Søskende
Større søskende:
Hvordan forbereder man sin førstefødte på, at de næste er tvillinger ?

Det er væsentligt at holde op med en eventuel amning af den store et-to måneder, inden de nye ankommer, da der ellers kan opstå stor jalousi. Man kan også give det store barn sit eget værelse i god tid, så det ikke senere føles som forvisning, men som en forfremmelse. Men det er intet nederlag, hvis man senere oplever, at den store gerne vil være sammen med resten af familien og kommer ind i soveværelset om natten. Det er meget naturligt.

Som forberedelse før fødslen kan man få en veninde eller et familiemedlem til at være en slags storesøster/bror for barnet, og tage det med ud til arrangementer, som er forbeholdt ”de store”. Hvis det bliver en god tradition, vil det også være en god oplevelse, når den samme veninde kommer efter fødslen for at tage den store på tur igen.

På samme måde kan man selv, før tvillingerne kommer, begynde at lave særlige ting sammen med den store, ting, som har et skær af eksklusivitet, og så afsætte tid til at fortsætte den praksis, når børnene først er kommet. Det giver desuden luft til såvel faderen som moderen, at de hver får sig får en tur med det store barn.

Det gælder om at afse så megen tid, man kan, så den ældste ikke føler sig tilsidesat. Tvillingerne bliver hurtigt en del af den stores hverdag, men i en periode kan man godt tillade sig at vælge at dække den ældstes behov først og lade de små vente eller græde, hvis det er nødvendigt.
Lad den store deltage så meget i pasningen af de små, uden at belaste med et egentligt ansvar, der kan være for stort og skabe modvilje og nederlagsfølelse.

Og fortæl andre, at de skal lade være med at storme ind til vuggen og sige næh og åh, men give sig tid til at snakke med den store. De små ligger der jo alligevel, mens den store kan blive utrolig ulykkelig, hvis han/hun bliver overset. En barselsgave til den store er vigtigere end kravledragter til de små. 

Prøv at lade den store gøre noget sammen med bare en af tvillingerne. Det gavner også tvillingen at skulle forholde sig til andre end med-tvillingen, og der er brug for at udvikle et tæt sammenhold mellem store og mindre søskende.

Når børnehave og skoletid kommer, kan det være en fordel at tale også med den stores pædagog/klasselærer om, at der er kommet tvillinger i familien. Det kan forklare en eventuel større lyst til voksenkontakt fra det store barn. 

Mindre søskende:
Det synes ikke  som det helt store problem at have tvillinger som store søskende, tværtimod. De fleste forældre oplever, at tvillinger er glade for de mindre enkeltfødte søskende og tager sig af dem, selvfølgelig alt afhængigt af, hvor meget ældre de er. 

Omgivelsernes fokusering på, at der kommer et par tvillinger ind i stuen, opleves også af de små søskende, men den mindste har ofte fordelen af at være netop den mindste og tiltrække sig alle næh og åh’erne.
Man skal som pårørende igen tænke over at fokusere lige meget på alle børn, og også den mindste bliver træt af at besvare spørgsmålet. – Hvordan kan du dog kende forskel på dem ?-