SPØRGSMÅL:

16-12-1999

arvelighed/bronchitis

Vi har et hold enæggede tvillinger på 16 mdr. drenge, de har lige fået en såkaldt spacer (inhalator mod asmatisk bronkitis), mit spørgmål er:
Når de lider af samme sygdom, er det så tegn på, at de er enæggede?
Hvad kan vi hjemme gøre for at hjælpe dem med deres luftvejsbesvær?

Vi ved ikke med sikkerhed om de er enæggede, hvor og hvornår kan vi få besked om det?

SVAR:

At to tvillinger lider af samme sygdom, er ikke noget sikkert tegn på,at de er enæggede. Det kan man selvfølgelig forestille sig, fordi de
har samme sæt af arvelige egenskaber. Der er imidlertid mange sæt tveæggede tvillinger og almindelige søskende, som også rammes af de samme sygdomme, og de har kun halvdelen af deres
arvelige egenskaber fælles.

Man tilbyder ikke generelt undersøgelse af, om tvillinger er enæggede her i landet, det er simpelthen alt for dyrt. Det gøres i
nogle tilfælde, hvis den ene af tvillingerne lider af en sygdom, der har en kendt høj arvelighed, og man ønsker et skøn over risikoen for den raske tvilling. Det gøres også på tvillinger, der er med i forskningsprojekter.

I kan komme med et særdeles kvalificeret gæt selv: Hvis tvillingerne siges at ligne hinanden som to dråber vand, har samme hår og øjenfarve og familien har svært ved at se forskel, når de er
sammen, så er de med 95% sikkerhed enæggede.

I kan hjælpe jeres tvillinger med den astmatiske bronkit ved følgende forholdsregler: Tvillingerne må ikke udsættes for tobaksrøg overhovedet - bandlys det inden døre i jeres hjem! I skal passe at give dem medicinen, som jeres læge har ordineret det. Hvis de bliver akut syge, og I giver dem inhalator, skal I være opmærksomme på, at det skal hjælpe relativt hurtigt. I skal altså
ikke blive ved at gentage behandlingen, hvis det ikke virker, men i stedet søge lægehjælp. Mange børn vokser fra det, så det må vi håbe jeres tvillinger også gør.
Med venlig hilsen
Kirsten Ohm Kyvik