forkert. Det har stor betydning, at de voksne indbyrdes er enige om, hvor grænsen for børnenes adfærd skal sættes. Det giver børnene trygge rammer, når de ved, hvad de må, og hvad de ikke må. Det er klart, at I vil møde modstand, gråd, scener, frustration m.v., når I skal håndhæve jeres regler, men det bliver lettere for alle, når I mener, hvad I siger, og når børnene erfarer, at det som gjaldt i går, også gælder i dag. Det bliver også lettere for jer at have børnene med på besøg, når de kender til, hvordan I ser på, at de piller ved ”voksenting” eller kravler op. Det er ikke for at være diktatorisk og skrap, men fordi det skal være rart at være sammen for alle. Derfor er man nødt til at have nogle fælles ”færdselsregler”.

Det er godt, når voksne indlever sig, lytter og efterkommer børns behov, men børnene skal jo også lære at færdes i andre sociale sammenhænge end familiens. Det kan være svært for børnene at blive accepteret af andre, både børn og voksne, hvis børnenes normer for almindelig opførsel overskrider andres alt for ofte. Derfor en man nødt til at opdrage børnene hjemme, og ikke når man er på besøg.

Venlig hilsen

Annemette Talbro