SPØRGSMÅL:

12-11-2009

skoleklar?

Jeg er mor til dreng-pige tvillinger på lidt over 5 år. Vi har lige været til forældresamtaler om hvordan det går generelt. Børnene trives begge og får mange gode ord med på vejen. Børnene har gået på hver sin stue i 1 år, men er nu samlet på en stue med alle de andre førskolebørn i år. Vi planlægger at de skal starte i 0.klasse i august 2010, i hver sin klasse. Men nu er vi kommet i tvivl. Vores egen vurdering af børnenes modenhed har hidtil været at de var klar begge to, men efter mødet er vi kommet i tvivl angående vores søn. Vi oplever selv at vores børn modenhedsmæssigt er meget forskellige på forskellige områder. Vores pige er nok mere "tilpasset"og social mens vores dreng er meget hurtig i hovedet mht formelle kundskaber (kan læse "elefant", læse klokken, regne simple regnestykker, lave logiske slutninger, er meget videbegærlig mm).
Vi føler at han nu er blevet problematiseret fordi han endnu ikke er så god til at holde opmærksomheden i en rundkreds, huske at ordne sine ting, osv. Og som pædagogen sagde,- han skal jo kunne modtage kollektive beskeder, sætte sine ting på plads osv.
Det var to forskellige pædagoger der holdt samtalerne om hver sit barn. Vi oplever generelt vores dreng pædagog som mere "problematiserende" end vores piges, hun roser ofte vores dreng for alt hvad han kan. vores drengs pædagog mente at vi skulle overveje at lade ham vente med skolestart, + lade en ergoterapeut se på ham de hun mente at han ikke var så "drenge-udfarende" som andre mht at klatre osv. Vi har selv en oplevelse derhjemme af at han kaster sig ud i ting og har en god vurdering af risici og er modig når han klatrer. Han er et følsomt gemyt og gider ikke altid det de fleste gør. Han afstår fx gerne fra en aktivitet fordi han synes at det er dumt eller kedeligt og vil hellere selv finde på lege. Han kan bedst lide små legegrupper og døjer nok lidt med de andre larm, da han har haft mange øreproblemer og ikke kan lide høje lyde. Vi skal have ham til ørelægen for at checke hørelsen snart (han har haft meget ørebetændelse). Vi kunne godt bruge et godt råd da min intuition siger mig at han er en intelligent dreng der selv har ret høje krav til sine omgivelser før han gider være med, og at dette ikke vil ændre sig så meget p.gr.a. et ekstra år i børnehaven. Hvordan kan vi bedst vurdere han modenhed. Det ville være synd hvis ikke han kom afsted i skole med alle sine venner og sin søster synes vi.

SVAR:

Kære S.
Den problemstilling I står i, er snart ved at blive en klassiker. Tveæggede tvillinger, dreng-pige. Jeres pige er, som piger oftest er, lidt mere såkaldt social moden end Jeres dreng. Børnene står overfor skolestart, og nu problematiserer pædagogerne i børnehaven om drengen skal vente et år.
Jeres dreng, lyder som en helt almindelig dygtig lille gut, der foruden at have en god nysgerrighed og en skarp matematisk logisk kunnen, også er modnet i den forstand at han er lidt "sin egen",- kan sige fra, selektere m.m. Men pædagogen er usikker på om han er udadfarende nok og om han i opmærksomhed og social forståelse, kan modtage kolletive beskeder m.m., - er klar til skolestart. Jeres dreng har været et såkaldt "ørebarn", der måske har givet ham en vis støjfølsomhed, og ialtfald har lært ham, at han trives bedst i mindre grupper hvor der ikke er en masse larm. Men ellers er han helt upåfaldende, og en dygtig og spændende lille dreng, som jeg læser dit brev, og HUSK, det er dig/Jer, der kender ham bedst af alle!
Jeg tænker ved at læse dit brev følgende:
1. Hvad er der dog sket med pædagogerne og den danske folkeskole? Jeg er faktisk uddannet pædagog før jeg blev psykolog, og jeg skal da lige love for at nutidens pædagoger er blevet specialister i screning og vurdering af børn!!! Man er efterhånden så mål-og resultatstyret, at børnene vejes og måles og vurderes og problematiseres i en grad, at der efterhånden ikke gives plads til individuelle forskelligheder. Hvad er der blevet af den rummelige folkeskole?
Og så ved jeg jo godt at der ligger et pres på både pædagoger og folkeskolelærere. Kravet til en folkeskolelærere er, at det forventes at børnene i dag faktisk skal kunne læse med udgangen af 2. klasse og det pres forplanter sig nedefter, til pædagogerne i børnehaverne. Alle er under pres, og nogen gange opleves det næsten som barnet ofres på effektivitetens alter, ialtfald syntes effektivitet nogen gange at gå forud for psyko-social forståelse og trivsel..
2. Gjorde pædagogerne sig også tanker om hvad det ville betyde for Jeres tvillinger, hvis Jeres pige startede i skole, mens Jeres dreng "sad over"?
Hvad det ville betyde for ham at se søster med skoletaske på ryggen på vej ud i den nye fagre verden, mens han blev tilbage i deres fælles gamle verden. At hans kammerater drog af sted til skole, at Jeres hjem kunne blive fyldt af sorg, og måske konflikter, fordi Jeres dreng ville blive ked af det, og få utilstrækkelighedsfølelse og mindreværd, både i forhold til sine drengevenner og tvillingesøster. At balancen tvillingerne imellem, i følelser og kompetance, ville blive forrykket, og at der blev skabt en storesøster og en lillebror. At ligeværdigheden ville gå tabt, og noget værdifuldt og unikt ville mistes.

