Beretninger fra voksne tvillinger om ulemper ved tvillingeskabet

Min søsters liv blev gjort til målestok for lykke

Min søsters sygdom ændrede også mig

Min mors søster lagde en skygge over familien

Jeg har ikke set  hende i 30 år 

- Min søsters liv blev gjort til målestok for lykke

To vidt forskellige kvinder blev fastholdt i at skulle sammenlignes. I dag venter den ene tvillinger, mens den anden lige har født et par. 

- Min tveæggede søster Lone har i vid udstrækning altid har været storesøsteren. Hun tog på et tidligt tidspunkt føringen, og ikke alene i barndommen, men også i hele mit voksne liv er jeg blevet sammenlignet med Lone. Og dét selv om vi er vidt forskellige, fortæller den 31-årige Helle Skjoldaa. I årevis har hun hørt på ”Skal du ikke også snart have en kæreste”, ”Skal du ikke også snart have børn”. Omgivelserne var vant til at se, at det Lone gjorde, som regel førte til succes, og det var et barometer på lykke, som alting blev målt efter.

- Der har altid været et misforhold,  og jeg har skullet kæmpe for at opnå ting, som Lone er kommet meget nemt til. Det jo ikke hendes skyld, at det er gået godt for hende. Rollen blev hende også pålagt og forstærket af omgivelserne. Efter vi var født, kom Lone hurtigere hjem fra hospitalet end jeg. Hun tog hurtigt på, mens jeg måtte blive noget længere på barselsgangen. Selv om jeg ikke går op i Freud og andre psykoanalytikere, så har jeg selv den teori, at  dét, at hun kom hjem og fik mine forældres fulde opmærksomhed gjorde, at hun fra starten tog têten.

I barndommen havde vi det, som jeg forestiller mig, at mange tvillinger har det – når vi var sammen hadede vi hinanden, men var vi væk fra hinanden kunne vi ikke undvære den anden.

Det var nemt for Lone at få en uddannelse, at finde kæreste, at få et godt udadvendt job,  og at blive gravid – hun skal for eksempel kun se i sin kalender, så ved hun, hvornår der skal slås til, mens jeg har haft meget svært ved det og har været igennem hormonbehandlinger for at blive gravid.

- Lone har for så vidt ikke fremhævet, at hun havde den rolle, at det hele lykkedes for hende, for hun prøvede meget at få mig med på banen, men jeg har i mange år følt mig på sidelinien.

På et tidspunkt gik min daværende kæreste fra mig, og jeg var knust over tabet. Jeg konsulterede en psykolog, og nåede frem til, at det nok mere handlede om min rolle som tvilling end om at miste en kæreste.

Det var nødvendigt omkring 20-års alderen for alvor at begynde at definere mit eget liv. Jeg isolerede mig ikke ligefrem, men brød den symbiose, den afhængighed, som jeg havde til mine forældre. Det har været anderledes for Lone, der har et tættere forhold til mine forældre. 

Jeg valgte som ung en anden retning og rejste en hel del, tog en rejselederuddannelse og var væk fra Danmark i tre år. Jeg bød mig selv ikke at ringe særlig tit hjem, selv om jeg havde lyst, hvor Lone ikke kan  køre længere end til Vejle, før hun ringer til vores mor.

Jeg begyndte at blive uafhængig af den opmærksomhed, jeg alligevel ikke syntes, jeg fik.

Jeg tog en anden uddannelse og er i dag blevet meget dygtig og velanskrevet på mit felt. Jeg gjorde kort sagt noget, hvor vi ikke kunne sammenlignes.

Jeg er sikker på, at mine forældre har gjort det så godt de kunne, men det ændrer ikke den måde, jeg oplever tingene på. Måske ville det have været anderledes, hvis omgivelserne tidligt havde indset, at vi var to meget forskellige børn og støttet os i at udvikle os forskelligt. I dag måler jeg mig ikke længere i forhold til, hvor jeg er i Lones liv, men ser nu på, hvor Lone er i mit liv.

