SPØRGSMÅL:

26-07-2010

HJÆLP!!!! Slippe ble sent.

Hejsa.
Jeg har 2 drenge på 5 år. Den ene har været blefri siden han var 3,5 men den anden bruger stadig ble. Vi er ved at være meget frustrerede....

Min dreng er jo renlig for han siger selv når han skal have ble på. Vi har lavet bleerne tilgængelige så han selv tager dem på. Vi er inden for den sidste måned begyndt at tøre ham istedet for at skifte.

Vi har prøvet alt synes vi. Også lokket ham. Han udviser stor angst og ubehag ved hans afføring. Når jeg tørrer ham siger han det er ulækkert og han kaster næsten op.
En dag prøvede jeg at sige at nu skulle han prøve at tisse på wc og jeg skulle nok være der for ham. Fra jeg kunne se han skulle tisse meget til han fik sin ble på gik der 2 timer. Vi gik på wc og jeg prøvede at hjælpe ham. Det der så sker er at han blir meget ked af det og han græder. Han siger han kan ikke og han begynder at banke på sin tissemand og blir meget urolig for han skal jo tisse men kan ikke på wc.

Han går også helt i panik når han ser i skuffen at der snart ikke er flere bleer.

Jeg har prøvet at spørge hvorfor han ikke vil tisse og lave på wc og han siger det ved han ikke. Hvis jeg spørger om han er bange siger han ja, men spørger jeg hvad han er bange for ved han det ikke.

Vi er virkelig kede af det på vores søns vegne. Han skal i skole om et år. Og det med at prøve om sommeren hjælper ikke han vil ikke. Vi aner hverken ud eller ind. Vi blir da nød til at gøre noget, få noget hjælp. Han er i forvejen en lille forsigtig gut og vi frygter for skolen.

HJælp....ingen andre vil :-(

mange venlige hilsner R.

SVAR:

Kære R.
Tak for din mail. Jeg synes I skal have noget professionel hjælp. I skal henvende jer til egen læge og få en henvisning til den nærmeste børneafdeling. Det kunne umiddelbart være fristende at tage bleerne fra jeres dreng, men jeg er bange for, at han vil udvikle forstoppelse og encoprese hvis I gør det. Når det på et tidspunkt skal ske, skal han samtidig have et afføringsmiddel (gennem munden). Det skal være i tæt samarbejde med en børnelæge / børnesygeplejerske. Lad ham indtil videre beholde sine bleer, men indfør i ventetiden faste WC tider à 5 minutter, lige når han vågner, inden frokost, når han kommer hjem og inden han skal sove. Sig til ham at sådan er det altså, og det er ikke til diskussion. Det er lige meget om der kommer noget i tønden eller ej. Han må gerne have en bog med og høre musik eller en CD med en historie. Han skal bare sidde der de fire gange daglig i 5 minutter.
Husk at sætte en lille stol/skammel til fodstøtte. Ros ham ikke overdrevent. Gå til sagen med kærlig fasthed og optimisme. Undgå valg.
I skal vise vejen. Det giver tryghed.
Venlig hilsen
Annemette Talbro