SPØRGSMÅL:

06-06-2003

magtkampe og frustration

Vores tvillingerpiger er knap 1½ år og først lige ved at lære at gå. De magtkampe de har imellem hinanden og om mig og min opmærksomhed fører til en del frustration både hos mig og hos dem. Når vi kommer hjem fra vuggestue sætter jeg mig ned for at være tæt med dem og læse en bog el. men så starter kampene som regel allerede der ved at de bogstavelig talt sætter sig oven på hinanden for at møve den anden væk og være så tæt på mig som muligt, så det ender som regel med at jeg rejser mig og begynder at lave noget praktisk fordi jeg ikke kan holde den kamp ud. Den ene er fysisk stærkere end den anden men den anden bruger tilgengæld at bide som forsvar/angreb, hvad skal jeg gøre for at undgå disse kampe eller i hvertfald gøre dem færre og mindre voldelige. De er sikkert naturlige, men hvad er min rolle i dette spil? Er det bedst at lade stå til indtil det udvikler sig til noget voldsomt, men hvad gør man så, og hvordan kan man sikrer at min kommunikation om rigtig og forkert går igennem?
mvh mm

SVAR:

Kære MM
Du har ret, når du skriver, at det er naturligt, at jeres tvillingepiger på hver sin måde kæmper for din opmærksomhed og for at afprøve egen plads i ”hierakiet”.
Det er svært at lade være med at blande sig, når søskende skændes og slås, men rivaliseringen forstærkes, når det lykkes for dine tvillingepiger at inddrage dig i konflikten. Prøv (som du jo også beskriver, at du gør) at trække dig i stedet for at mægle. Det er en balancegang, og når dine grænser overskrides (f.eks. når den ene pige bider) skal du huske, at den der ”angriber” er lige så bange som offeret. Begge har brug for trøst. Angriberen skal senere have at vide, at det gør ondt at blive bidt, og at det må man ikke gøre, og at du gerne vil hjælpe.
Når børn slås, kan det få os forældre til at føle os mislykkede. Det er i de nære relationer, at de stærke følelser opstår. Både de negative og de positive. Det er ved at leve sammen i en familie at børn øver sig i at udvikle social kompetence for livet.
Det er min erfaring, at tiden med halvtrætte børn om eftermiddagen går bedst, når man foretager sig noget sammen. Går udenfor og triller med en bold eller gynger. Tørrer bordet af eller gør rent på badeværelset og rydder op på hylderne. Sætter en børne CD på og synger med imens. Foretager sig små ting sammen, som får børnene til at føle sig som deltager i familiens liv og værdsatte som personer.
Børn lytter mindst til det sagte ord og mere til hvad kroppen viser. Alligevel vil jeg anbefale at tale i korte enkle sætninger, og husk at det er dig og din mand der er de ansvarlige og som skal ”vise vejen” og tage beslutningerne.

Venlig hilsen
Annemette Talbro