SPØRGSMÅL:

16-01-2000

Sygemelding-2-hvornår

Hej;
Min kone og jeg venter tvillinger til april. Da vi var til scanning og fik det konstateret, forstod vi på sygeplejersken, at min kone nærmest til enhver tid ville kunne få en sygemelding. Hun er nu i 25. uge og har det godt, men er meget stor og selvfølgelig besværet. Forleden var hun så hos sin læge og bad om en sygemelding, men det syntes han ikke der var nogen grund til, når hun har det godt og iøvrigt har stillesiddende arbejde. Hvad gør vi nu, når min kone fortsat ønsker en sygemelding.
Venlig hilsen EM og BC.

SVAR:

Kære EM og BC
Der er ikke nogen nagelfast regel for, hvornår man bør fraværmeldes i graviditeten. Procedurerne fra de forskellige fødeafdelinger er forskellige. Det kommer helt an på kvinden og hendes arbejdsmæssige og familiære situation. I "gamle" dage blev man sygemeldt i 28.uge, fordi livmoderen på dette tidspunkt i en tvillingegraviditet er lige så stor som livmoderen er i 40. uge med et enkelt barn. Man mente, at der dermed var en risiko for, at det kunne sætte fødslen igang. Da man så, at indlæggelse i sig selv ikke havde nogen virkning, har man ændret praksis og følger nu tvillingegravide kvinder tæt i ambulatoriet og sygemelder fra arbejdet, når der er en grund til det. Det har jeres læge åbenbart ikke skønnet, at der er på nuværende tidspunkt, fordi din kone har givet udtryk for, at hun har det godt, og ikke endnu er belastet af graviditeten. I det øjeblik hun begynder at føle sig belastet og træt, selv om hun kun har let stillesiddende arbejde, er der grund til at tænke på sygemelding. Se hvordan det går, næste gang I skal til kontrol i svangreambulatoriet og tal med lægen eller jordemoderen om sygemelding. Hvis der er længe til I skal til undersøgelse i svangreambulatoriet, og I føler jer utrygge, kan I til enhver tid få en ekstra tid.
Venlig hilsen Dorthe Taxbøl.