At miste sin tvilling 

Tvillinger fødes pr definition stort set samtidigt, men det er ikke lige så naturgivet, at de også dør samtidigt. I Danmark findes ca 100.000 tvillinger. Halvdelen af dem skal opleve at leve længere end den anden.

Mange påvirkes voldsomt af dette tab og oplever, at omgivelserne har svært ved at forstå dybden af følelserne.
I England har 600 efterladte tvillinger sluttet sig sammen i Lone Twin Network. Stifteren er den 74-årige Joan Woodward, som selv mistede sin enæggede søster som treårig.
Abelone Glahn har besøgt hende i England:

 Joan Woodward er på én gang en meget iagttagende og meget imødekommende kvinde på 74 år. Iført en løstsiddende buksedragt tager hun imod på privatadressen i Birmingham nær ved universitetet, og jeg lægger straks mærke til, at hun har et særpræget smykke om halsen. Ikke voldsomt iøjnefaldende, men sært. Det ligner et par små fuglefødder, forvredne, let udbankede. De hænger i kæden om halsen ved siden af en tåreformet ædelsten.

Men Joan Woodward er også meget privat, selv om besøget inkluderer, at hun taler om stærke, personlige følelser. Først efter fire timer får jeg forklaringen på det særprægede smykke.
Forinden går en dyb og meget personlig samtale med den kvinde, der for snart 12 år siden stiftede et netværk for tvillinger, der har mistet medtvillingen. Hun er selv en af dem. Enægget tvilling, som i en alder af tre år mistede sin søster, der døde pludseligt af meningitis.

-” Problemet med dig, Joan, er, at du ikke kan gøre noget halvt”. Det sagde en klassekammerat engang til mig, og det ramte mig virkelig, for lige siden jeg mistede min søster, har jeg på en eller anden måde opfattet mig som ”halv”. Først mange år senere gik det op for mig, at der var en dybere sandhed bag ordene, end klassekammeraten overhovedet kunne forestille sig:  Set i bakspejlet har jeg kæmpet for at imødegå denne følelse ved at prøve at ”være meget mere end halv”, og denne følelse har aldrig sluppet mig.  Det kan for nogle måske synes underligt, men jeg har hørt det gentaget masser af gange hos andre tvillinger, da jeg begyndte at undersøge forholdene omkring tab af en medtvilling.

- Hvis du spørger mig, hvad forskellen på at miste en tvilling og at miste en søskend er, kan jeg kun sige, at vi, der er tvillinger, aldrig har prøvet at være andet, men på en eller anden måde synes tabet af medtvillingen at gøre os opmærksomme på, at vi har mistet en person, som burde være hos os. Uden at undervurdere tabet af en søskend – for jeg ved, at det kan være meget slemt for nogle – så synes en grundlæggende forskel at være, at tvillinger har været sammen fra undfangelsesøjeblikket.

Joan Woodward er en anerkendt psykoterapeut, der igennem sin årelange karriere har deltaget i og ledet adskillige kontroversielle projekter og undersøgelser i Storbritannien. I 1982 besluttede hun på eget initiativ at undersøge virkningerne af dødsfald i tvillingepar.
Gennem annoncer, opslag på biblioteker og interviews i dameblade og TV kom hun i forbindelse med noget over 200 voksne tvillinger, der alle havde mistet deres tvilling. Både som efterladt tvilling selv og som psykoterapeut havde det undret hende, at der dengang tilsyneladende ikke var lavet nogen som helst forskning i det at miste en tvilling,  når hun jo både personligt og professionelt vidste, at tabet ofte har meget dybe konsekvenser for den efterladte.

Tre hovedkategorier

Resultatet viste, at man kan inddele tvillingers tab i forskellige kategorier:
- De , der har mistet deres tvilling under eller lige efter fødslen , har kun bevidstheden om, at de er tvilling at forholde sig til. De har ikke nogle fotografier, ingen minder, og de ved kun, at deres tvilling burde have været sammen med dem. Ofte har de skullet  leve med både deres forældres sorg og deres egen fornemmelse af tab.

- Men i min tid som psykoterapeut har jeg erfaret, at de tidlige tab er meget dybe, fordi det lille barn ikke har redskaberne til at tale om dem. Og derfor kan vi heller ikke med sikkerhed sige, hvad det er, der har skabt erindringen om den døde tvilling.  Hvis de nu ikke havde vidst det, ville de så have følt noget ?

- Det klassiske eksempel fra undersøgelsen er en lille pige på 5-6-år, der altid havde bedt sin mor om at købe to ting af hver. En dag blev moderen så irriteret over det, at hun udbrød – Det er også, fordi du er tvilling. Den lille pige havde ikke tidligere direkte fået at vide, at hun havde haft en søster. Men voksne taler tit foran små børn uden at tænke over, at  de også opfatter ting, og når pigen så beder om to af samme slags, er det så fordi det lille barn prøver at udtrykke ”Der stadig er to af os”, eller har hun i sin mors stemme fornemmet dette forfærdelige tab, og måske hørt moderen sige ”Åh, jeg har kun én nu” ? 