- Jeg er slet ikke i tvivl! Jeres børn skal følges ad i skole til august 2010. Selvfølgelig skal de det! Det er selvfølgelig rigtigt at få en opfølgning hos en ørelæge, hører Jeres dreng det han skal, - men om det er nødvendig med en konsultation hos en ergoterapeut, ved jeg ikke. Man foreslår det sikkert for at få en screning af Jeres drengs motoriske færdigheder og kunnen, men hvad så, hvis det skulle vise sig at han måske motorisk ikke var helt på højde på et enkelt eller to funktionsområder? Så ville ergoterapeuten foreslå motorisk aktivitet, og det kan I selv skabe, ved at tage i skoven og til svømning ect. Og børnehaven kan hjælpe til ved at skabe motoriske aktiviteter, hvor han bruger sig selv, både grov- og finmotorisk. Og I kan selv støtte i forhold til opmærksomhed. Ved at fastholde ham i gøremål og ansvarlighed, ligesom børnehaven kan hjælpe/træne i forhold til opmærksomhed, vente på sin tur, kollektive beskeder m.m. Det er faktisk deres opgave!!
Og så er der faktisk 9 måneder til skolestart!!! 9 måneder, det er næsten et helt år! Børn udvikler sig rigtigt meget på et år! Iøvrigt tror jeg du har ret. Måske har din drengs øreproblemer været med til at præge hans oplevelser i og valg af sociale sammenhænge, det ved du mere om end jeg. Men elles tror jeg du har ret i at hans personlige udtryk, i valg, socialt og intellektuelt, og i aktiviteter, også er en del af hans karakter, hans særegne personlighedsudtryk, og at lige præcist dette, næppe ville blive særligt meget anderledes af, at være i børnehave endnu i et år. Tværtimod.
Han lyder som en lille intellektuel nysgerrig dreng, der kan lide udfordringer, og nemt kunne komme til at kede sig et år mere i børnehaven.
Der kan være tungtvejende grunde til forskudt skolestart hos tvillinger.
Særlige handicaps og markante udviklingsmæssige problemer hos den ene tvilling. Det er der slet ikke tale om hos Jer. Jeg af den overbevisning at tvillinger skal "følges ad", - at tvillingerelationen, tvillingebalancen, følelsesmæssigt og intellektuelt, er så vigtigt et grundvilkår, at det skal man både værne om og respektere. Tvillinger relaterer sig allerede til hinanen prænatalt, til hinandens puls, om man så kan sige, og videre går de igennem de samme udviklingstrin nogenlunde samtidig, i samspil og vekselvirkning, med hinanden og i forhold til deres sociale omverden. Her kan man da ikke mene, at den ene skal begynde i skole og den anden ikke, med mindre der er meget tungtvejende grunde dertil. Den psykosociale ubalance dette ville skabe, tvillingerne imellem, i forholdet til hjemmet/forældrene, og i forhold til deres sociale verden, er langt mere bekymrende, end at man måske ikke er helt socialt parat til skolestart.
Drenge er typisk mindre modne end piger på det tidspunkt. Pas på, at Jeres dreng ikke bliver vurderet i forhold til sin søster, men skal vurderes i gruppen af drenge. Det undgår I ialtfald ved at lade børnene starte i hver sin klasse, og det er måske fornuftigt nok, ovenstående taget i betragte.
Held og lykke med det.
Med venlig hilsen Lene Dam