- Selvfølgelig er der felter, hvor vores liv ens – det er da hel utroligt, at vi bliver gravide med tvillinger samtidig, og det er klart, at denne graviditet har givet os ting, vi nu kan tale fælles om.

Jeg glæder mig til at få tvillinger, og jeg er overbevist om, at de er tveæggede. Hvis det bliver dreng-pige, tror jeg, det vil være lettere, fordi der så ikke er den store sandsynlighed for, at de bliver fastholdt i sammenligningen. Jeg vil under alle omstændigheder gøre, hvad jeg kan for at støtte den enkeltes identitet, selv om de bliver født samtidig.

Helles søster Lone Skjoldaa Kempf har allerede født sine tvillinger, to måneder for tidligt. Hun havde det helt anderledes, da hun fik at vide, at det tredje barn ville blive både nummer tre og fire:

- Jeg ville helst ikke have tvillinger, fordi jeg ved, hvordan det er, men  min mand blev glad. Det tog mig en måned at vænne mig til tanken.  Jeg synes ikke altid, det har været sjovt at være tvilling, og jeg havde glædet mig til at få en enkelt at nusse om.

- Min søster og jeg er så forskellige, som man næsten kan tænke sig. Det eneste, vi har haft fælles er vores fødselsdato, men alligevel blev det hele tiden forventet, at vi klarede os ens.

Hvis den ene klarede sig bedre, så var det synd for den anden. Alting blev sat i forhold til den anden. Vi blev konfirmeret samtidig, blev 18 år samtidig, men vi blev ikke studenter sammen. Min søster valgte bl.a. at tage et år til udlandet i skoletiden. Vi har været utrolig langt fra hinanden. Jeg blev gift først, fik børn først, hun studerede, stod i en anden livsfase, og jeg opfattede det som, at hun tog meget afstand fra mig. Men selvfølgelig har vi været meget tætte også. At vi begge blev gravide på nogenlunde samme tid, og begge ender med at få tvillinger, har slået bro over alle de år.

- Helle har været meget urolig for, hvordan min fødsel er gået, også fordi det har foruroliget hende i forhold til, hvordan hendes egen graviditet skrider frem.

Hun har været her på den neonatale afdeling nogle dage for at se, hvor små, sådan nogle for tidligt fødte er. Det har hjulpet hende af med den første forskrækkelse. Det er klart, at Helle tænker på, at det også kan ske for hende, men  hun bliver også fulgt tættere af sin jordemoder nu, fordi jeg har født for tidligt.

Min søsters sygdom ændrede også mig 

- I det øjeblik, der skete en ændring i min tvillings personlighed, blev jeg nødt til at forhold mig til tvillingskabet og  stille spørgsmålstegn ved min egen identitet, siger den 39-årige enæggede Monica Henriksen. Søsterens fødselspsykose ændrede dem begge.  

-  Jeg føler ikke tosomheden, som jeg gjorde for ti år siden. Jeg bærer en sorg over, at det ikke bliver som før, og over at jeg ikke får hende tilbage, som jeg har haft, men vi skal begge videre.
Monica Henriksen, 39, er enægget tvilling og har altid haft et tæt forhold til sin søster.  Da Monica fik sit første barn, og søsteren stadig var barnløs, ændrede deres indbyrdes forhold sig første gang markant. Dette var ikke en livserfaring, de gjorde sig samtidig, og Monica oplevede det som at søsteren tog lidt afstand fra hende.
 Der skulle gå to år, før søsteren fik sit første barn, og det skete nogenlunde samtidig med, at Monica nedkom med sit andet.

