SPØRGSMÅL:

14-01-2000

Søvn-sammen/hver for sig ?

Hvad er, ifølge jeres erfaringer, mest optimalt når tvillinger skal sove: at de sover så tæt på hinanden som muligt (evt. i samme seng så længe der er plads) eller hver for sig, så de ikke kan høre hinanden? Vi har to piger på 11 uger, som vi netop har flyttet på hver sit værelse, fordi de ofte vågner ca. 30 min. efter de er faldet i søvn. Den der vågner vækker selvfølgelig den anden med sin gråd, når de ligger sammen, og så har man to børn som skal trøstes, og ofte ammes igen for at falde til ro. Men jeg er i tvivl om, hvorvidt det er en god idé at skille dem ad, hvis de føler trygheden ved et andet menneskes nærvær, når de sover sammen. (Selvom hun er nok så lille!)

SVAR:

Ud over at besvare de konkrete spørgsmål her, har redaktionen valgt at lægge dette spørgsmål ud på debatsiden også: Der er så mange forskellige tips og råd om, hvordan man kan få sine tvillinger til at sove, at siderne her ikke kan beskrive dem alle. Forældre, der har stået i samme situation som spørgerne, ligger ofte inde med de bedste råd.
Venlig hilsen
Abelone Glahn
redaktør af brevkassen

Kære søvnløse
Der er ingen fast regel for, om man skal lægge tvillinger i samme vugge, om de har bedst af at sove sammen med forældrene, eller hvornår de skal have hver deres seng og hver deres værelse. Det afhænger af det enkelte tvillingepar.
Men man kan generelt sige, at det for såvel tvillinger som singlebørn ofte er væsentligt at have en anden puls i nærheden, så det idelle viser sig som regel at være, at de sover sammen. Ligesom de, når de bliver lidt større, holder af at sove i samme rum.
De kan sove sammen i en/to lift(e) ved siden af forældrene seng i behagelig nærhed, eller de kan sove i en fælles vugge, og siden i hver sin ende af en tremmeseng.
Dine tvillinger er endnu så små, at de næppe har fået et fast mønster. Prøv at komme ind i en god soverytme, en rytme, der i øvrigt hænger meget sammen med faste spisetider.
Små børn har små maver, som oftere skal fyldes. Børn vågner gerne hver anden eller tredje time for at få noget at spise, og de kender ikke forskel på dag og nat. Når de bliver 4-6 måneder gamle, behøver de ikke så ofte et natmåltid, men dette kan variere alt efter, hvor meget for tidligt født børnene er.
Prøv at synkronisere måltiderne. Hvis den ene sover, så væk vedkommende, når der skal spises. Man kan overveje også at vække dem og give dem mad, inden man selv går i seng.

Læs iøvrigt afsnittene om søvn på selve hjemmesiden
venlig hilsen
Abelone Glahn