- De, der har mistet deres tvilling i barndommen, har oftere fotografier og andre minder. De kan fortælle om en person, som de selv kan huske og forholde sig til, selv om de måske har været meget små.

- De, der mister deres tvilling som voksne, oplever mere tabet som noget, der er til at forstå. Men blandt de personer, jeg har interviewet , var der en 92-årig, som havde taget for givet, at når de var født sammen, måtte de også dø samtidig.

- De, der har mistet deres tvilling under traumatiske omstædigheder, synes at have mere fælles, og endelig er der også fælles træk hos de, der har mistet hhv. en bror og en søster.

Lettelse og skyld

I den gruppe, der beskrev deres tab som ”alvorligt”, var der signifikant flere enæggede eller tvillinger af samme køn, ligesom der her var mange af dem, der havde mistet deres tvilling ved ulykker eller selvmord. Ofte beskrev denne gruppe følgevirkninger som nervesammenbrud eller psykosomatiske sygdomme. Mange havde også fået ægteskabelige problemer.

- Til trods for, at de hyppigste og altdominerende følelser var dyb sorg og oplevelsen af et unikt tab, udtrykte en del tvillinger også et stort behov for at blive adskilt og følte det som en befrielse, at de ikke længere ”altid skulle beskrives som Drengene”. Denne fornemmelse af lettelse var endnu mere udtalt hos dem, hvis tvilling havde lidt før døden, var handicappede eller på anden måde udsat for et stærkt pres, summerer Joan Woodward op.

- For at kunne definere sig selv i forhold til den anden, sker det ofte, at tvillinger påtager sig forskellige roller. Flere fortalte, at det var, som om de efter deres tvillings død påtog sig nogle af den dødes egenskaber. Den ”stille” tvilling kom til at ligne den ”livlige”. Muligvis fordi der pludselig var mere plads til at udvikle denne karakteregenskab hos den overlevende, men nogle udtrykte også, at det kom, fordi de følte, de havde en del af den dødes sjæl i sig.

Forældrene reaktioner blev kommenteret af stort set alle, der havde mistet deres tvilling ved fødslen eller i barndommen. Reaktionerne delte sig i to meget forskellige retninger.

Den ene var overbeskyttelse, hvilket tilsyneladende påvirkede piger mere end drenge. En tvilling beskrev det således: ”Jeg blev fastholdt i at være lille. Jeg blev tit syg, jeg blev sendt i privat skole, og jeg indhentede det aldrig rigtigt.” Den modsatte holdning var afvisning, nogen gang total:

- Værst var de tilfælde, hvor den overlevende følte, at forældrene bebrejdede ham/hende den andens død, eller når vedkommende følte, at forældrene hellere ville have haft, at det var ham/hende, der var død . En tvilling fik at vide; ”Du maste din tvilling”, en anden sagde ”Jeg var en morder i min mors øjne”, eksemplificerer Joan Woodward.

Et lille antal fortalte dog, at deres forældre var ægte og dybtfølt lykkelige over, at der ”kun var en”, og disse tvillinger følte sig meget udvalgte. Ingen af disse beskrev deres tab som ”alvorligt”.
Nogle tvillinger følte stor skyld over at være den overlevende, og følte, at de burde have gjort mere for at den anden tvilling havde overlevet. Nogle beskrev, at de resten af livet havde forsøgt at ”opføre sig godt” for at mildne moderens følelse af tab.
De, der beskrev deres tab som ”mindre hårdt”, berettede om forskellige faktorer, der havde gjort deres til at mildne tabet. Nogle havde levet meget adskilt, og dette var ofte tilfældet for tveæggede brødre og søstre, der nu boede på hver sit kontinent.

-  Mange beskrev, at tro og forskellig overbevisning havde hjulpet dem videre. Flere berettede meget levende om, at de ”havde mødt” den døde, som havde opfordret dem til at leve videre, og disse tvillinger var på en særlig måde overbeviste om, at de ville møde deres tvilling igen, når deres eget liv sluttede, siger Joan Woodward, der antyder, at også hun føler sin søsters nærhed, særligt nu, hvor hun er blevet ældre.

Tab før fødslen

Undersøgelsen afslørede også, at der synes at være bevis for, at et vist antal tvillinger på en eller anden måde fornemmede den andens eksistens og var påvirket heraf, selv om tvillingen var død under graviditeten, og selv om de endda ikke officielt havde fået at vide, at de var en ”overlevende tvilling”.

Dette er et kontroversielt emne mellem psykologer, for alle anerkender, at den fysiske tilstedeværelse mærkes af begge individer, men ikke alle anerkender, at den psykiske erindring herom eksisterer hos ufødte, endsige kan måles efter fødslen. De fleste psykologer mener, at en tvilling, der har mistet sin tvilling under graviditeten, kun påvirkes af at få at vide bagefter, at vedkommende skulle have været tvilling.