- Min søster blev ramt af en fødselspsykose og har igennem et stykke tid taget medicin, som sammen med hendes sygdom ændrer hendes karakter. Hun er stadig den samme af skind, men ikke af sind. Der kom en større afstand mellem os. Selv om det havde været naturligt, at netop vi brugte hinanden i en sådan situation, tror jeg ikke, hun ville belaste mig, der også havde et nyfødt barn.
-  Det var som at miste den, jeg havde kendt, og det har betydet, at jeg måtte igennem en snart ti år lang  sorgfase over at have mistet hende tankemæssigt. Der er sket ting med hende, som jeg ikke forstår, og det gør mig meget ked af det.
Men hendes karakterskift har også fået konsekvenser for Monica:
- Jeg har måttet tage min egen identitet op til revision - jeg har måske ikke udnyttet nogle sider hos mig selv, fordi min søster havde ”patent” på dem, og nu, hvor hun har forandret sig, får jeg muligheden for at udvikle nye sider. Det er muligt, det var sket under alle omstændigheder, fordi man jo bliver ældre og udvikler sig forskelligt, selv om man er tvilling, men jeg ser selv en klar sammenhæng med begivenhederne omkring min søster.

- Noget af det mest markante ved at være tvilling er for mig at tage hensyn. Det tager lang tid at frigøre sig fra denne hensyntagen, ikke kun i forhold til sin tvilling, men også i forhold til andre. Det er en kamp at finde ud af, hvem man er, når man pludselig er "ALENE". Hvad mener jeg i grunden selv ?
- Jeg har i høj grad sluppet fornemmelsen af altid at skulle spørge, altid sørge for at baglandet er i orden. Hensynet fylder meget. Som voksen har det også fyldt meget i forhold til mand og børn og karriere. Jeg’et har ikke fået så megen plads. Ikke fordi man ikke har givet mig pladsen, men jeg har måske ikke taget så meget plads, følt mig berettiget til det, mere følt at jeg skulle tage hensyn til og afstemme med omgivelserne, ligesom jeg altid har skullet det med min søster.
- Jeg har ofte været afventende og konfererende, og det smitter af på andre forhold. Jeg kan se, at jeg altid gerne har villet vide, hvordan andre tænker, før jeg selv går videre, tager en beslutning, handler.
- Nu - ja, hensynet har da i mange sammenhæng fået mig til at tænke anderledes om tingene
Og jeg synes, at det ser anderledes ud nu. Både fordi jeg er blevet ældre og fordi jeg forsøger at få forståelsen af, hvad min søster er igennem.

Det er ikke kun Monica, der føler sig amputeret. Monicas tvillingesøster Jeanette Henriksens fødselspsykose og efterfølgende sygdomsforløb har betydet noget for begge.
- Det var faktisk sådan, at lægerne frarådede, ja nærmest forbød mig at tage kontakt med min søster, da jeg blev syg. Fordi vi var så tætte, frygtede lægerne, at min søster, som også var gravid, ville blive påvirket af det.
- Jeg tror, at alle bliver anderledes i kraft af, at man får barn og familie, man fokuserer på det allernærmeste, og for mit vedkommende betød det en mindre kontakt til min søster. Men min sygdom gjorde også, at jeg lukkede mig mere inde.
- Jeg tænker selvfølgelig i dag over, at jeg er tvilling og ser på det i perspektivet bagud: I ”gamle dage” var jeg storesøsteren. Jeg var den ældste, født tyve minutter før, og rollerne er byttet om nu. Det er træls at få en storesøster, når jeg altid har været det. Jeg har altid været den fornuftige, mens Monica har været den mere spontane og hende, der fik ballade.
Nu er det lidt omvendt – hun har flere kræfter, mens jeg nok har ændret mig til at leve mere i nuet.
Og det er måske heller ikke så dårlig en evne.

Min mors søster lagde en skygge over familien 

Opvæksten som barn af en enægget tvilling har ført til, at Marie Olsen dag siger:
Tvillinger er naturens misforståelse  

