SPØRGSMÅL:

04-06-2003

Født for tidligt

Jeg er mor til Anita på 2 år og til Pernille og Andreas født d. 12 April 2001. Min termin var d. 14 maj så de er født 5 uger for tidligt.
Jeg har to spørgsmål.
Det ene er hvornår de stopper med at gylpe. De har altid gylpet meget og jeg håbede at det ville stoppe når de startede på fast føde, men selvom det er taget af gylper de stadigvæk i lang tid efter hvert måltid.
Mit andet spørgsmål er til udviklingen. Jeg synes at de ikke udviklingsmæssigt er med. Jeg træner rulle og stålege med dem hver dag, men selvom at jeg trækker de 5 uger fra synes jeg alligevel at de udviklingsmæssigt er bagefter hvad deres søster var i samme alder.
Andreas er så småt ved at finde ud af at rulle fra mave til ryg og omvendt, men Pernille kan kun rulle fra ryg til mave.
Når jeg sætter dem falder de forover eller tilter til siden og det er først igår at Andreas stragte benene ud og stod på mine lår. Pernille er heller ikke nem at få til at stå.
Finmotorist er de først lige begyndt at bruge begge hænder til legetøjet og kan faktisk ikke rigtigt finde ud af det endnu.
Mit spørgsmål er så. Er de bagud udviklingsmæssigt og er der noget som jeg kan gøre for at støtte dem ?


SVAR:

Kære A
Børn bliver grupperet som for tidligt fødte, når de er født før udgangen af 37. uge, altså mere end tre uger for tidligt.
Når du oplever, at begge tvillinger har mange af de senfølger, som er typiske for præmature børn, kan der være andre årsager til det.

Er de blevet medicinsk behandlet, stukket og undersøgt ofte, og har de været adskilt fra dig og fået flaskemad i stedet for bryst, kan de som følge af det have en grundliggende utryghed og dermed angst for alt nyt.
Angsten for høje lyde kan skyldes, at børnene i deres underbevidsthed forbinder dem med de lydindtryk, de i starten fik på neonatalafdelingen, hvor de var sårbare og bange.

Det ustabile søvnmønster kan skyldes børnenes angst, spændinger i kroppen på grund af stress samt motorisk uro.

Immunforsvaret kan svækkes af stress og medicinsk behandling samt erstatningsmad, som jo ikke indeholder de vigtige antistoffer, modermælken har i tilpassede mængder.
Har børnene fra starten haft svært ved at tage på, har de fået meget medicin, har der været helbredsmæssige komplikationer og har de i det hele taget været i dårlig trivsel, kan det have påvirket deres mave/tarmfunktion, blodsukkerregulering og appetit.

Fumler-tumlerbørn er børn, der har en forsinket eller dårlig sansemotorisk udvikling, og som ikke er i stand til at bedømme, hvor deres krop slutter, og hvor omgivelserne begynder. De støder tit ind i ting og falder ofte. Det kan skyldes ugunstige udviklingsforhold i livmoderen eller den første tid efter fødslen, som fx for lidt ilt og/eller næring. Det kan forsinke eller hæmme udviklingen af visse områder i hjernen og centralnervesystemet.
Sansemotoriske vanskeligheder har indflydelse på sprogudviklingen og kan også betyde, at børnene går senere end normalt.

Når dine piger har nemt ved at blive vrede, er det et udtryk for afmagt og frustration. Det er svært at give dig entydige svar på baggrund af de sparsomme oplysninger, men der er flere ting, der kunne tyde på, at pigerne har problemer med sansekoordination. Hvis det er tilfældet, kan de ikke samle deres sanseindtryk til en meningsfuld helhed, og så bliver de meget nemt overstimuleret og reagerer med vrede (nogle reagerer ved at lukke af og gå ind i sig selv).

Det var nogle antagelser om årsager. Og hvad kan I så gøre?

En fysio- eller ergoterapeut vil kunne vurdere, om pigerne har sansemotoriske problemer og vil muligvis også kunne løsne op for nogle stressophobninger og spændinger, så søvn- og spisemønster bliver bedre.
Fysio- eller ergoterapeuten vil også kunne vejlede i, hvordan du stimulerer børnene bedst muligt (uden at overstimulere dem), og hvordan du evt. kan træne med dem, så de får en bedre sansekoordination og kropsbevidsthed.
Har du ikke allerede kontakt til en af de to faggrupper, kan du få det gennem sundhedsplejersken eller PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).
Måske er der i din kommune et Legetek. Der kan du få pædagogisk vejledning og låne legetøj mm.
Mange forældre til for tidligt fødte børn med de vanskeligheder, du beskriver, har haft stor glæde af kranio-sakral terapi. Det kan du læse mere om på www.praematur.dk under ”Behandling”. Der finder du også information om Legeteket og om fysioterapi.

I hverdagen kan du gøre meget. Sørg for ro, rytme, stabilitet, ritualer og faste rammer. Børnene har brug for at vide, hvad de må og ikke må, og hvad der skal ske. De har brug for genkendelighed og forberedelse på nye ting, og de har brug for, at der ikke er for mange aktiviteter. God tid og mange pauser giver dem mulighed for at ”fordøje” alle sanseindtrykkene og oplevelserne, så de ikke bliver overfyldte.
Omsorg og kærlighed er en selvfølge, men som en del af det er det vigtigt at kunne rumme børnenes vrede. At acceptere den, give plads til den og hjælpe børnene igennem den. Lade dem komme af med den, trøste, berolige og sætte ord på.
Men vreden skulle gerne blive aftagende og helst forsvinde helt, når børnene får lidt faglig assistance til at afhjælpe deres vanskeligheder.

Held og lykke med det!
Bedste hilsner
Jonna Jepsen