SPØRGSMÅL:

02-01-2007

abort af den ene tvilling?

Hej med jer

Jeg er 40 år og gravid i 12. uge med tveggede tvillinger lavet ved insemination. Jeg skal have foretaget nakkefoldscanning den 4. jaunar, så nu er tankerne begyndt at melde sig.

Hvad nu hvis den ene tvilling får nogle dårlige tal og den anden tvilling får nogle gode. Tager man så fostervandsprøve på den ene kun?

Og hvad nu hvis det viser sig at der er noget galt med kun den ene. Kan man så lave abort på dette foster uden at det andet foster også bliver aborteret? Eller er det sådan at man får provokeret abort på begge fostre?

Hvordan plejer kommende tvillingeforældre at reagere på sådan en besked?
Hvad er det mest almindelige?

Jeg havde en MA for et år siden i 13. uge - og bekymrer mig derfor særligt i denne graviditet. Jeg prøver at forberede mig på de ting der kan gå galt og ruste mig til evt. kommende svære beslutninger.

Håber at høre fra jer snart.

Venlig hilsen E.

SVAR:

Kære E.

Hvis man får mistanke om at der er noget galt med den ene kan man godt udføre fostervandsprøve eller moderkagebiopsi på den ene, og hvis der skulle være noget galt med den ene kan man også godt abortere den uden at det nødvendigvis går ud over den anden.
Og hvis den ene skulle gå til grunde af sig selv kan graviditeten sagtes fortsætte for den anden.
Således er der mange muligheder for at det kan gå galt for den ene eller dem begge - og ingen i denne verden kan jo love dig noget med sikkerhed - men det er trods alt det mest sandsynlige at det går godt for begge, og at du får to sunde og raske børn.

Mange hilsner

Jens Langhoff-Roos