Joan Woodward mener noget andet:
- Jeg tror, at to mennesker, der har delt det mindste areal et menneske nogensinde kan dele med en anden, meget vel kan have en bevidsthed om den andens eksistens, og at denne bevidsthed ikke udelukkende kommer fra omgivelserne.
- Nogle af dem, jeg har interviewet, sagde meget spontant, at da de fandt ud af, at de var tvilling, faldt en masse brikker på plads for dem. Pludselig forstod de den følelse af ensomhed, af at ”nogen manglede” og af et stort savn, som de havde følt uden at vide hvorfor. Alle disse følelser gav pludselig mening. Så personligt prøver jeg at være åben overfor dette, selv om det bryder med, hvad man mener ”på bjerget”.  

Netværket

Som en sidste gerning, inden Joan Woodward afsluttede sin undersøgelse, skrev hun til alle deltagerne og inviterede dem til et møde. 70 dukkede op og var med til at stifte netværket, der er ganske uformelt. Det er ikke en forening med bestyrelse og forretningsorden, det er ikke en terapigruppe, det er simpelthen et netværk, der udelukkende eksisterer i kraft af dem, der vil deltage og deres engagement.

En gang om året inviteres til et træf, hvor der gerne dukker 70-80 mennesker op. De inddeles i tre større grupper, dem der har mistet under og lige efter fødsel, i barndommen, i voksen alder. Og disse grupper deles igen i mindre grupper af maksimum otte personer.

- Det er den eneste måde, man kan sikre, at alle kan nå at sige noget, og at man kan beholde den intimitet, der skal forefindes, hvis folk beslutter sig for at fortælle. Nogle åbner sig næsten ikke, andre får mest ud af at lytte og opdage, at andre nærer de samme følelser.
- Min erfaring er, at folk ikke åbner sig mere end de vil, og nogle åbner sig slet ikke overhovedet.  Til gengæld er der megen støtte i de enkelte grupper, hvis  man vil fortælle og måske græde. Det handler i høj grad om at lytte til andre erfaringer og derved høre, at andre går med de samme følelser.

Netværkets kerne er en adresseliste over samtlige medlemmer, som også har skrevet et par ord om omstændighederne ved deres tvillings død. Har man lyst at kontakte en, der måske har mistet sin tvilling i nogenlunde samme alder som en selv, eller som bor i nærheden , eller som har mistet ”samme slags” tvilling, kan medlemslisten bruges, men man er ikke forpligtet til at svare på en henvendelse. Det er meget private følelser, og ingen hverken kan eller skal påtage sig ansvaret for en anden. På den anden side har en efterladte tvilling mest brug for andre efterladte tvillinger. Dette tab er noget, der vil være der resten af livet, og der vil være tidspunkter, hvor det vil føles hårdere end andre, men du kan lære at leve med det.
Resultatet er, at der er dannet mindre, geografisk betingede grupper, som mødes privat.

 - Min erfaring er, at psykologer, psykiatere og terapeuter generelt ikke anerkender, at en tvillings tab af medtvillingen sætter dybe spor i de fleste, uanset hvornår det finder sted i livet, måske fordi tvillinger kun bliver lagt mærke til, når de er sammen. Men fordi tvillinger står så tæt, har de brug for ekstra hjælp og støtte for at komme igennem tabet af ”deres anden halvdel”. Vi har simpelthen oprettet en liste over psykologer og terapeuter, der forstår og anerkender dette, og vi prøver at henvise til dem,  når nogen fra netværket har brug for professionel hjælp. Jeg håber, at jo mere netværket øges, jo mere vil alvoren i et sådant tab blive forstået. Ikke kun fordi det vil hjælpe dem, der lider under tabet, men fordi det vil gøre de overlevende tvillinger i stand til at få det godt med sig selv og føle, at de også har en plads i verden som de enkeltstående mennesker de er.

Da interviewet er ved at slutte går Joan Woodward et øjeblik afsides og kommer tilbage med et let krøllet A4ark med et maskinskrevet digt.  Jeg fornemmer, at det ikke er mange, der har fået lov at se digtet, der er skrevet i ’89. Det beskriver et besøg på en kirkegård, hvor digteren - der er Joan selv -  besøger det gravsted, hvor hendes søster ligger. Hun har ikke besøgt det længe og konstaterer, at nogen har revet den lille solsort af, som sad på et fuglebad ved graven. Tilbage er kun fødderne. Dem skruer hun af og bærer nu om halsen, sammen med en tåre, som en bekendt har foræret hende. På den måde har hun hele tiden søsteren nær, præcis som hun hele tiden er hende nær i hjertet.

Artiklen har været bragt  i septembernummeret af Samvirke 9/2000 

Joan Woodward har skrevet The Lone Twin, Understanding Twin Bereavement and Loss, ISBN 1-85343-374-8. Free Association Books 1998

Tilbage til Kritiske Livssituationer
Tilbage til Om at miste 
Engelsk version