SPØRGSMÅL:

20-12-2001

Jalousi

Jeg er alenemor med to piger på knapt to år. I øjeblikket er der meget jalousi og magtkamp om mig. I vuggestuen er der ikke noget og heller ikke så meget, når de bliver passet hos bedsteforældre. Jeg har prøvet at skille dem ad engang imellem. så de får mig alene Men så når den anden kommer hjem, er den jeg har været alene med meget jaloux og slår den anden, og så starter det hele forfra igen. Jeg har prøvet alt for at vise, jeg elsker dem lige højt. Men de slås meget hjemme og vil hele tiden have mig for sig selv. Har I et godt råd, da jeg er meget interesseret i at de skal have et bedre forhold til hinanden

SVAR:

Kære B.
Det er svært at lade være med at blande sig, når søskende skændes og slås, men rivaliseringen forstærkes, når det lykkes dine tvillingepiger at indrage dig i deres konflikter. Prøv at trække dig i stedet for at mægle. Det er en balancegang hvor længe du kan forholde dig passiv, og hvis din grænse overskrides, (fx hvis pigerne bider ), må du tage den op som bider, og holde hende fast, til hun er faldet til ro, imens du fortæller hende, at hverken børn eller voksne må bide hinanden. Børn skændes og slås mindre, når der ikke er en voksen, de kan få med som part, og som begge prøver at få over på eget parti.
Det at børnene slås, kan få os forældre til at føle os mislykkede, men det er i de nære relationer at de stærke følelser opstår, både de negative og de positive, og det er ved at lære at leve sammen med andre i en familie at børn får mulighed for at lære sociale færdigheder.
Kunne du, når I kommer hjem, indrage dem i nogle små opgaver som fx at tørre bordet af, rede seng, hænge tøj på knagen, skylle grøntsager og vaske kopper og plastictallerkner af, dække bord m.v? Det giver børnene selvværd, når de føler sig værdsat og bliver brugt. Det er også med til, at få tiden inden I skal spise og til pigerne skal i bad og i seng til at gå på en god måde.
Venlig hilsen
Annemette Talbro