SØVN

DE FØRSTE SEKS MÅNEDER
Hvorfor sover børnene ikke
Find rytme
Samme seng ?
De vækker hinanden
Skab fysisk afgræsning
Lammeskind
Nusseklud
Soveværelset

SEKS MÅNEDER TIL ET ÅR

STØRRE BØRN
Større søskende.

METODE NÅR DET GÅR HELT GALT

NÅR DU ER FULDKOMMEN UDMATTET

 

DE FØRSTE SEKS MÅNEDER

 

Hvorfor sover børnene ikke:

Der kan være adskillige faktorer, der gør det vanskeligere at få dem til at sove. For eksempel er en del tvillinger ( trillinger og firlinger) ofte født for tidligt. Måske er den ene blevet indlagt, og er under indlæggelsen blevet vant til at blive puslet mere om, end det kan lade sig gøre hjemme. Hvis man først kommer hjem med kun den ene baby, kan det være svært at få en rutine indarbejdet, når man hele tiden skal ind og besøge den anden på hospitalet. Det tager måske lidt tid at blive fortrolig med at have to meget små babyer, og man kan være bekymret over, om de får nok at spise, især hvis de ammes. Forældrenes egen bekymring over det dobbelte arbejde kan også indvirke.

Den ene kan vække den anden nogen gange, og ældre søskende kan reagere på den megen opmærksomhed, de to nye får, ved at ændre sovevaner og have sværere ved at falde i søvn om aftenen.

Tilbage til top

Find rytme

Prøv at modvirke alt dette ved at komme ind i en god soverytme, en rytme, der i øvrigt hænger meget sammen med faste spisetider.

Små børn har små maver, som oftere skal fyldes. Børn vågner gerne hver anden eller tredje time for at få noget at spise, og de kender ikke forskel på dag og nat. Når de bliver 4-6 måneder gamle, behøver de ikke så ofte et natmåltid, men dette kan variere alt efter, hvor meget for tidligt født børnene er.

Hvis flere hjælper med at give dem flaske, har hvert menneske hver sin rutine. Det er ikke nødvendigvis et problem i sig selv, men det kan tage lidt tid for børnene at vænne sig til.

Indskærp dem, der passer jeres tvillinger en aften, at de skal overholde tiderne.

For tidligt fødte børn sover ofte mindre end gennemsnittet, har ofte svært ved at falde i søvn og sover uroligt. Nogle vågner med en voldsom angst, formentlig på grund af ubehagelige drømme. Det kan nogen gange hjælpe at holde om og berolige barnet, og måske derefter lægge sig til at sove sammen med det.

Mange for tidligt fødte børn kan ikke tåle for mange stimuli på én gang. Hvis man både vugger, aer og synger for barnet, samtidig med at der foregår andre ting i rummet, kan det være for meget, og barnet vil reagere ved at græde og blive uroligt. (læs mere i For tidligt født af Jonna Jepsen)

Prøv fra starten at synkronisere måltiderne. Hvis den ene sover, så væk vedkommende, når der skal spises. Man kan overveje også at vække dem begge og give dem mad, inden man selv går i seng.

Gennemgå den samme rutine før I skal sove, hver dag, og giv evt. børnene et bad om aftenen, så de bliver afslappede, og prøv at skabe en rolig atmosfære, måske med lidt babymassage og lidt stille musik

Hvis du over længere periode har gentagne problemer med at få børnene til at sove, også i løbet af natten, så prøv at føre en søvn-dagbog. Skriv ned hvem, der vågner, hvornår og hvorfor. Du kan hurtigt se, om der er et mønster, og hvad det mulige problem er. Dine notater kan også bruges, når du snakker med sundhedsplejerske eller læge.

Tilbage til top

Samme seng ?

Der er ingen faste regler for, om man skal lægge tvillinger i samme vugge, om de har bedst af at sove sammen med forældrene, eller hvornår de skal have hver deres seng og hver deres værelse. Det afhænger af det enkelte tvillingepar.

