SPØRGSMÅL:

26-07-2004

forkortet livmoderhals

Hej!!

Jeg vil meget gerne høre jeres mening/råd om min situation. Jeg venter tvillinger i 28. uge, og har haft det godt gennem hele graviditeten. Børnene vokser fint og jeg mærker meget liv. Til den sidste skanning, ved 26.uge vejede de ca. 1000 gr, så det var godt. Jeg fik desuden lavet en vaginal skanning af cervix, som viste at min livmoderhals var forkortet. Den målte ml. 2,2- 2,8 mm, men lægen var mest bekymret for en lille "lomme" af forsterhinde, som stak lidt ned i cervix. Hun sagde, at jeg skulle hvile meget nu, dvs. 2 timer formiddag, eftermiddag og aften, hvor jeg skulle ligge ned. Det har jeg så gjort i to uger nu, og venter på en skanning om en uges tid. Hun fortalte, at der ikke var noget kritisk i det, men at jeg skulle hvile ekstra, for ikke at føde for tidligt. Jeg vil høre:

-hvad tænker I i forhold vaginalskanningen?
-er der risiko for at jeg føder meget for tidlig?
-hvilke tegn skal jeg være særligt opmærksom på?
-hvor kort skal cervix være inden man sætter cerclage op?

Håber at I kan hjælpe mig! Man bliver jo lidt utryg, når noget ikke er som det skal være, og man troede at alt var i sin skønneste orden.
På forhånd tak.

Venlig hilsen K.

SVAR:

Kære K.

Jeg skal prøve at besvare dine spørgsmål.

Risiko for at føde for tidligt er generelt større (4-6 gange) hos tvillingemødre
i forhold til enkeltgraviditeter. Man råder til aflastning/sygemeldning fra
24-28 uge.
Det er ikke dokumenteret, at aflastning i "liggende stilling" nedsætter
risiko. Det vigtigste er nok, at man har mulighed for at hvile sig når man får
lyst.

Der er heller ikke nogen god dokumentation for at vaginal ultralyd med måling
af cervixlængde, hjælper med til at finde de, der er i særlig høj risiko for
at føde for tidligt. Men nogen mener at en cervixlænge på under 3 centimeter
øger risiko (Du skriver, at du fik målt en cervixlænge på 2,2 - 2,8
millimeter. Mon ikke det var Centimeter?). Der er ligeledes stor uenighed om,
hvad en udposning af fosterhinden ned i Cervix (s.k. "funnelin") betyder som
advarselstegn. Sådan en "lomme" kan nemlig komme og forvinde igen.

Jeg kan besvare dine øvrige spørgsmål således:

- Det er usikkert om du er mere i risiko for at føde for tidligt end andre
tvillingegravide.

- Tegn på fortidlig fødsel er.
- Blødning fra skeden.
- Hyppige, kraftige, evt. smertefulde sammentrækninger af livmoderen.
- Fornemmelse af at "noget (ledende fosterdel) presser ned i
bækkenet/skeden

Jeg beklager at mine svar ikke er mere præcise. Men de afspejler den
øjeblikkelige (mangel på) viden på dette område.

Jeg tror faktisk mest på, "at alt er i den skønneste orden" for dit
vedkommende.

Med venlig hilsen

Jes G. Westergaard