SPØRGSMÅL:

19-06-2003

adskillelse/Børnehave

Hej
Vi er forældre til et hold enæggede tvillinger som er 4½ år. Vores piger går i samme børnehave, men på hver sin stue. Men nu er vi nået til at pigerne skal på en anden stue i børnehaven - en "før børnehaveklasse". Nu bliver vi stillet det svære spørgsmål om pigerne stadig skal gå på hver sin stue eller om de skal på samme stue. Vores problem er, at den ene af pigerne (Cecilie) er mere afhængig af (Sarah) end omvendt. Hvis Cecilie ikke får lov om morgen til at gå med ind på Sarah's stue flipper Cecilie helt ud og bliver frusteret. Når vi henter pigerne om eftermiddagen leger de altid sammen og de gør de også meget af dagen, når de kan komme afsted med det! Cecilie leger sjælent med andre på sin stue, hvorimod Sarah leger med andre piger fra sin stue.
Vi har været så "heldige" at de går på en "tvillingestue" - dvs. stuerne tager tit på ture sammen osv. Men vi "skilte" jo pigerne ad fordi de skulle have mulighed for at få venner hver for sig. Vores pigerne er meget identiske både i udseendet og i væremåden - mange kan ikke kende eller høre forskel på dem.
Vi er meget i vildrede om vi skal skille dem ad eller vi skal lade dem gå på samme stue fremover. I børnehaven vil Cecilie's stue at pigerne kommer på samme stue og Sarah's stue siger vi skal skille dem ad!!!
Hvad er Jeres mening og erfaring??? Jeg håber I vil besvare denne mail og ja, måske også hurtigt, da vi skal til at tage stilling.

På forhånd tak.

SVAR:

Kære G.
Det er godt for Cecilie og Sarah’s udvikling, at I understøtter deres individuelle selvstændighed og siger ja tak til at de fortsætter på to stuer. Cecilie får mulighed for i trygge rammer at øve sine sociale færdigheder. Dem har hun brug for og glæde af resten af livet. I understøtter en sund udvikling, også selv om Cecilie tydeligt viser at hun helst vil være sammen med Sarah.
Målet for udviklingen er to selvstændigt fungerende piger med hver deres styrker. Cecilie skal øve sig på at kontakte og være sammen med andre. Sarah skal ikke have ansvar for, om Cecilie nu er ok. Det skal pædagogerne sørge for. Prøv at ”vise” Cecilie, når I afleverer hende om morgenen, at I ved, at hun godt kan klare at lege på sin egen stue. Hun kan mærke hvis I tvivler. Så kommer hun selv i tvivl og begynder måske at græde.
Venlig hilsen
Annemette Talbro