Utryg i hver sin klasse

Vi har enæggede tvillingepiger (A og B), som lige er startet i børnehaveklasse.
Vi har fra start lagt vægt at pigerne er enkelt individer, ikke noget med ens tøj.
De har gået på samme stue i børnehaven.
De går nu i hver sin klasse. A tager alt ting som det kommer, hende går det godt med. B derimod spekulerer meget over alting, og har brug for trygge rammer, hvor hun kender personerne, lokaliteter etc, hun vil gerne have styr på alting. Hun har fortalt at hun ikke bryder sig om at klasselæreren forlader klassen, for at hente de børn der ikke er kommet ind fra frikvarter. Det har vi talt med klasselæreren om, og hun tager nu B med ud for at hente de andre børn. Efterfølgende har hun fortalt at hun er ked af at gårdvagten (den voksen der er på legepladsen) i frikvarterene, går ind for at se om der sidder nogle børne indendørs, det bryder hun sig bestemt ikke om. Løsningen kunne være at bede gårdvagten om at holde øje med hende, og muligvis tage hende med. Umiddelbart en løsning, men hvornår/hvordan skal det stoppe, hun kan jo ikke have en voksen omkring sig hele dagen.

Ovenstående er reaktioner på et eller andet, men hvad ?? generel utryghed, adskillelsen fra A, ..... ?? Hvad kan være affødt af at være tvilling og hvad kan være "almindelige" problemstillinger i forbindelse med skolestart ??.

Mvh
A K

SVAR:

Kære AK
Du fortæller i dit brev om jeres enæggede tvillingepiger, der efter at have gået sammen i børnehaven nu er kommet i hver sin klasse i skolen, og hvor tvillingpige A klarer det helt fint, mens søster B viser mange tegn på utryghed, og helst ikke vil være i situationer, hvor der ikke er voksne til stede.
Som jeg forstår dit brev, er tvilling B den mest følsomme af de to og har haft mere brug for tryghed og struktur omkring sig.
Jeg kom ved at læse dit brev til at tænke på min yngste datter, der i dag er 12 år og en lille robust dame. Hvordan hun ved overgangen fra børnehaven til børnehaveklassen begyndte at bide sine negle, nærmest til blods, og det til trods for at skole og børnehave havde tæt samarbejde , og at hun var kommet på vores lokale skole, lige siden hun var blevet født. Endvidere havde hun to større søskende til at passe på hende der. Alligevel kan det være svært at komme ud i den store verden og det både for tvillinger og for enkeltfødte børn.

Jeg gør mig følgende tanker ved at læse dit brev.
5-6 års alderen er en ganske svær periode for mange børn. Nogle kalder perioden for den første pubertet. Kroppen udvikles, væk er den buttede topmave, kroppen vokser, og arme og ben med, og det i en grad, at den sommetider kan være svær at koordinere, mange børn bliver lidt klodsede og kropsligt urolige. Personligheden er nu dannet i sin grundstruktur, og barnet får en stærkere oplevelse af sig selv, og dermed også dets egen ensomhed. Det er nu for alvor en adskilt enhed fra dets forældre og forstår det. Vi forældre er ikke længere stærkere end Supermand og Grønne Hulk, og dermed de omnipotente individer, der kan puste al smerte væk eller gemme det under et stykke plaster med billeder af Anders And. Mange børn - også de der ikke tidligere har været usikre - får i den periode en let angst, eksempelvis angst for adskillelse, mørke etc. Jo mere følsomt et barn er, jo stærkere reaktion.
For jeres piger gælder desuden, at de er vant til at have hinanden indenfor rækkevidde, og B har måske været mere afhængig af A, end I har været klar over. Tvillinger udvikler sommetider komplementerende rolleforhold, hvor de udvikler forskellige sider af personligheden og en adfærd, der komplementerer hinanden, således at den ene eksempelvis er den mest udadvendte og stærkest i sociale kontakter, mens den anden bliver indenrigsministeren og holder orden og struktur. Disse roller kan komme til udtryk i en helt klar rollefordeling, eller nuancerne kan være ganske små, men dog være der. Tvillinger, heller ikke enæggede tvillinger, er ens. Der vil være forskelle i temperament, følsomhed, etc.

Mit bud er, at B’s reaktioner både er af udviklingsmæssig karakter jævnfør ovenfor i et møde med den nye verden, og som en følge af adskillelsen fra A. Jeg plejer at sige, at man som enægget tvilling vokser op på fire ben, og at man en dag skal lære at stå på sine egne to. Individuel styrke og følsomhed, rolleforhold, binding og afhængighed etc. vil være bestemmende for, hvordan den proces forløber. B er i en begyndende adskillelsesproces nu, hvor hun skal til at stå på sine egne to ben, og det er svært for hende. A har lettere ved det. Hun er mere robust.
Jeg synes, I har valgt rigtigt ved at lade pigerne gå i hver sin klasse, B reagerer lige nu med adskillelsesangst, hun er alene i den store verden, det er svært , men hun skal jo lære det. Hverken I eller skolen kan tage angsten fra hende eller holde hende i hånden og beskytte imod al utryghed. Men I kan hjælpe hende ved at respektere hendes reaktioner og imødekomme nogle af hendes behov for struktur og tryghed.
Det er vigtigt, at I taler med jeres piger om situationen og fortæller, at I godt kan forstå, at det kan være svært. I skal tale med dem om at være henholdsvis to og en, og her være meget opmærksom på ikke at sammenligne pigerne, og hverken bevidst eller ubevidst gøre A større og dygtigere , bare fordi hun nu bedre kan klare verden. B er ikke A og omvendt, de reagerer bare forskelligt, og man kan så let uforskyldt komme til at skabe den stærke og den svage. Pigerne er ikke ens, netop fordi de er to individer.
I kan hjælpe B til at udfordre og overvinde den angst hun får, ved at få hende til at udtrykke, hvad der skal til, for at hun ikke bliver så bange. Få hende selv med på projektet om at udholde at blive bange, giv hende et lille tøjdyr i lommen hun kan kramme, ros hende og beløn hende. Sørg for at hun får ordentlig information og klare aftaler om, at I eller lærerne er til at få fat i der og der. I kan give hende et ur, lære hende klokken, så hun ved, hvornår det ringer ind, hvornår læreren kommer igen osv. Det kan give en tryghed, og hun kan selv føle, hun får lidt styr over det. Man kan bedre udholde usikkerhed, hvis man på sit eget håndled kan se, at det får ende om ti minutter. Støt også pigerne i at få hver deres verden, kammerater og aktiviteter, så er de mindre sårbare i individuelle situationer.
Vi forældre står i et evigt dilemma mellem at ville beskytte vore børn mod angst og frustration, og samtidig skal vi skubbe dem blidt ud i verden, så de kan få den jeg-styrke, der fordres for at kunne klare sig selv og stå på egne to ben. Det kan være ekstra svært, når man som tvilling står så godt sammen og føler sig tryg på de fælles fire ben. Tvillinger skal gennem to adskillelsesprocesser, både den fra os som forældre, og desuden en adskillelsesproces i forhold til hinanden.
Adskillelsesprocessen fra os starte for alvor i 6-7 års alderen, og for jeres piger er adskillelsesprocessen fra hinanden også startet nu, hvor de er kommet i hver sin klasse/verden.
Det kan gøre ondt, og det gør mere ondt på B end A, men det er en nødvendig proces for at de kan udvikle sig til to selvstændige individer

Med venlig hilsen
Lene Dam Pedersen