SPØRGSMÅL:

22-03-2008

Hvornår skal jeg mærke liv?

Jeg er gravid i uge 17 med tveæggede tvillinger.

Da jeg var til jordemoder i uge 15 fik jeg at vide, at jeg skulle kunne mærke liv "inden længe" og tidligere end hvis der kun var een.
Jeg har stadig ikke mærket noget og kan ingen steder (i bøger eller på nettet) finde noget om, at man med tvillinger skulle kunne mærke liv tidligere end ellers.
Derfor er mit spørgsmål: Hvor tidligt skal jeg kunne mærke liv?

Med venlig hilsen
S.

SVAR:

Kære S.
Selv om maven er større end hos kvinde der venter et enkelt barn, er det ikke sandsynligt, at du vil mærke liv tidligere. Børnene er jo ikke så store endnu. Den tvilling, der ligger ” dybest inde” i dig, kan du ikke mærke, før den er blevet meget større, og den yderste tvilling er endnu for lille og har for lidt muskelkraft til at sparke, så du kan mærke det.
En anden faktor, der kan gøre sig gældende både for tvillingegravide og enkeltgravide er, at moderkagen kan sidde på forvæggen som en ”dyne” Moderkagen fylder relativt meget på dette tidspunkt. Derfor kan det være svært at mærke de små spark gennem den.
Hvis du har været gravid før, er det muligt at du kan opfange nogle små spark tidligere end 20. ugen, fordi du kender fornemmelsen. I de første uger, hvor man mærker liv, kan der gå flere dage mellem man mærker noget.
venlig hilsen Dorthe Taxbøl