25-05-2004
Kære A.H.
Det er godt at du kun giver børnene mad én gang om natten. Gerne så sent som muligt (klokken fire er fint).Det er de voksne der giver eller understøtter børnenes vaner. Vi skal sigte imod mest søvn om natten og mest mad om dagen. Når din datter vågner klokken to, så prøv om du kan holde hende hen. Måske kan hun falde i søvn igen? Måske skulle hun bare have hjælp til at sove videre. Det er ikke sikkert at det lykkes men prøv alligevel.
Børnene skal have 5-6 måltider i døgnet på nuværende tidspunkt. Morgenmåltid ca kl 7.30, frokost ca kl 11.30 eftermiddagsmad kl ca.14.30, aftensmad kl. ca 18.30, og puttemåltid kl. ca. 21 og så et natmåltid kl. ca. 04.
Når børnene er omkring 5-6 mdr., behøver de ikke at få mælk om natten mere. Jeg synes det er naturligt, at du lægger dem til at sove i barnevognen om formiddagen inden de får ”frokostmælk” altså ved 10 tiden, og at du lægger dem til at sove igen efter de har fået ”eftermiddagsmælk” ved 14.30 tiden. Det er ikke sikkert at de allerede nu kan klare sig med kun to gange søvn om dagen, men i løbet af en til to mdr. er det realistisk at forvente.
Der er forskel på hvor stort et søvnbehov børn har. Nogle børn sover mere end andre. Fra tre mdr.’s alderen ligner børns søvnmønster voksnes. Så det er et godt tidspunkt til at lære gode vaner. Det er godt at vænne børnene til at sove på samme tid hver dag. Lær dem at falde i søvn selv. Læg dem til at sove med en sut eller en sutteklud eller et sovedyr. Vær optimistisk og vis dem, at det kan de godt klare selv.
Venlig hilsen
Annemette Talbro