bitterhed

Jeg har tvillinger - to enæggede piger på 13 år. Jeg har i forhold hertil et problem. De er begge begyndt at "hade" hinanden. De "hader" at være tvillinger, altid at blive sammenlignet, altid at blive omtalt som "I og de". De søger virkelig at få hver deres identitet, og faktisk føler jeg at de bebrejder mig som deres mor at de er født som tvillinger. De hader det simpelthen. Problemet er opstået det seneste år. De går i samme klassse, og kunne jeg lave dette om, ville jeg bestemt ikke have valgt dette. Det gjorde vi fordi - da de skulle starte i skole - var vi lige flyttet her til byen, og så mente jeg (uvidende som jeg dengang var) at hvis de kom i samme klasse, så havde de da hinanden. Dette føler jeg i dag som mit livs fejltagelse, og vil bestemt anbefale andre tvillingeforældre at sætte deres tvillnger i hver sin klasse. Nu fra 8. klasse har vi så valgt at de begge flytter skole (dette ikke kun pga dette, men også pga andre ting, f.eks går de en en rigtig balladeklasse, og ønsker selv at flytte skole) Her skal de så starte i hver sin klasse. Det er så mit store håb at det vil blive bedre mht den "enshed" de føler. De går ikke ens klædt, men vælger af og til det samme tøj. Måske i hver sin farve, men de tager det i hvert fald aldrig på på samme tid. De svømmer begge 5 gang om ugen (også på samme hold). Disse ting flyder meget i mit hoved fordi jeg føler jeg er magtesløs over deres vrede mod mig - men især mod hinanden. Jeg kan ikke finde ud af om der er tale om ren "pubertetsvrøvl", eller vi har et større problem end andre tvillingeforældre. Derfor vil jeg gerne have et råd til hvordan jeg som mor kommer videre. På forhånd tak. HR.

SVAR:

Kære HR.
Jeg beklager, at du har måttet vente alt for længe på svar på dit spørgsmål i brevkassen.
Ud fra din beskrivelse af dine piger, vil jeg umiddelbart sige, at deres reaktioner er tegn på, at din tvillingeopdragelse er lykkedes, idet de netop har opbygget hver deres identitet. Du spørger om deres reaktioner kan være almindeligt pubertetsvrøvl. Det lyder sandsynligt.
Pubertetsbørn fylder meget i landskabet, og du har to, som reagerer på dig og ikke mindst på hinanden.

Dine døtre er i en alder, hvor de skal forholde sig til og løse mange spørgsmål. De er igang med at videreudvikle deres identitet, og dette
gøres jo netop ved at spejle sig i omgivelserne og ta' det til sig som man kan bruge og skubbe det væk som man ikke kan bruge.
Frustrationerne i denne forbindelse går altid ud over de nærmeste som man er tryg ved, oftest mødrene, men i jeres tilfælde også over
medtvillingen. Pigerne skal endvidere forholde sig til de ofte noget overvældende følelser som præger puberteten, og igen er det de
nærmeste som står for tur. Den gamle børneremse "Den man hader, elsker
man er stadig aktuel. Dine børn er endvidere igang med selvstændigheds/løsrivelsesprocessen fra dig, forstået på den måde, at de nu kan se at de indenfor en årrække skal flytte hjemmefra og klare sig selv. Denne helt almindelige proces forstærkes, når det drejer sig om tvillinger, idet de også skal igang med selvstændigheds/løsrivelsesprocessen i forhold til hinanden.
Jeres hjem er således en læreplads for alt dette. Jeg ved ikke om det kan være en trøst for dig, når skænderierne er som værst, at det er
godt for dine piger, at de gennemgår denne proces, nu hvor de er sammen hver dag, og ikke først når de engang er flyttet hjemmefra.

Med hensyn til deres anklager mod dig. Hold fast i overfor dig selv, at du har gjort det bedste du formåede, hvilket jeg bestemt får indtryk af, når jeg læser, hvor mange overvejelser, du f.eks har gjort dig omkring dine pigers skolegang. Du viser også i hvor høj grad du lytter til og tager deres vanskeligheder alvorligt, nu hvor du har sørget for, at de skifter skole.

Et helt praktisk råd , som jeg selv har haft stor glæde af som mor til tvillingepiger i puberteten, og som du sikkert også allerede anvender.
Find tid til at være sammen med et barn ad gangen. En time eller to engang i mellem kan være yderst gavnlige og løse op for mange
frustrationer.

Som sagt, lyder det som om dine døtre er igang med en normal proces i deres udvikling, men hvis du fortsat finder, at deres reaktioner er
for voldsomme og for belastende for familien som helhed, vil jeg råde dig til at søge professionel hjælp. Du kan kontakte en psykolog
gennem pigernes skole på PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) eller
du kan henvende dig til en privatpraktiserende psykolog.

Med venlig hilsen og ønske om en mere fredelig hverdag

Anna Lisa Hyltèn-Cavallius