Teeagere

Jeg hørte "med et halvt øre" et kort indslag i
radioen en morgen, en reklame for siden her.
Den vakte min interesse, da jeg også hørte ordet
tvillinge-teenager og deres dobbelte frigørelses
process, men jeg har ikke fundet noget om det på
siden. Jeg er mor til tvillinge drenge på 15 år,
og vi oplever, at drengenes frigørelse fra
hinanden er mere voldsom, end frigørelsen fra os.
Det er ikke rart at være vidne til, at de er så verbalt hårde ved hinanden. Jeg føler mig ofte magtesløs og ville ønske, at de vendte vreden mod os istedet for mod hinanden. Det ene øjeblik slås de, det næste øjeblik sidder de og hygger sig sammen. Deres kammeratskabskreds er fælles.
Der er ingen jalousi hvad angår vennerne.
Næste år skal de begge på samme efterskole,
vi har der fået lovning på, at de der kommer til at bo så langt fra hinanden som muligt.
Jeg vil gerne høre, hvordan vi bedst griber det an fra hjemmefronten. Vi er jo bange for at gøre noget galt.
Venlig hilsen S.

SVAR:

Dine drenge på 15 år er i en frigørelsesproces i forhold til hinanden, som du beskriver det. Det ene øjeblik slås de, det næste øjeblik sidder de og hygger sig sammen. De er også verbalt hårde ved hinanden, og processen er svær at være tilskuer til.
Det bliver I nu nødt til, du og din mand, drengene er inde i en naturlig og selvfølgelig frigørelsesproces på vej mod at finde hver deres individuelle identitet. Når man er så forbundet, og også afhængig af hinanden, som tvillinger ofte er, kan det blive nødvendigt helt bogstavelig talt, at "slå sig fri", for at afgrænse sig fysisk og psykisk. Hvis kampene ellers er nogenlunde ligeværdige, og der ikke er den samme "vinder" hver gang på bekostning af den anden, er der ikke grund til bekymring - De afprøver kræfter, styrke, og deres egne grænser for en personlig afgrænsning. Hvis kampene er ulige, må man som forældre gribe ind og støtte den svageste. – Ligeværdige kampe viser en jævnbyrdig styrke hos drengene og behøver ikke at gå ud over den kærlighed, og det venskab, de også har til hinanden. Som du selv siger det; "det næste øjeblik sidder de og hygger sig sammen".
Noget andet er, at vi som forældre jo er medbestemmende i forhold til, hvor voldsomme kampe, der skal udkæmpes i vores hjem, og i vores påhør – hvad vi vil finde os i og kan acceptere.
Snak med jeres drenge om det, fortæl dem, hvad I kan holde ud at se og høre på, og hvilke regler og etik I har for, hvordan mennesker almindeligvis bør behandle hinanden. Send dem så på deres værelser eller ud i haven, hvor de kan kæmpe videre, når det bliver for slemt. Man skal som forældre naturligvis sørge for, at situationen ikke udvikler sig og kommer ud af kontrol!
Som tilskuer til en sådan frigørelsesproces kan det se voldsomt ud, men det er værre at være tilskuer end deltager i denne proces. For tvillingerne selv er det kun en midlertidig forstyrrelse i forholdet mellem dem, nemlig så længe det enkelte slag udkæmpes. Bagefter er de sammen igen, slaget er glemt, og kærligheden er intakt indtil næste slag blir udkæmpet. Der er som sagt tale om en naturlig og nødvendig proces, og den er ikke ødelæggende for den grundlæggende kærlighed og tilknytning, drengene har til hinanden, så længe kampene, som sagt, er ligeværdige, og foregår under nogenlunde civiliserede former.
Læs også mit svar til "mor til teenagetvillinger" under "Identitetsdannelse"
Med venlig hilsen Lene Dam Pedersen