01-02-2000
Det har været kendt i mange år, at der er familier, der får det ene sæt tvillinger efter det andet, og i mindst 50 år har det været kendt
at det især drejer sig om tveæggede tvillinger. Da tveæggede tvillinger opstår som følge af at moren har dobbelt ægløsning med efterfølgende befrugtning af begge æg, er det især dette aspekt, der er blevet fokuseret på.
Et stort projekt baseret på mere end hundrede belgiske og hollanske familier med tvillingfødsler flere generationer har vist:
1. At kvinderne i disse familier særdeles hyppigt havde dobbelt ægløsning, hvilket blev påvist ved ultralydscanning.
2. At det at føde tveæggede tvillinger var en arvelig egenskab formentlig knyttet til et enkelt gen (et gen er et stykke af arvemassen, der er ansvarlig for, at der dannes et enkelt produkt i kroppen, f.eks. det hormon, der styrer ægløsningen). Dette gen havde imidlertid en meget lav gennemslagskraft, således at der kun bliver født tvillinger i 10% af alle graviditeter, hvor der er mulighed for det. I de øvrige tilfælde går
der noget galt med det ene æg før eller under befrugtningen, eller der sker en meget tidlig abort af det ene befrugtede æg. Dette er
nok forklaringen på, at man tidligere har talt om, at der blev sprunget en generation over. I virkeligheden er det kendt, at der findes familier med tvillingfødsler i hver generation.
Med hensyn til det at føde enæggede tvillinger, så har en svensk undersøgelse vist, at der er lidt større risiko/chance for at føde
enæggede tvillinger, hvis man selv er enægget tvilling. Her ved man dog ikke noget om arveligheden.
Det er selvfølgelig vigtigt også at huske, at der fødes masser af enæggede og tveæggede tvillinger også i familier, hvor der ikke findes tvillinger fra før, og at dette skyldes et rent tilfælde.
Med venlig hilsen
Kirsten Ohm Kyvik