Dødfødt tvillingebror, - hvornår kan man tale om det ?

Hej og glædelig bagjul !
Mit spørgsmål går på følgende: Peter (nu lidt over 4 år) blev født ved akut kejsersnit. Desværre overlevede brormand ikke grundet fostervands-forgiftning. Kejsersnit i uge 37. Drengene vejede tilsammen godt 6 kilo. Hvornår kan jeg begynde at fortælle Peter, at han er tvilling, og at brormand er død ? Peter er med et par gange om året på kirkegården, hvor vi lægger blomster på urnegravsted (snart kan han jo læse efternavnet på stenen...!). Hidtil har jeg bare sagt, at vi lægger blomster til en dreng, jeg kendte, som døde. (Peter fatter ikke "død" endnu, men har ikke stillet spørgsmål).
Peter's far og jeg blev skilt for 1½ år siden. Men har et godt og hyggeligt forhold til hinanden og er sammen 1-2 gange om ugen til aftensmad/hyg. Dog er Peter ikke ret meget sammen med sin far uden mig, - men det skubber jeg på for nu. For alle 3's skyld.
Peter er lidt forsigtig og ikke frembrusende. Han har været i dagpleje til han var lidt over 2½ år og derefter i integreret institution. Vi er alle meget glade for hans børnehave. Jeg synes, han er en glad dreng og harmonisk. (I maven var han &"bogormen" og brormand "bøllen" - og det kom til at holde stik mht. Peter !).
Jeg tror, at Peter er tveægget tvilling (jeg havde fået nogle hormonpiller"for at lægge godt med æg", og drengene så meget forskellige ud.
På forhånd tak for hjælp, - svar haster ikke, men jeg vil være meget glad, om du har tid til at svare mig, - bare engang i det nye år.
Godt nytår fra S. (og Peter)

SVAR:

Kære S.
Først et godt nytår til dig og Peter. Jeg håber, det er i orden, at du får svar fra mig i stedet for fra Lene Dam Petersen.
Det er godt at høre, at Peter er vokset op og er blevet en glad og harmonisk dreng, som helt er blevet fritaget for de problemer, som en tvilling kan få, hvis de gennem opvæksten hele tiden bliver konfronteret med at være en del af et par, hvor den ene er død. Du kan læse mere om de problemer, som du har skærmet Peter imod, i Lene Dam Pedersens svar til "A" den 12. december 99.
Til dit spørgsmål om, hvornår du kan begynde at fortælle Peter, at han er tvilling, og at hans bror er død, vil jeg råde dig til at fortælle ham det så hurtigt som muligt. Han har endnu ikke spurgt, men han er i den alder, hvor han vil begynde at stille spørgsmål om alt,og det er bedre, at du kommer ham i forkøbet og fortæller ham om jeres virkelighed, end at han selv begynder at gætte og fantasere og få den opfattelse, at hans mor skjuler vigtige oplysninger for ham.
Jeg har ofte erfaret, at børn, som på et sent tidspunkt får oplysninger om hemmeligheder i familien, kan få en mistroisk indstilling til forældrene, hvor de spekulerer på, hvad forældrene mon yderligere har af hemmeligheder og skjult viden. Også i den forbindelse har du gjort det lettere for Peter, for du har jo aldrig løjet for ham, men fortalt, at du har kendt en dreng, som døde. Du kan nu bygge videre på dette og fortælle Peter, at han er tvilling, at han har ligget inde i din mave sammen med sin tvillingebror, og at broderen blev syg og døde, mens Peter selv har været en stærk , lille dreng og fuld af liv. Du skriver ikke, om I nåede at give et navn til din dreng, som døde, men jeg tror, det er vigtigt for Peter, at der er en navn, han kan forholde sig til, Det kan selvfølgelig være et gængs navn, men det kan også være "brormand", som du selv anvender i dit spørgsmål.
Når du først har fortalt Peter, hvis grav det er, I lægger blomster på, tror jeg, at det efterfølgende vil blive enkelt og naturligt for dig, idet du blot skal svare på Peters spørgsmål afpasset efter hans udvikling, samtidig med at du holder øje med, om han skulle få forkerte opfattelser, som det er vigtigt, at du får snakket med ham om og eventuelt korrigeret – jeg tænker her specielt på, at børn til tider kan få den fejlagtige opfattelse af skyldspørgsmål, og Peter kunne måske få fantasier om, at han kunne være skyld i, at hans bror døde.
Du skriver kun om Peter og dine tanker om, hvad der er bedst for ham, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget du selv har været igennem og klaret i tiden efter fødslen, hvor du har måttet rumme så modsatrettede følelser som at sørge og tage afsked med et barn, og knytte dig til og glæde dig over et barn.
Med venlig hilsen
Anna-Lisa Hyltén-Cavallius.