Er jeg tvilling?

Hej, jeg er en pige på 18. jeg bor hos min mor og har aldrig kendt min fars identitet.
siden jeg var lille har jeg været overbevist om at jeg havde en tvillinge-søster et eller andet sted. jeg følte nogle gange en andens følelser, følte at jeg var tilknyttet til et andet menneske jeg ikke kende, osv. Jeg har svært ved at tale med min mor, bl.a. på grund af at hun med vilje hemmeligholder min fars identitet.
jeg har altid følt mig tiltrukket af tvillinger, specielt en-æggede og deres specielle forhold til hinanden.
er jeg bare en skør kugle eller kan der være noget om min mistanke? jeg har prøvet at teste min mor bl.a. ved at spørge hende 'hvis jeg nu havde en søster kunne det her da være sjovt' og hun svarede mig ordret 'det ER I alt for store til'.

på forhånd tak!

SVAR:

- Jeg har tænkt meget over dit brev og de ting du går og tumler med. Jeg kan ikke svare dig på om du skulle have en tvilling, eller en søskende et sted, eller det kunne være noget du ønsker dig. Det er kendt, og faktisk ret almindeligt for mange mennesker, at have et ønske om at være tvilling "the fantasy of having a twin". Netop fordi mange, som du, er fachineret af det forhold, især enæggede tvillinger har til hinanden, og man ser det som et værn mod ensomhed.
Og ensomt det må det være når du ikke kan snakke med din mor om de tanker du har. Jeg ved ikke hvilke motiver din mor har for at hemmeligholde din fars identitet, og hvem det er hun beskytter,- sig selv, din biologiske far, eller dig, men jeg ved at hemmeligheder af så eksistientiel karakter som hvem der er ens far, sætter spekulationer og fantasier i gang, og din mor får en stor magt ved ikke at ville fortælle dig det. Vi har alle brug for at vide hvem der er vores biologiske ophav, hvem vi kommer af. Jeg tror man er bedre tjent med at kende svaret, hvadend det måtte være, end blive overladt til sine egne spekulationer og fantasier.
Du er kun 18 år. Jeg ved ikke om du er enebarn, eller har søskende og en
stedfar,- om du lever alene med din mor og altid har gjort det. Du skriver ialtfald ikke noget om en større familie. Det kan være sårbart at være alene mor og barn, man bliver ofte meget knyttet og afhængig af hinanden, og det kan være svært at stille krav, sætte sig igennem og opleve at man er i modsætning til det menneske man er allermest knyttet til.
- Jeg tror imidlertid det er umuligt for dig at opgive tanken om en tvilling (eller måske søskende) når det er tanker du har gjort dig så mange år, ligesom det er umuligt for dig ikke at have et ønske om at kende din fars identitet, det er helt naturligt, det ønske ville alle have. Jeg tror du vil kunne få svar på det første hvis du kendte svaret på det sidste. Jeg har tænkt meget over hvilke muligheder du har, og ud fra at du kun er 18 år.
Følgende er mine overvejelser:
- Du kan vise din mor det brev du har sendt til brevkassen og mit svar og se om hun forstår, at det faktisk er bydende nødvendig at du får et svar. At hun måske går og tror at hun beskytter dig ved ikke at fortælle om hvem din far er, men i virkeligheden gør dig forvirret og usikker og sætter spekulationer i gang. Jeg syntes du har ret til at vide hvem din far er, og jeg tror det vil komme til at ligge som en konflikt/øm punkt i tilliden, mellem din mor og dig al tid, hvis du ingen svar får. Óg selv om din far er konge eller bums, en ukent doner eller hvilke tanker og fantasier man nu kunne få,- ja, så er et eksakt svar og viden bedre end ingen svar, og så vil du kunne forlige dig med, og tage udgangspunkt det svar du fik, og få ro i dit sind.
- Hvis ikke det kan lade sig gøre at komme igennem hos din mor tænker jeg på om du har en mormor, moster eller andre familiemedlemmer som du er knyttet til og med hvem du kan tale om de her spørgsmål, i fortrolighed. Om dine tanker og dine ønsker og den følelse af forladthed du har, når du ingen svar kan få. Måske du her kan få råd om hvordan du videre skal forholde dig.
- Endelig kan du selv begynde at efterforske, men det syntes jeg du skal vente med til du bliver lidt ældre og mere uafhængig af din mor. Og her henviser jeg igen til din unge alder. Det er for tidligt for dig at stå alene med det her og hvad det indebærer at gå bagom din mors ryg og opsøge diverse myndigheder. Vent,- problemstillingen løber ingen steder, den vil du have med dig til du får et svar, og sørg for at problemstillingen ikke kommer til at fylde så meget, så det går ud over dit liv og hverdag.
- Jeg tænker på hvem du har at snakke med. - Jeg ved jo ikke hvad du laver,- om du går på gymnasiet eller arbejder eller hvad. Her i nordjylland hvor jeg bor er der en psykolog tilknyttet uddannelsesinstitutionerne. Man kan efter behov få råd og samtaler. Måske var det en mulighed for dig hvis du er under uddannelse. Der er også den mulighed at du snakker med din læge om det, hvis du har fortrolighed der. Begge parter har jo tavshedspligt. - Det er dyrt selv at opsøge en psykolog. Du kunne snakke med din læge om der var mulighed for en henvisning, så er der en mindre egenbetaling. Hvis din problemstilling gør at du får det skidt og bliver trist og deprimeret, kan du faktisk få en henvisning.
Under alle omstændigheder syntes jeg du skal have nogen at snakke med,- du er for ung til at stå alene med det. Du er også meget velkommen til at skive til mig igen, jeg skal prøve at hjælpe dig så godt jeg kan. Og endelig vil jeg sige til dig : "Nej Missnielsen, du er ikke" bare en skør kugle". ALLE, og jeg gentager ALLE, ville få spekulationer, finde det mystisk og få fantasier, hvis de ikke måtte få at vide hvem deres far er. Om du er tvilling eller har søskende, eller om det er så stort et ønske om at have det, at du har, de følelser du har, ved jeg derimod ikke. Men som sagt, tror jeg, du ville få svar på det, hvis du vidste hvem din far er.
Mine bedste hilsner. Lene Dam.