Mistet tvilling

Hej
Min datter på nu 21 år har i flere år haft psykiske problemer. Hun har isoleret sig tiltagende gennem ca 8 år og har udviklet en social fobi tror jeg, problemet bliver ikke mindre og det hæmmer hende i svær grad også nu, så hun ikke er igang med noget. Jeg oplever, at det er taget til også fra puberteten. Hun er tvilling, men mistede sin tvillinge bror ved fødslen. Det var en svær tid, der skete en fejl på sygehuset! Vi har talt meget herom, jeg har flere gange forsøgt at få hjælp til hende, men hun kan ikke samarbejde. Har I et godt råd? Jeg mener, det er årsagen, men jeg kan ikke få hende i tale herom!!
Med venlig hilsen
EC

SVAR:

Kære EC.
Du har stillet et spørgsmål vedr. din datter på 21 år, som igennem nogle år har haft psykiske problemer med isolation, og hvad du tror, er en social fobi. Du gør dig nogle tanker, om det kan hænge sammen med, at hun mistede sin tvillingebror lige efter fødslen, efter at der var sket fejl på hospitalet, og I var igennem en svær tid.
Jeg tror på, at vi bærer på ikke sproglige, men sansemæssige erindringer fra helt tidlig spædbarnsalder og også den sidste tid af fostertilstanden, men jeg mener også, at den betydning det har, oftest er noget vi tillægger dette.
Med dette siger jeg, at din datter kan være bærer af en ikke sproglig, men sansemæssig oplevelse af separation og savn, men at det formodentlig er andre livsfaktorer og det, at der nok er talt en del om savnet af hendes tvillingebror op igennem opvæksten, der har den reelle betydning i forhold til et eventuelt savn, hun måtte have
Jeg tror således ikke, at det er hendes brors død som spæd, der fra puberteten og fremefter har gjort hende sårbar i en grad, at hun har udviklet så svære problemer.
Når vi får psykiske problemer er det altid en kombination af biologiske, psykologiske og sociale faktorer, og livet har sikkert budt din datter andre og flere stressfaktorer, som hendes sårbar kan forklares ud fra.
Nu ved jeg jo ikke ,hvor meget hjælp din datter har fået, men jeg kan forstå, at hun er utilbøjelig til at ville tage imod den.
Så jeg tænker på dig. Om du har nogen at snakke med om din datters problemer. Har du talt med din læge, eller har du opsøgt en psykolog, der kan hjælpe dig til bedre at forstå og håndtere situationen og den afmagt du må føle indimellem. Det er smertefuldt, når vore børn ikke trives. Du kan faktisk få en henvisning hos egen læge til samtaler med en psykolog derom, 12 gange, under sygesikringen.
Det syntes jeg, du skal gøre. Her vil du også kunne få råd om, hvilke muligheder der er for at hjælpe din datter, og hvordan du skal få hende igang. F. eks. findes der fobi-skoler for unge, men hun skal jo selv ville være med.
Der er også psykologer, der kører ud og kommer hjem privat, hvis din datter godt vil tale med en, men ikke vil ud af huset og møde op hos psykologen.
Endelig er der distriktspsykriatrien, der også kommer ud. Der er mange muligheder og det er det du skal tale med en psykolog om, så du får råd om, hvordan du bedst hjælper din datter.
Held og lykke med det.
Med venlig hilsen Lene Dam