SPØRGSMÅL:

25-06-2003

Ammepude

Jeg er i gang med at få etableret amning af mine 10 dage gamle tvillinger, en dreng og en pige født 38 uger gamle. Amningen vanskeliggøres imidlertid af, at den ammepude, jeg har anskaffet, er meget svær at få til at fungere. Det er en såkaldt M-formet ammepude af mærket Thorn. Når jeg forsøger at lægge børnene til i Indianerstilling, glider de hurtigt ned og taber ofte brystvorten. Det virker som om, at alt fyldet samler sig foran, således at børnene kommer for langt ned i forhold til brystet.Jeg forsøger at stable puder m.m. under ammepuden, men det virker alligevel ikke helt. Til stor frustration for alle. Har I hørt om andre, som har haft lignende problemer? Er der evt. en anden type ammepude I bedre kan anbefale?
Med venlig hilsen og på forhånd tak for hjælpen
L.

SVAR:

Kære L.

Det er meget svært at rådgive entydigt om ammepuder, da det er et temperamentsspørgsmål.
Imidlertid er det ikke første gang, jeg hører om netop det problem med M-puden, men omvendt har jeg også hørt flere, der er glade for, at børnene ligger ret fast i nogen lunde samme stilling, og som klarer sig fint med at stable ekstra puder op.

Den ammepude, jeg oftest hører anbefalet, og som jeg personlig selv har bedst erfaringer med, er Pølsen, Bananen eller L-formen, alt efter hvilket firma , der har produceret den.
Firmaet Lasal har udviklet en ammepude, der er specielt til tvillinger og som er ekstra lang - den går nærmest hele vejen rundt om moderen og bruges også til aflastning. Det er en, vi forhandler specielt herpå tvillinger.com.

venlig hilsen
Abelone Glahn