- Min mor og hendes søster vidste ikke, hvor den ene holdt op, og den anden begyndte. De var sammen hele tiden. Og det kom til at påvirke hele familien.
Marie Olsen er datter af en enægget tvilling, en smuk og måske lidt verdensfjern kvinde, der modsat den enæggede søster giftede sig og stiftede familie. Mosteren forblev til sin død enlig, men fulgte med i Marie Olsens familie som en skygge.
- Min moster forsvandt aldrig. Hun hang i hjemmet hos os. Min far forsøgte at få hende væk ved at købe en lejlighed til hende og senere også et fjernsyn, da hun begyndte at blande sig i, hvad vi børn måtte se, men lige meget hjalp det.
- Min moster havde gået i sine forældres hjem og været frøken., mens min mor var blevet gift.  Min far overtog så både sin svigerfars job og tjenestebolig, så min moster fulgte på en måde med. I starten forsøge hans svigerfar at overtale min far til at tage min moster som privatsekretær, men det gik kun en måned, så måtte det stoppe.
- Det kunne måske have været lykkeligt, og efter at min mor døde, talte jeg da med min far, som sagde, at der havde været alle muligheder for, at hun kunne have været den elskeligste tante, men det gik bare ikke. Hun var simpelthen en kopi af min mor. Hvordan ville du ikke have haft det, hvis der altid var en, der gentog, hvad din mor sagde ? ”Læs dine lektier” –”Læs dine lektier”, lød ekkoet.
- Da jeg var tre år gammel, lå jeg syg og kastede op. Der kom én ind i rummet for at se til mig, og jeg troede, det var min mor, men pludselig kunne jeg lugte, at det var min moster. Jeg bed hende simpelthen i næsen. Det ar havde hun længe efter.
- Da jeg var teenager og havde gæster, når mine forældre ikke var hjemme, låste hun sig ind i huset og gik og lurede ved dørene og aflagde rapport til min mor bagefter.
- De unge piger, vi havde i huset dengang, hadede hende. Først kom min mor og gav dem forskellige instruktioner, og det var usvigelig sikkert, at min moster bagefter kom og rettede pigerne.

- Dengang var det svært at gøre oprør. Da min yngste skulle døbes, ville mine forældre holde festen, og jeg indvilgede på den betingelse, at moster ikke kom med. Hun var godt nok med i kirken, men var ikke inviteret i huset bagefter. Alligevel dukkede hun op ude i entreen og sagde, at hun skulle besøge sin søster, og da hun stod med al overtøjet på inde i stuen, lød bemærkningen – Jamen, der er ingen endnu, der har budt mig at sidde, men det kan jeg jo godt finde ud af selv.  Jeg blev rasende, men min far overtalte mig ”af hensyn til din mor”, og så blev der ryddet til en plads ved bordet.

- Måske kunne vi havde fået en normal mor, hvis der ikke havde været den skygge i familien. Det har stået på gennem hele livet, faktisk ind til min mor døde. Så blev min moster i løbet af meget kort tid meget gammel og kom på plejehjem, hvor hun døde en del år senere.
- Det er heller ikke nemt at være søster til et par tvillinger. Jeg er nummer tre ud af en børneflok på seks. Nummer fire og fem er tvillinger. De er tveæggede og har haft det vanskeligt, specielt min søster, fordi hun var et gråt lille vedhæng til den smukke dreng med de lyse krøller og de mørke øjne. Hun stod i skyggen af ham, og som jeg husker det, anglede hun efter opmærksomhed fra starten. Der blev gjort stor forskel på dem, men hun har taget revanche i sit voksne liv.
- Jeg husker det simpelthen som afsindigt engang imellem. Jeg husker, hvor sjovt alle andre syntes, det var, da de to havde taget min helt nye papmachedukke og holdt barnedåb med den, da vi andre store en dag var til barnedåb et andet sted . Der var ikke andet tilbage af dukken end blinkeøjnene, som jeg beholdt, lige til min egen datter var stor. Først da smed jeg dem ud.
Min yngste søster fik tvillinger, også tveæggede. Hun har dog klaret det anderledes - hun gjorde kort proces og skilte sine tveæggede ad, så de kom i hver sin klasse, og ud af det er der kommet to helstøbte individer.
- Der er en utrolig bagside ved at være tvilling. Og den er ret overset, for man fokuserer gerne på det sjove, det pudsige, og tænker ikke på, hvilken betydning det kan have for de pårørende.
- Efter min mening er tvillinger naturens misforståelse.

Jeg har ikke set  hende i 30 år 

- Hvorfor skal man kunne enes bare fordi man er tvilling, spørger tveægget kvinde, der dog stadig føler sig som tvilling. 

