SPØRGSMÅL:

16-01-2000

Sygemelding 1 -hvornår?

Jeg skriver til jer, da jeg har fået mange modstridende oplysninger om, hvornår jeg bør gå på barsel. På sygehuset, hvor vi følges tæt, siger de uge 28...min tvillingsøster (som også venter tvillinger) er af sin læge blevet anbefalet 24 uge. Hvad er rigtigt og forkert? Jeg vil gerne være på den sikre side og "gøre det rigtige"...mit arbejde er mere psykisk end fysisk stressende med en arbejdsuge på 50-60 timer. Derudover har jeg i forvejen to små børn på henholdsvis 2,5 og 4,5 år.

Hvad vil I anbefale, og hvordan foregår det? Stikker min læge mig automatisk en fraværsmelding, eller er det mig selv, der skal insistere? Førstnævnte vil nok være nemmere at komme igennem med overfor min arbejdsplads!

På forhånd tak for hjælpen!
LSK

SVAR:

Kære LSK
Med et arbejde som dit med så mange timer og en vis stressfaktor vil jeg overveje at blive fraværsmeldt tidligt, inden der opstår for mange plukkeveer og belastningssymptomer som træthed og tyngdefornemmelser. Der er jo ingen ide i at bruge alle ressourserne inden børnene bliver født.
Jeg kan ikke forestille mig, at lægen ikke vil sygemelde dig i graviditeten. Men det er i sidste ende dig der beslutter, hvornår du vil fraværmeldes.
Der findes ikke nogen nagelfast regel for, hvornår man skal fraværmeldes i graviditeten, når man venter tvillinger. Det kommer helt an på den enkelte kvinde og hendes familiære og arbejdsmæssige situation. I "gamle" dage skulle man indlægges til aflastning i 28. uge og dermed basta. Baggrunden for at indlægge til aflastning var, at livmoderen i 28 uge med tvillinger er lige så stor, som en livmoder med et enkelt barn er i 40 uge. På den baggrund mente man, at det kunne give en risiko for at fødslen kunne gå i gang.
Da man så, at indlæggelse i sig selv ingen virkning har, er man gået over til at følge kvinden tæt og sygemelde hende, når det blir nødvendigt.

Venlig hilsen Dorthe Taxbøl