Tvilling B

Kære Lene Dam
Jeg har tidligere skrevet til dig og fået et svar som var rigtig godt. Nu har jeg igen brug for et godt råd.
Mine tvillinger er enæggede piger på 14½ år. Problemet er tvilling B, ja sådan hedder det jo på sygehuset, trods det, at der var tale om et kejsersnit, og lægen tog selvfølgelig bare en ud af gangen. Det har vi jo talt meget om gennem årene, og begge piger har selvfølgelig hørt om at det var et chock at få at vide at jeg skulle have tvillinger, at jeg den dag brød sammen og ikke mente jeg kunne overskue dette. De har også hørt på at jeg bare dagen efter denne besked, ville have blevet stik tosset, hvis lægen nu havde sagt at det var altså en stor fejltagelse, der var alligevel kun et barn. De er født 5 uger for tidligt og var derfor tit meget syge mht lungerne, dette var naturligvis også hårdt. Nu (14 år senere) mener tvilling B at hun ikke er ønsket og bare er nr 2 som tilfældigvis kom samtidig med tvilling A. Dette problem er opstået fordi de blev konfirmeret sidste år. For ikke at lave to sange, valgte vi at deres far skulle holde en tale, fortalt som et eventyr, og det startede således: "Der var engang en mand og en kone som så brændende ønskede sig et barn, men som tiden gik, endte det jo med at dette ægtepar fik to børn på een gang.............." Dette citat bliver hun nu ved med at "køre" rundt i. At vi kun ønskede os et barn, at det vel nok var ærgeligt at hun også kom o. s.v. Hun er enorm agressiv overfor os (nok specielt mig som mor), også overfor tvillingsøsteren. At dette kun skyldes puberteten har jeg svært ved at forstille mig. Jeg er meget ked af denne vrede og forestilling om hendes uønskethed. Vi har altid "delt sol og vind lige" og givet begge piger lige meget kærlighed. I og med at hun er så vred og agressiv, råber MEGET højt over småting, smækker hårdt med dørerne, er det jo altså hende der får de fleste skæld ud. Tvilling A er også meget teenager, men har ikke nær det temperament. Hun bliver jo også irettesat når hun "tænder af".
I skolen klarer hun sig utrolig flot. Er meget selvstændig og klare det hele selv. Ville gerne flytte hold i tysk og talte selv med lærerne om dette, det klarede hun helt selv.
Hun tænder ikke af hvor det drejer sig om ja/nej spørgsmål her hjemme. Må jeg dit og må jeg dat. Bliver der sagt nej, kan hun finde på at sige at der jo ikke skete noget ved at spørge, ingen sure miner eller råben.
I fritiden svømmer de begge 6-7 gange om ugen på et elitehold som skal til DM i juli. Her klare hun sig også rigtig flot, og er vellidt i klubben.
Hvordan skal vi tackle denne følelse af uønskethed ?
Jeg har engang sagt til hende at det sidste jeg er sat på jorden til, er at gøre hende ondt, hvortil hun svarede "hvorfor gør du det så..." Bagefter (når der ikke er krig) siger hun tit undskyld og at hun ikke mente det hun sagde, at hun holder af mig og elsker mig.
Jeg har meget brug for et råd til at komme videre.
Hvordan få vi hende vendt til at forstå at hun er nøjagtig lige så ønsket som tvilling A.
mvh
HR

SVAR:

Kære HR.
Dit spørgsmål fik mine tanker over 35 år tilbage, til
dengang min tvillingesøster og jeg var 14 -15 år, og inde i en periode af
vores fælles liv, med adskillelse og uafhængighed. Over nogle måneder, måske i et helt
år, sagde min søster gentagne gange til mig:" jeg tror mor elsker dig mere
end mig". Dette var meget smertefuldt for mig og adstedkom stor
skyldfølelse med efterfølgende forsikringer om, at det passede bestemt ikke.
Videre blev jeg meget opmærksom på, om vores mor nu også var lige så
opmærksom på hende som på mig. Tingene faldt til ro, men jeg har aldrig
glemt det.
Foranlediget af dit spørgsmål har jeg snakket med min søster om dengang, og blev
bekræftet i, at det intet havde at gøre med at hun oplevede vores
mors kærlighed var større til mig end til hende, men udelukkende noget
at gøre med identitetskampen i hende selv. Hendes ønske om uafhængighed

i forhold til mig kom før mit ønske om uafhængighed til hende,

båndet mellem os føltes som en begrænsning og hun ønskede at

finde sin egen identitet. Så hun ”slog” sig fri, og ønskede at såre mig,

fordi hun var så afhængig af mig.

Jeg tænker at det måske er det der sker for din tvilling B lige nu. Hun
tager uafhængighedsskampen, især med dig, men også med sin søster, de to mennesker
hun elsker allermest og også er allermest afhængig af, - for at finde sig
selv. Og hun ved I begge elsker hende højt, lige meget hvor urimelig og
sårene hun er. Jeg kan forstå på dit brev, at hun ikke har problemer når hun
er ude i verden.
Jeg syntes du skal sige til din tvilling B at nu er det nok. Nu vil hverken
du eller tvilling A deltage i den diskussion mere. Du elsker dem begge lige
meget og det ved tvilling B godt. Snak med tvilling B om hvad der mon
ligger bag hendes kampe med dig/Jer, vis hende eventuelt mit svar. Netop
puberteten er en svær tid for tvillinger, i forhold til at finde sit eget
jeg , og løsne op for det "vi-selv", som er opbygget igennem opvæksten. Det kan
give mange indre og ydre konflikter. Jeg har skrevet om dette i min bog
1+1=1? Om enæggede tvillingers psykologi. Du kan låne den på biblioteket.
Lad også dine piger læse den, og snak så med dem om fordelene ved
at være tvilling, og hvad der indimellem gør at det er svært.

Held og Lykke. Med venlig hilsen. Lene Dam