Men man kan generelt sige, at det for såvel tvillinger som singlebørn ofte er væsentligt at have en anden puls i nærheden, så det ideelle viser sig som regel at være, at de sover sammen. Ligesom de, når de bliver lidt større, holder af at sove i samme rum.

De kan sove sammen i en/to lift(e) ved siden af forældrene seng i behagelig nærhed, eller de kan sove i en fælles vugge, og siden i hver sine ende af en tremmeseng.

Tilbage til top

De vækker hinanden

Mange tvillingeforældre er selvfølgelig bange for, at det ene grædende barn vil vække det andet. Det sker nogen gange, men langt fra altid.

Man kan overveje at skille børnene ad en periode, men det viser sig ofte ikke at være nødvendigt, og med de helt små børn er det nok heller ikke det bedste jævnfør ovennævnte bemærkninger om tryghed ved en andens åndedræt.

Prøv at berolige den vågne uden at tage ham/hende op, så snart barnet begynder at græde, for ellers vil det tro, der er en positiv sammenhæng mellem at græde og at blive taget op. Den anden vil formentlig sove videre, selv om medtvillingen græder. Hvis det ikke har fungeret godt, at de sov sammen, så prøv at lægge dem i hver sin vugge eller i lift /Moseskurv. Det er muligt, at den ene baby bedst kan lide Moseskurven, den anden en vugge. Prøv at finde ud af det foretrukne.

Hvis forældrene sover sammen med børnene, og ingen får søvn, kan en løsning være, at faderen tager det ene barn og sover i et rum for sig, mens moderen har det andet.

Hvis den ene tvilling konsekvent holder den anden vågen på et tidspunkt, hvor de er flyttet ind i deres eget børneværelse, så kan en løsning være at skille dem ad og lade den ene sove i et andet rum end børneværelset, men endelig ikke i voksensoveværelset. Det vil blive opfattet som belønning. Benyt evt. en babyalarm, hvis du vil følge med.

Tilbage til top

Skab fysisk afgræsning

Børnene har i ni måneder ligget sammen i en mavesæk, som afgrænser deres bevægelser. Det er trygt, og det kan derfor være nyttigt at give børnene en form for afgræsning i deres vugge. Rul et mindre håndklæde eller en stofble til en pølle og læg den ved hoved og fod, så den danner en fast kant, en rand omkring barnet. Specielt ved hovedet er det vigtigt, idet et barn ofte bevæger sig opad, indtil det støder på modstand.

Denne måde at afgrænse området på er også nyttig, når man rejser med et barn, der er ude i uvante omgivelser.

Tilbage til top

Lammeskind

Et ægte lammeskind kan være en nyttig investering. Ikke alene til de små børn, der har svært ved at holde varmen, men også til større børn. Lammeskindet kan tages med overalt og være det trygge holdepunkt med en velkendt duft for et barn. Det kan bruges i årevis i bunden af en kravlegård, i barnevogn, klapvogn og som legetæppe senere. En afgrænsning af et lammeskind kan også opnås ved at lægge en pølle under skindet, så den danner en rand rundt om barnet.

Tilbage til top

Nusseklud

Sov med en T-shirt eller en nusseklud et døgns tid og giv barnet kluden bagefter. Lugten af dig sidder i tøjet og kan virke beroligende. Overvej brug af sut. Nogle børn bliver beroliget af at få en sut, men kan blive urolige, hvis den ryger ud af munden og ikke kan gribes.

Bruger du en stofble, måske ligefrem nussekluden, kan den trækkes gennem suttens ring og være i nærheden på denne måde.

Tilbage til top

Soveværelset

Husk, at børnene skal sove på ryggen, ikke være for varme.

Sæt rullegardiner eller træk mørke gardiner for vinduerne, så solen en sommeraften ikke holder dem vågne. Undgå at tænde loftslyset om natten, en natlampe gir dig nok lys til at undgå at støde ind i ting. Husk at stille et glas vand eller. lignende ind til dig selv, når du ammer, så du ikke skal op efter det midt om natten. Læg skiftetøj og rene bleer frem til natten, så du ikke skal fumle rundt i mørket.

 Tilbage til top