SPØRGSMÅL:

17-09-2008

gravid igen

Jeg har tvillingedrenge på 4 mdr, en datter på 5½, en datter på 13 og en søn på 15.
nu er jeg blevet gravid igen... utroligt men sandt..
at få tvillinger er da det største, og mine er et par utrolig nemme drenge.. hvilket de andre tre børn også har været.
Jeg elsker børn, og barn nr seks er ikke udelukket...meeeen.. skulle det vise sig at være tvillinger igen, ville jeg føle et svigt overfor de små drenge der stadig er så små.
spøærgsmålet er så også om min krop kan klare flere fødsler.. jeg har født alle 5 børn normalt uden komplikationer. det har været hurtige fødsler.. vil den næste blive ligeså nem..?
er det uansvarligt at sætte flere børn til verden..??
vil det betyde svigt for de andre...
er det for tidligt efter en tvillinge fødsel at være gravid igen.. bliver det for hårdt med 3 små børn på en gang..??
der er 1000 spørgsmål og kun kort tid at overveje tingene i.
er i 6 uge og skal der en abort til kan jeg jo ikke tænke for længe..

Hjælp mig med lidt svar og råd

På forhånd tak.

L. 36 år

SVAR:

Har jeg mon ret når jeg mellem linjerne i dit brev læser at du allerede har taget dit valg og vælger at få det barn du venter. Der er tusinde spørgsmål og ubekendte, men du har taget dit valg? "Du elsker børn og barn nr. 6 er ikke udelukket", skriver du! Mange af de spørgsmål du stiller dig vil du ikke kunne få svar på før den lille ny er der, men jeg skal prøve at besvare et par af dem.
Nej da, det er ikke uansvarligt at sætte flere børn i verden, ethvert nyt liv er da så fantastisk og unikt og skal ønskes velkommen. Men vil det gå ud over de andre børn og de små tvillingedrenge hvis der allerede nu kommer en mere med på holdet, og kan du og din krop holde til det,- det er vel det der er hovedovervejelserne?
Der findes et begreb: pseudotvillinger,- når man får to børn lige efter hinanden. De er tæt på hinanden i alder og får oftest stor glæde af hinanden fordi de udviklingsmæssigt kan følges bedre ad, end når der er længere i år mellem søskende. Man ser somme tider at sådanne pseudotvillinger kommer i samme klasse i skolen, selv om der er et år imellem, fordi de kan stort set det samme.
-Jeg tænker, at du vil få pseudo-trillinger. Den lille ny vil komme så hurtig efter dine drenge, at de kommer til at blive et lille trekløver. Og er det så synd for tvillingerne at de skal dele mor (og far og de andre) med den lille ny, - er de allerede parat til at dele? Og hvad med storesøster på 5½, og hende på 13 og ham på 15. Ja, I får kam til jeres hår, som man siger, I kommer til at stå monster tidligt op om morgenen de næste mange år, og sidde sent om aftenen og læse lektier med de store. Og hvad med økonomien. Der bliver mange munde at mætte.
Jeg tænker om dine bekymringer for om det er for tidligt for tvillingerne at få en ny bror eller søster, at de har hinanden. Tvillinger er som regel gode til at dele for de lærer tidligt at dele deres mor, men vi ( jeg taler af egen erfaring) har også altid hinanden. Nu får dine en mere at dele dig med. Jeg ved ikke hvad du tænker om moderkærlighed, men det er jo ikke sådan at vi kun har en sæk med et bestemt indhold. Det er uroligt at vi kan, men sækken bliver større og større, jo flere børn vi får, vi har følelser til at elske dem alle lige højt. På hver sin måde, ja, fordi de er forskellige, men lige højt.
- Men har du hænder nok? Nej, du har kun to. Her bliver det vigtigt hvordan din primære familie og dit øvrige netværk fungerer. Hvad siger din mand? Er han med på afbrudt nattesøvn de næste 3 år, er han solidarisk med dig? Og de andre børn, er de gode til at hjælpe til? Har I et godt hold af børn og voksne hjemme hos dig, så bliver det sjovere, jo flere der kommer med på holdet, mens det modsatte også kan gøre sig gældende. Har du et godt netværk
iøvrigt,- bedsteforældre, søstre, veninder, nogen der kan give en hånd med.
Det vigtigste er, at du er sund og rask, og at din krop kan rumme endnu en graviditet. Hvis ikke du har talt med din læge om det, må det være noget af det første du bør gøre, og ring f.eks til jordmodercentret i din by og snak med en jordmoder om det. Dit helbred er vigtigst, og så er det vigtigt at du og din mand er parat til den tørn og de glæder og overraskelser 3 små børn giver, sammen med de store. I bliver mange, men det er I jo allerede, og du skal nok være parat til at tage ekstra børneorlov, det bliver der brug for.
Hvis du er sund og rask og hvis din krop kan holde til endnu en graviditet, og hvis du/I har lyst til og kan rumme en mere i flokken, så bliver I kun rigere. Der er netop 1000 sprøgsmål og ting du kan tænke på og bekymre dig over, og omvendt kan du vælge udfordringen og bestemme dig til at se livsbekræftende muligheder i Jeres store familie. Jeg ønsker dig/Jer alt mulig held og lykke. Med venlig hilsen Lene Dam