Ensommme i deres forskellighed..?

Vores enæggede tvillingedrenge på 11 år har - ved hjælp af vores påvirkning - altid været støttet i at være forskellige mht. interesser, frisure, påklædning, behov osv. Det er blevet sådan, at den ene har vendt sig meget mod det traditionelle drengeunivers (fodbold, kort hår, drengevenner) og den anden har ligesom valgt sig en mere piget tilgang (langhåret, mange pigevenner, danser, afskyer alt hvad der hører sig drengeuniverset til fx PlayStation fodbold-/bilspil).

Efter en ophedet debat igår ved morgenbordet, hvor begge drenge sad og kritiserede den anden for at have kiksede interesser (råbte, pegede fingre) fik jeg den tanke, at vi forældre måske har været FOR ivrige efter at differentiere dem fra hinanden, og de faktisk sad og råbte op om en ensomhed og et savn efter hinanden, fordi de ikke har nogle fællesinteresse / fællesidentitet. Mit spørgsmål er: Kan man forestille sig, at det er det, som er på tale? Hvordan kan vi - og skal vi overhovedet? - bygge bro over deres store forskellighed?
Mange hilsner en forvirret Mor

SVAR:

Kære "forvirrede" mor..
Jeg kan godt forstå at du kan blive forvirret. Nu er forældre til tvillinger (og pædagoger og lærere m.fl. ) i de sidste 20 år blevet fortalt, at det var vigtigt at understøtte det enkelte barn individualitet, så de ikke fik en fælles identitet og udviklede et vi-selv.
Det har I gjort hjemme hos Jer. I har understøttet det individuelle og Jeres 11-årige drenge har udviklet sig selvstændigt, men også meget forskellige med hensyn til smag og interesser. Du oplever dog også, at de i denne proces er blevet meget kritiske overfor hinanden, og ikke vil, eller kan, dele hinandens verdener. Du spørger om I måske har været for ivrige efter at differentiere dem fra hinanden og om de, som følge af denne differentieringsproces, nu har et savn efter hinanden, og ønsker om større fælles lighed, - et større fællesskab.
- Jeg vil lige pointere, at selvom vi som forældre afstikker betydningsfulde veje, så er vi ikke den eneste påvirkning vore børn udsættes for. Jeg går ud fra at Jeres drenge går i hver sin klasse, og måske også har gået i hver sin gruppe i børnehaven, og de er således blevet spejlet i forskellige grupper og miljøer. Og enæggede tvillinger er jo ikke to ens mennesker, selvom de ligner hinanden meget. Dine drenge har så tilsyneladende et stort behov for at afgrænse sig som forskellig fra hinanden, og som du skriver det, er de i denne proces ikke altid lige respektfulde overfor den andens forskellighed; Du spørger: Hvordan kan vi - og skal vi overhovedet? - bygge bro over deres store forskellighed?
Jeg syntes der er to temaer i spil:
1. Ja, I skal naturligvis lære Jeres drenge at respektere hinandens forskellighed og være åbne overfor hinanden. Når de skændes og er nødt til at nedgøre den andens verden, er det også fordi de er usikre på sig selv, og samtidig ser sig selv i den anden og oplever de er "nødt til" at afgrænse sig.
2. Du oplever at deres konflikter måske er et udtryk for et savn efter hinanden, og et fællesskab. Det kan meget vel være, og skal naturligvis undersøges.
Jeres drenge er så store at du/I sagtens kan snakke med dem om begge spørgsmål. Lav et møde med en dagsorden om, at det her skal I have snakket om. At du har gjort dig dine observationer og tanker om deres holdning til hinanden og deres forskellighed, og gerne vil snakke med dem om hvordan de selv oplever det? Hvorfor de har brug for at nedgøre den anden og hvad han står for? Hvad de selv tror er årsagen til at de er blevet så forskellige?
Om de ville ønske at de var mere ens? Og på hvilke områder de ligner hinanden? Om de gerne vil have mere fælleskab, og hvad de kan mødes om?
Fællesskab og respekt bygges op i samvær, så aftal rammer og indhold for et samvær for Jer alle, ( spilleaften, tur i svømmehallen,m.m.) At det er noget I som forældre forlanger, og åbenhed og det at være sammen og opleve sammen er forudsætningen for at kende og respektere hinanden. Lær dem, at deres forskellighed ikke er en begrænsning, men også en mulighed for at mødes og forstå hinanden og andre, hvis man er bare lidt nysgerrig. At det også er en gave at de har hver deres verden som de kan trække hinanden med ind i og dele.
-Og jeg syntes du/I skal gøre det meget snart. Dine drenge er 11 år, de kan stadig nå at vende sig mod hinanden, frem for væk fra hinanden. Jeg syntes det er ærgerligt for dem, at de ikke har et bedre fælleskab. Som tvilling har man muligheden for et dejligt og kærligt venskab med en jævnaldrende, som man har delt sin opvækst og historie med, som ligner en, og kender en, bedre end nogen andre. Heri ligger der så mange muligheder og stor glæde for de fleste tvillinger. Hvis du ikke kender den, kan jeg foreslå dig at læse min bog: 1+1=1 - om enæggede tvillingers psykolog. Den kan være inspiration til temaer for dine/Jeres samtaler med Jeres drenge. Bogen kan lånes på biblioteket.
Med venlig hilsen Lene Dam