Fritid/veninder

Kære Lene
Jeg har tvilling piger som er 12 år. (enæggede regner vi med). Pigernes far og jeg har været skilt i 8 år. Pigerne har primært boet hos mig og min nye mand.
Pigerne går i sammen klasse, og det har egentlig fungeret godt indtil i sommer 2007. Mine piger har stort set altid søgt de samme legekammerater/veninder, 2- 3 stykker. De har altid synes, at det var lidt svært at få venner. Vi har støttet, at de skulle prøve at få hver deres interesser, og det har gået fint, men ikke nu. Min ene datter I. går i klub, og i klubben går hun til drama sammen med en god veninde. De har det rigtig godt, har været på sommercamp/teater, har også valgt at gå til drama på skolen sammen. Min anden datter F. gik til karate sammen med den samme veninde. Men F. blev træt af karate og stoppede efter 1½ år. Nu ved F. ikke hvad hun skal gå til. Hun vil nu også gerne gå i klub og være med til drama og med på sommercamp. Men I. vil simpelthen ikke have sin søster med, hun vil have denne oplevelse for sig selv. Lige nu kører F. næsten alene hjem fra skole hver dag og får ikke rigtig været sammen med veninder (jo nogle dage, men ikke så tit, i mens I. har et fint fritidsliv. F. vil gerne have, at jeg skal være sammen med hende i fritiden, hvilket jeg selvfølgelig gerne vil, mens synes, at det var bedst, hvis hun fik nogle fritidsaktiviteter samt veninder. Men F. kan ikke finde noget hun vil gå til, kun i klub sammen med sin søster og deres fællesveninde. Vi har talt om dette mange gange…….men ikke fundet en løsning.

I morges sagde I. at hun gerne ville på efterskole sammen med sin veninde i 9. klasse og hun mente man skulle meldes til snart og jeg tænkte: ”hjælp” hvad så med F.

Jeg er meget usikker på hvordan jeg skal støtte min piger bedst. Har du/i et råd?

Mange hilsner A.

SVAR:

Kære A.
Jeg er jo af den opfattelse, at det er dejligt at være tvilling, og at det giver en kærlighed, og muligheder, som andre ikke har. Men I Guder hvor er det også sårbart, og lige netop den problemstilling du/I står i hjemme hos Jer, ville jo aldrig opstå, hvis det ikke netop var fordi man var tvilling.
Dine tvillingepiger er 12 år, og seperationsprocessen er godt i gang. Din datter ,I, har et større behov for selvstændighed og autonomi end F, der derved kommer til at stå sårbar og ensom. Skal F trække sig og dermed undgå konflikter med sin søster eller skal hun udfordre og dermed få konflikterne.
For det første tænker jeg, at vi lever i et frit land. Hvis F har lyst til at gå i klub, hvor der sikkert går mange andre børn/unge, så skal hun da gøre det. Der er dramatilbud i den klub. F har ret til at melde sig til som alle
andre,- er hun stærk nok til at tage kampen op,- og vil hun kun gå til drama for at være sammen med I og den fælles veninde? I så fald har klubben måske nogle andre tilbud, som hun kunne fristes af. Jeg tænker, at det ikke er en løsning, at F holder sig borte fra klubben, fordi der er en konflikt i forhold til I, for her går jo også andre piger, der kunne blive til veninder. Løsningen er ikke, at F trækker sig for at give plads til I,- så helre konflikten og skænderierne,- af disse opstår selvstændigheden. Man kan som forældre ikke tage alle konflikter og sorger fra sine børn, men man kan støtte og trøste, mens kampen raser og sorgen står på.
-Videre tænker jeg på, hvordan I taler om problemstillingen: at være tvillinger. Dine piger er store nok til at forstå at der er både fordele og ulemper, - at det er en styrke, og samtidigt sårbart.
Har du mon læst min bog, "1+1=1? - Om enæggede tvillingers psykologi" ? Her behandler jeg forskellige temaer, bl.a. seperationsprocessen. Mellem hvert afsnit er der illustrerende papirklip for det enkelte tema. Jeg vil foreslå, at du låner bogen på biblioteket og sammen med dine piger ser på disse billeder som udgangspunkt for en snak om , hvad det indebærer at være tvilling, - hvor det er godt, og hvor det er svært. Om hvor fint det kan være at være to, og hvor sårbart det så er, når man står alene. Din datter I har ret til at have sine egne ønsker og gå sine egne veje, og således også at tage på efterskole uden at F skal på den samme efterskole. Men der skal tales om hvorfor det er godt, hvad der bliver svært, og om hvordan pigerne også kan støtte hinanden, i det der er svært. Det løser man ikke i praksis med at fortsætte med at gå hånd i hånd, men ved langtsom at bevæge sig væk fra hinanden og på indsigtsplanet at tale om processen. Separationsprocessen er uundgåelig, og den kan gøre ondt!
Jeg håber jeg har sat lidt tanker i gang.
Du er velkommen til at skrive igen. Med venlig hilsen Lene Dam