-  Vi blev kaldt Tvillingerne fra havnen i Køge. Vi var som nat og dag. Alligevel gik vi i samme klasse, sad ved siden af hinanden, og gik ens klædt. Vi blev ikke opdraget som to selvstændige væsner, selv om vi var meget forskellige. Jeg har aldrig følt mig som mig selv, fortæller Karen Højberg, 58 år og sygeplejerske.
- Vi havde en kaotisk barndom. For det første er vi født af gamle forældre. Vi var deres eneste børn og blev født, da min mor var 41 og min far 56. Det var meget kærlige og omsorgsfulde forældre, som gjorde, hvad de kunne, når de nu havde fået to forskellige børn. Men min far døde, da vi var fem år, og min mor, da vi var 14 år.
Vi blev derefter skilt og voksede op tæt på hinanden hos hver vores plejefamilie. Min søster var meget udadvendt, mens jeg altid så eddikesur ud på billederne. Men var der én, der turde noget, så var det mig, jeg var en sådan drenge-pige, og når der kom nogen for at lege, kaldte de altid kun på mig udenfor vinduerne. Min søster gik hjemme hos min mor. Hun var meget højdramatisk. Engang hjalp vi i køkkenet med at hakke kød, og jeg stod med fingrene langt nede i hakkemaskinen. Min søster drejede bevidst rundt, mens hun så, jeg havde hånden nede.  Bagefter kunne hun ligge og græde bevidst højt:  ”Åh Gud, gør dog min mor god igen”, når hun var blevet skældt ud.
Hun fik simpelthen opmærksomhed ved at tude. Jeg tror, man må sige, jeg var den stærke, den mest begavede og den heldige, mens min søster var den mest udadvendte og charmerende. I mine øjne var hun den mest dominerende. Jeg var måske det nemme barn, og det har nok været med til at skabe en vis jalousi.
Alligevel holdt vi sammen – der var ingen, der skulle komme og slå hende. Vi forsvarede hinanden.

Jeg føler først, at jeg blev mig selv i femte klasse. Jeg kom i mellemskolen, men det gjorde hun ikke, fordi hun var så ordblind.
Da vi voksede op i hver sin familie, var vi alligevel meget tit sammen, men jeg følte hende som et vedhæng, og jeg forstod hende ikke rigtig. Kort efter min mors død forsøgte hun at begå selvmord, og da tænkte jeg – nu har jeg da slet ingen i hele verden. 
Vi udviklede os i hver sin retning, og gør det for så vidt endnu. Jeg taler med hende i telefonen 1-2 gange om året, men det er sådan en go'dag-mand-økseskaft samtale.

Jeg stiftede familie og har nu i alt fire sammenbragte børn. Hun blev aldrig gift, men hun besøgte mig, da jeg fik det første barn. Siden har jeg set hende én gang i ’73.
Den plejemor jeg fik, er en klog gammel kone nu på 93, og hun siger rent ud: Din mor gjorde forskel. Du var det letteste barn,  og det har min søster nok  mærket og reageret imod. Hun har følt sig tilsidesat eller bare været et af de børn, der kræver mere opmærksomhed. Jeg tror for så vidt ikke, min søster havde det særlig godt.

- Man er tvilling til sin dødsdag, også selv om man ikke har forbindelse med sin tvilling.
Vi blev fastholdt i at være tvillinger, men det er vigtigt at huske, at tvillinger er vidt forskellige.
Man skal opdrage dem og give dem kærlighed som var de to selvstændige individer med hver sine behov, som alle søskende har.
Jeg er selvfølgelig ked af det i dag, specielt fordi vi ikke har så meget familie. Jeg føler ingen tilknytning til hende – hun kunne være død for mig. Jeg hader hende ikke, men hun er simpelthen ikke med i mit liv.
Jeg føler ikke, jeg har haft et godt liv som tvilling, og de nære beskrivelser, jeg hører andre have til deres medtvilling, kan jeg ikke genkende. Der er jo ikke nogen, der siger, at man skal elske sine søskende.

Artiklerne har været bragt i Alt for Damerne Juli 2000